Undgå domino-effekten af konkurserne | | (24-10-2008) |
Når virksomheder går konkurs, må underleverandører og andre, der har penge til gode, se langt efter deres udeståender. En effektiv og bevidst kreditpolitik er et vigtigt våben i den kamp. Antallet af konkurser er steget støt i løbet af efteråret – særligt i bygge- og anlægsbranchen. Presset på at få sine udestående hjem stiger tilsvarende, og virksomhederne er tvunget til at reagere langt hurtigere, end de har været vant til under højkonjunkturen. ”Vi kan tydeligt mærke, at det går rigtig stærkt lige nu, og der er mange, der går konkurs. Det sætter pres på de virksomheder, der har penge til gode hos andre virksomheder,” siger advokat i ADVODAN Glostrup Henrik Bartels. Timing er vigtig Der er ifølge advokaten meget, man selv kan gøre for at minimere risikoen for at tabe penge hos de mange konkursramte virksomheder. Først og fremmest handler det om at være opmærksom på, hvem ens debitorer er og at have en konsekvent rykkerprocedure over for debitorerne. ”Man skal undgå at have gamle fakturaer, og det er ikke tiden, hvor man skal give en lang kreditperiode, så betaleren når at gå konkurs, inden betalingen sker. Timing er vigtig lige fra fakturaen sendes, og til den første rykker går ud til debitoren,” slår Henrik Bartels fast. Få styr på fodfejlene Det, som virksomhederne skal være opmærksomme på lige nu, er at udarbejde en kreditpolitik, der beskriver en helt fast rutine for, hvordan virksomheden opretter nye kunder, hvordan fakturaerne sendes ud, hvornår virksomhedens bogholder skal sende rykkere ud, og hvor mange rykkere, virksomheden vil sende, før sagen ryger videre til advokaten. - Mange problemer starter allerede ved, at kunden ikke er registreret i virksomhedens bogholderi med alle nødvendige oplysninger, eller at fakturaen er sendt til den forkerte! Det er fodfejl, som enhver virksomhed vil tjene sig godt ved at få styr på, pointerer Henrik Bartels og giver en håndfuld værdifulde råd: - En kreditperiode skal ikke være unødig lang. - En rykker skal af sted med det samme, fristen for betaling er overskredet. - Jo længere den ubetalte regning ligger, jo sværere er det ofte at få pengene hjem. - Rykkere bør kun sendes to-tre gange – ikke ti gange. - Virksomheden skal ikke ukritisk give kredit til alle kunder – det kan godt betale sig at foretage en kreditvurdering af sine kunder. af asp |