Det kan være lovligt at fyre dig, hvis din arbejdsgiver
vurderer, at du har misbrugt din arbejdsmobil til eksempelvis
private opkald i din ferie. Det fastslår Vestre Landsret i en dom,
hvor en medarbejder blandt andet havde brugt sin arbejdsmobil på
ferier i udlandet i et sådant omfang, at arbejdsgiveren var
berettiget til at fyre medarbejderen.
Advokat
Christian Vestergaard fra ADVODAN i Vejen opfordrer til, at du som
medarbejder sætter dig ind i, hvad du må og ikke må bruge din
arbejdsmobil til.
Få klare linjer på skrift
I den konkrete sag var mobiltelefonen udleveret til
medarbejderen udelukkende som et arbejdsredskab, og arbejdsgiveren
accepterede ikke, at medarbejderen brugte mobilen til private
opkald. Derfor blev han fyret. Arbejdsgiveren havde dog ikke
udformet retningslinjer for medarbejdernes brug af
mobiltelefoner.
Det er din arbejdsgivers ansvar at sikre, at der er klare regler
for, hvad du må bruge arbejdsmobilen til, men i sidste ende er det
dig som medarbejder, der risikerer at betale en dyr pris, hvis der
opstår uenighed om brugen", fortæller Christian Vestergaard.
Han råder derfor til, at du sørger for at få helt klare linjer
på skrift, så du ved, om du skal lade arbejdsmobilen ligge hjemme,
når du tager på ferie.
Af Mette Rasmussen 15-06-2011