Til forsiden Til forsiden Print Sitemap English Hotline

Case i ny arvelov: Bente og Henning har ”dine og mine børn”

(14-08-2007)

Bente er 55 år, og Henning er 57 år. De har boet sammen i et par år og er netop blevet gift. Bente har tre børn, men blev skilt for flere år siden. Henning har to børn, og hans kone er død. Bente og Henning har tilsammen en stor formue – 8,3 mio. kr. – hvoraf Henning har bragt de 8 mio. med ind i ægteskabet og Bente de 300.000 kr. Da de blev gift, fik de automatisk fælleseje – og de har ikke ønsket at oprette særeje – så der indgår 8,3 mio. kr. i deres fælleseje.

Bente og Henning vil gerne skrive testamente, så der er klare linjer om, hvem der arver hvad. Og med den nye arvelov er de klar over, at valgmulighederne er blevet større. De kan jo enten vælge primært at sikre hinanden – eller deres børn.

Til fordel for ægtefællerne
Hvis Bente og Henning ikke opretter et testamente, vil den der lever længst – efter den nye arvelov – automatisk arve ½ af den afdødes del af fællesejet. Det betyder, at den, der lever længst, får sin egen halvdel af fællesejet, som er 4.150.000 kr. plus halvdelen af den afdøde ægtefælles del. Efter den ”gamle” arvelov er den brøk kun 1/3. Men ønsker de at sikre hinanden bedst muligt, kan de ved at oprette et testamente komme helt op på at arve 7/8. Hele regnestykket ser sådan her ud:

Uden testamente:

Nuværende arvelov:

Længstlevende arver 1/3 (1.383.333 kr. plus den længstlevendes egen halvdel af fællesformuen, nemlig 4.150.000 kr. I alt 5.533.333 kr.)

Ny arvelov:

Længstlevende arver ½ (2.075.000 kr. plus den længstlevendes egen halvdel af fællesformuen, nemlig 4.150.000 kr. I alt 6.225.000 kr.)

Med testamente, hvor Bente og Henning sikrer hinanden bedst muligt:

Nuværende arvelov:

Længstlevende arver 2/3 (2.766.666 kr. plus den længstlevendes egen halvdel af fællesformuen, nemlig 4.150.000 kr. I alt 6.916.666 kr.)

Ny arvelov:

Længstlevende arver 7/8 (3.631.250 kr. plus den længstlevendes egen halvdel af fællesformuen, nemlig 4.150.000 kr. I alt 7.781.250 kr.)

Alvorlige konsekvenser for Hennings børn
Hvis Henning dør først, vil Bente på denne måde (efter den nye arvelov) arve 3.631.250 kr. + 4.150.000 kr. i alt 7.781.250 kr. af fællesformuen på 8,3 mio., og der vil kun være 518.750 kr. i tvangsarv til Hennings to børn. Bentes tre børn arver intet efter Henning, men de arver formuen efter deres mor, når hun dør. Hvis Henning ønsker at sikre Bente bedst muligt, men samtidig ønsker, at hans to børn skal have del i arven efter Bente – som jo indeholder en væsentlig del af hans formue – så skal det bygges ind i testamentet. Som eksemplet viser, får den nye arvelov alvorlige, arvemæssige konsekvenser for børnene, og derfor kan der være et ønske om fra Hennings side at føre en del af pengene tilbage til hans børn, som han i første omgang har ført over til Bente og hendes børn. Det ønske kan tilgodeses i et testamente.

Til fordel for børnene
Bente og Henning kan også vælge at gå efter at sikre deres børn bedst muligt og på den måde lade mest muligt af deres egne formuer gå til deres egne børn. Det kræver, at de får oprettet en ægtepagt med fuldstændigt særeje for dem begge, og at der i testamentet står, at de vil testamentere mest muligt til børnene. Selvom der er oprettet fuldstændigt særeje, har den, der lever længst, stadig sin tvangsarv efter den afdøde ægtefælle. Regnestykket ser sådan ud:

Henning ejer 8 mio. kr., og Bente ejer 300.000 kr. Henning dør først.

Nuværende arvelov:

Bente arver 1/6 af Hennings formue (1.333.333 kr.)

Hennings børn deler 5/6 af Hennings børn (6.666.666 kr.)

Ny arvelov:

Bente arver 1/8 af Hennings formue (1.000.000 kr.)

Hennings børn deler 7/8 af Hennings formue (7.000.000 kr.)

Eksemplet med Bente og Henning er lavet i samarbejde med advokat Karen Gøtzsche, ADVODAN Nykøbing Falster. 

af asp

Hvis du er interesseret i at vide mere, så tilmeld dig vores nyhedsbrev - klik her
 
ADVODAN Lokalkontor
> Vælg lokalkontor
 
NYHEDSBREV
> tilmeld dig her  
Fagområder
> Privatret
 
ADVODAN - Værdifulde råd Advokathjælp inden for 48 timer, klik her for HOTLINE