Advokat Malene Warming Nissen, ADVODAN Tønder/Toftlund har haft
mange forældremyndighedssager, men hun undrer sig over, at hun ikke
har fået flere henvendelser fra forældre, som har mistet den fælles
forældremyndighed i en tidligere retssag, og som nu igen ønsker at
få del i forældremyndigheden.
Den eneste logiske forklaring er, at de forældre ganske simpelt
ikke er klar over, at de nu har en stor mulighed for igen at få del
i forældremyndigheden, siger advokat Malene Warming Nissen.
Forældreansvarsloven
Fokus i forældreansvarsloven er barnets ret til begge forældre, og
ikke forældrenes ret til barnet.
Før lovens ikrafttræden anvendte mange fraskilte forældre
børnene som skyts i deres egne kampe, og i alt for mange tilfælde
har forældre anlagt sag ved retten om ophævelse af den fælles
forældremyndighed - uden at der var en egentlig begrundelse for
det.
Udgangspunktet i forældreansvarsloven er nu fælles
forældremyndighed. Retten kan kun ophæve den fælles
forældremyndighed, eller undlade at dømme til fælles
forældremyndighed, hvis tungtvejende grunde taler for det.
Det kan fx være:
- svære og uovervindelige samarbejdsproblemer mellem forældrene
af varig karakter
- den ene af forældrene har været voldelig eller krænket barnet
seksuelt
- man er uegnet som forælder
Få del i forældremyndigheden
Sagsgangen er meget enkel. Man skal blot fremsende en
ansøgning om fælles forældremyndighed til den lokale
statsforvaltning, hvorefter forældrene vil blive indkaldt til et
vejledningsmøde.
Hvis parterne opnår enighed om forældremyndigheden på mødet,
afsluttes sagen i statsforvaltningen. Hvis parterne ikke kan blive
enige, vil statsforvaltningen sende sagen i retten.
Retten vil - som nævnt - som udgangspunkt træffe afgørelse om
fælles forældremyndighed, medmindre tungtvejende hensyn taler for,
at der ikke skal være fælles forældremyndighed.
Fri proces
Hvis en forælder opfylder de økonomiske betingelser for
fri proces, betaler staten sagsomkostningerne i en sag om
forældremyndighed, uanset om sagen tabes eller vindes.
I 2010 må en ansøgers indtægtsgrundlag ikke overstige 275.000
kr. De anførte beløb forhøjes med 48.000 kr. for hvert barn,
herunder stedbørn og plejebørn, under 18 år, som enten bor hos
ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af denne.
Kontakt derfor en advokat og medbring din årsopgørelse for 2008.
Så kan ønsket om fælles forældremyndighed med overvejende
sandsynlighed gå i opfyldelse, lyder rådet fra advokat Malene
Warming Nissen, ADVODAN Tønder/Toftlund.
Af Astrid Søes Poulsen 07-04-2010