Advokat Allan Højbak fra ADVODAN i Aalborg giver et overblik
over, hvordan virksomhederne skal forholde sig til de nye
skatteregler.
Stramning af reglerne for
generationsskifte
Står virksomheden over for et generationsskifte, giver
successionsreglerne mulighed for en skattefri overdragelse til
næste generation. Et generationsskifte med succession betyder, at
den nye ejer overtager skattepligten i virksomheden.
For at en virksomhed kan benytte skattefordelen, skal
virksomheden fra 1. januar holde sig under en pengetanksgrænse på
50%. Mere konkret betyder det, at virksomheden maks. må have 50% af
sine værdier anbragt i ejendomme eller værdipapirer. Tidligere lå
pengetanksgrænsen på 75 %.
Med den nye pengetanksgrænse bliver det sværere for familieejede
virksomheder at overdrage virksomheden til næste generation. Det er
derfor endnu vigtigere at kende redskaberne i selskabsloven. Hvis
virksomheden står over for et generationsskifte, er det en god idé,
at ejeren tager fat i sin rådgiver, så vedkommende kan få overblik
over mulighederne," råder Allan Højbak.
Lempelse af multimediebeskatning
Ændringer i multimediebeskatningen berører også virksomhederne.
Den nuværende multimedieskat bliver lempet, så medarbejdere ikke
længere bliver beskattet, hvis arbejdsgiveren stiller en computer
og bredbåndsforbindelse til rådighed.
Derimod skal medarbejdere stadig betale multimedieskatten, hvis
de får stillet en arbejdsmobitelefon til rådighed, og de bruger den
til private opkald.
"SKATs krav for at undlade beskatning af
medarbejderen er, at arbejdsgiveren skal udføre nogle nye
administrative opgaver. Arbejdsgiveren skal sørge for, at
medarbejderen underskriver en tro og love-erklæring om, at
telefonen ikke anvendes privat. Og samtidig er arbejdsgiveren
forpligtiget til at foretage stikprøvekontrol, så de sikrer, at
medarbejderne ikke benytter mobilen i private sammenhænge",
forklarer Allan Højbak.
Slut med skattefri arbejdsgiverbetalt
sundhedsforsikring
Pr. 1. januar er præmien til sundhedsforsikringer betalt via
arbejdsgiveren ikke længere skattefri.
"Ændringen betyder, at medarbejderne bliver tillagt en månedlig
merskat på ca. 70 kroner, hvis de fortsætter med forsikringen.
Arbejdsgiver skal medtage præmien på den ansattes lønseddel og
indeholde kildeskat af beløbet. I de tilfælde hvor
sundhedsforsikringen har sammenhæng med en firmapensionsordning,
hvor arbejdsgiveren indbetaler, så skal forsikringsselskabet
indberette de relevante oplysninger til SKAT", oplyser Allan
Højbak.
Af Mette Rasmussen 17-01-2012