Mediation er vejen til et godt forlig | | (27-10-2006) |
Konflikter opstår, hvor der er mennesker til stede – både i erhvervslivet og privat. Hvis konflikten bliver uløselig, er en af valgmulighederne at gå rettens vej. Men tænk nu, hvis det faktisk er muligt at finde en god løsning for begge parter uden den opslidende retssag! Efter stor succes i udlandet og en tre-årig forsøgsperiode herhjemme er mediation endelig ved at finde fodfæste.
Mediation er en metode til at hjælpe to stridende parter med at forhandle sig frem til en løsning, som de begge kan acceptere som god. Forhandlingen foregår ikke i retslokalet, og de tunge, juridiske opslagsværker bliver i reolen. Hvor retssagen handler om at finde en vinder og en taber, handler mediation om at gøre begge partere til vindere.
- Vi bruger spørgeteknikker, der minder om spørgeteknikkerne fra coaching, og på den måde når vi ind til problemets kerne og får løst op for den bagvedliggende konflikt. Parterne får mulighed for at se sagen i sammenhæng og fra begge sider. Det er væsensforskelligt fra den kortlægning, der finder sted i retslokalet, hvor der kun bliver taget stilling til de juridiske begrundelser, siger advokat i ADVODAN Taastrup, Rolf Ledertoug, der gennemførte mediatoruddannelsen i 2005.
Spar tid og penge
En retssag er altid bagudskuende og leverer kun en stillingtagen til det, som affødte konflikten, hvorimod mediation ofte kan have den sidegevinst, at den leder hen til nye løsningsmodeller, der gør det muligt at fortsætte samarbejdet i fremtiden – måske på endnu bedre vilkår.
- Jeg kan huske en sag med en softwareleverandør og en kunde, der efter et flerårigt samarbejde kom uoverens om nogle programmers hastighed og kvalitet. De var indstillede på mediation, og de fandt frem til et forlig, der gjorde begge parter tilfredse, og som sikrede, at de kunne fortsætte deres samhandel – hvilket de bestemt ikke havde i sinde inden mediationen, forklarer Rolf Ledertoug og peger på, at mange konflikter bunder i misforståelser og dårlig kommunikation, og derfor kan mediation være vejen til konstruktive forlig eller løsninger. Der kan være mange penge og arbejdstimer sparet på den måde.
- Retssager kan tage år og være opslidende, og parterne har en begrænset indflydelse på resultatet. Ved en mediation er det parterne selv, der finder en løsning på konflikten, og det er ofte muligt at løse konflikten på 1-2 dage. Samtidig minimerer du risikoen for, at udfaldet kun bliver til modpartens fordel, lyder det fra Rolf Ledertoug.
Fremtidens konfliktløsning
Det er ikke kun stridende naboer eller den utilfredse kunde og leverandøren, der kan have glæde af at sætte sig ved bordet med mediatoren som mødeleder. I princippet er der ingen sag, der er for stor eller lille til mediation, og såvel erhvervssager som privatsager egner sig til den form for konfliktløsning. Det eneste, der kræves, er, at begge parter er villige til at flytte sig!
Endnu er kendskabet til mediation ikke stort nok herhjemme til, at alle overvejer muligheden, når konflikten melder sig. Og forsikringsselskaberne er kun i den spæde start med at tilbyde retshjælpsforsikring til sagsomkostninger, der dækker mediation. Men Rolf Ledertoug forudser, at mediation i løbet af de kommende år bliver et væsentlig konfliktløsningsmiddel i Danmark på linje med udviklingen i specielt USA og England – blandt andet hjulpet på vej af den forsøgsordning, der for tre år siden blev sat i gang af Justitsministeriet, Domstolsstyrelsen og Advokatsamfundet, og som udelukkende har vist positive resultater.
af ASP |