Tjek om din markedsføringskampagne er lovlig | | (01-10-2007) |
Virksomheder har nu mulighed for på forhånd at tjekke, om en konkret markedsføringsplan for virksomheden vil være i strid med markedsføringsloven.
Der er oprettet en online skabelon på Forbrugerombudsmandens hjemmeside www.forbrugerombudsmanden.dk, som giver de erhvervsdrivende og deres rådgivere mulighed for at få en hurtigere skriftlig tilkendegivelse fra Forbrugerombudsmanden, om den planlagte markedsføring er lovlig eller ej. Hurtigt betyder, at der højest går tre uger, før virksomheden har besked.
Skabelonen er et led i Forbrugerombudsmandens præventive arbejde for at undgå overtrædelser af markedsføringsloven. Det er særligt spørgsmål om indholdet af annoncer, kampagner eller salgsfremstød, som virksomhederne kan være i tvivl om.
Forbrugerombudsmandens vurdering kan munde ud i, at det forelagte materiale
- ikke er i strid med markedsføringsloven og/eller anden relevant lovgivning,
- klart er i strid med lovgivningen,
- eller at lovligheden er tvivlsom.
Hvis markedsføringen vurderes at være lovlig, og den sættes i værk inden rimelig tid herefter, vil Forbrugerombudsmanden ikke gribe ind over for markedsføringen, medmindre udtalelsen er afgivet på grundlag af urigtige eller mangelfulde oplysninger, eller hvis der senere fremkommer nye, væsentlige oplysninger i sagen, eventuelt fra konkurrenter.
Læs mere på www.forbrug.dk
af asp |