Ukendt lov rammer forhandlere | | (11-09-2009) |
En bestemmelse i hvidvaskloven betyder, at det er forbudt for forhandlere at modtage kontantbetalinger på 100.000 kr. eller derover. Overtrædelser af kontantforbuddet kan koste dyrt i bøder. Problemet er, at de færreste kender loven. En lov der skal forebygge hvidvask og terrorfinansiering rammer helt almindelige forhandlere, hvis de modtager kontantbetalinger på 100.000 kr. eller derover. Dette gælder uanset, om den kontante betaling falder på én gang eller i flere omgange. Christian Vestergaard, advokatfuldmægtig i ADVODAN Vejen råder alle forhandlere af genstande og auktionsholdere til at indføre retningslinjer for modtagelse af kontante betalinger, så man undgår at komme i klemme. Ny dom bekræfter problemet Landsretten har for nylig idømt en bilforhandler en bøde på 50.000 kr., fordi han havde modtaget en kontantbetaling på mere end 100.000 kr. fra en kunde, der havde købt fire biler. Dette er således første gang, der falder dom for at modtage store kontantbetalinger. Bilforhandleren er dømt efter en paragraf i hvidvaskloven, der omhandler kontantforbud. Kontantforbuddet gælder salg af genstande og omfatter alle forhandlere og auktionsholdere. ”I praksis betyder det, at eksempelvis bilforhandlere, auktionsforhandlere og guldsmede, der sælger genstande af en vis værdi, risikerer bøde – og ved særlige grove overtrædelser fængselsstraf, hvis de modtager kontantbetalinger på 100.000 kr. eller derover”, forklarer Christian Vestergaard. Kontantforbuddet er en lille del af loven, men er etableret for at skærpe forebyggelsen af hvidvask og terrorfinansiering. Grænsen ved 100.000 kr. er sat, fordi det er de færreste betalinger i den størrelsesorden, der foregår kontant – typisk foregår betalinger i den størrelse via elektroniske betalingssystemer. Interne retningslinjer Christian Vestergaard opfordrer alle virksomheder, der handler med genstande af en vis værdi til at etablere nogle helt klare interne retningslinjer for modtagelse af kontantbetalinger, som medarbejderne kan følge. ”Virksomhederne skal gøre noget ud af at orientere medarbejderne, så det er klart for alle, at de aldrig må modtage kontantbetalinger på 100.000 kr. eller derover”, råder Christian Vestergaard. Han understreger, at det også er vigtigt, at medarbejderne bliver orienteret om, at forbuddet gælder uanset, om betalingen falder på én gang eller i flere omgange. Reglen om, at den kontante betaling heller ikke må foregå over flere omgange, er indsat for at forhindre, at man omgår loven ved at dele betalingen op i flere mindre kontantbetalinger. af mera |