Højesteret har for nyligt afsagt en dom om overtrædelse af
persondataloven. I den konkrete sag skal en tidligere arbejdsgiver
betale 25.000 kroner for at have videregivet en mistanke om en
tidligere ansats alkoholmisbrug i forbindelse med en
referencesamtale. Oplysningen betød efterfølgende, at medarbejderen
ikke fik det nye job.
Ifølge
advokat Christian Vestergaard fra ADVODAN i Vejen kender mange
arbejdsgivere ikke til reglerne for, hvordan de skal behandle
personfølsomme oplysninger om deres medarbejdere. Og de risikerer
derfor at ende i samme situation.
Han opfordrer til, at arbejdsgivere holder sig fra at videregive
oplysninger af personfølsom karakter - med mindre de har sikret
sig, at medarbejderen har givet tilladelse til, at de videregiver
den konkrete oplysning.
Krav om samtykke
Samtykket fra medarbejderen skal være frivilligt, og det skal
vedrøre et specifikt forhold. De kan ikke bare indhente et generelt
samtykke fra en medarbejder, så det er vigtigt, at samtykket tager
udgangspunkt i noget helt konkret. Derudover bør samtykket være
skriftligt af bevismæssige årsager," uddyber Christian
Vestergaard.
"Når det er
sagt, så er det vigtigt at understrege, at der også er situationer,
hvor det faktisk ikke er et krav, at medarbejderen giver
samtykke.
Arbejdsgiveren skal fx videregive oplysninger om en medarbejder
til bl.a. Arbejdstilsynet og SKAT, hvis myndigheden anmoder om
oplysningerne - og oplysningerne har relevans for sagen. I de
tilfælde skal arbejdsgiver ikke vente på, at medarbejderen giver
sin tilladelse, tilføjer Carl-Jørgen Thinggard fra ADVODAN i
Slagelse
Fakta
- Arbejdsgivere må ikke videregive personfølsomme oplysninger om
sine medarbejdere i fx referencesamtaler, uden medarbejderen har
givet samtykke.
- Samtykket fra medarbejderen skal være frivilligt og skal
vedrøre et specifikt forhold.
- Persondataloven omhandler ikke kun videregivelse af
personfølsomme oplysninger, men fastsætter fx også regler, som
beskytter mod usaglige registreringer af oplysninger om en
medarbejder.
- Der kan være situationer, hvor arbejdsgiveren skal videregive
oplysninger til fx Arbejdstilsynet, SKAT eller andre myndigheder,
uden at medarbejderen har givet sin tilladelse først.
Af Mette Rasmussen 08-11-2011