Uheld på skiferien kan udløse erstatning

Kommer du til skade på skiferien, kan du være berettiget til erstatning. Men det kræver, at du inden ferien har styr på dine forsikringer, at du får al den nødvendige dokumentation fra vidner, implicerede og læge, når uheldet er ude, og at du anmelder skaden rigtigt, når du kommer hjem.

Skisæsonen er ved at være slut for denne gang, men for mange tusinde danskere er de kommende påskedage en oplagt mulighed for ferie i sneen. Desværre er der også mange danskere, som kommer til skade på skiferien. Ifølge tal fra SOS International kom 6.183 til skade i sidste skisæson (2010/2011).

Kommer du til skade på skiferien, og kan uheldet betegnes som en ulykke, så kan du søge om erstatning enten fra din egen ulykkesforsikring eller fra en modpart, hvis en anden er skyld i ulykken". Det fortæller Berit Møller Lenschow, advokat i ADVODAN Brørup. Hun giver her gode råd til, hvordan du sikrer dig til skiferien, og hvad du gør, hvis uheldet er ude.

Tjek om du er forsikret
"Først og fremmest skal du tjekke dine forsikringer. I mange tilfælde dækker indboforsikringen, men nogle forsikringsselskaber kræver, at du tegner en særskilt forsikring, der dækker skirejser. Vær især opmærksom på, at den gule sygesikring ikke dækker hjemtransport, så det er vigtigt, at du har en rejseforsikring, som betaler udgifter til fx ambulancefly", forklarer Berit Møller Lenschow.

"Det er også en fordel at have forsikringsoplysningerne på dig, når du står på ski. Nogle steder vil lægerne ikke behandle, før end de har garanti for, at der er dækning".

Få alle oplysninger med hjem
"Hvis uheldet er ude, er det en god idé at få navne og kontaktoplysninger på vidner, der kan bekræfte ulykken. Og hvis der er andre implicerede, skal du forhøre dig, om de har en ansvarsforsikring og få de relevante oplysninger med det samme. Du kan ikke løbe an på, at de er til at kontakte, når du kommer hjem og skal bruge oplysningerne", oplyser Berit Møller Lenschow.

Berit Møller LenschowHun understreger, at du også skal sørge for at få lægejournalen med hjem, hvis du bliver behandlet af en læge i udlandet. Det kan være svært at få udleveret papirer fra et andet land, og den er vigtig dokumentation, hvis der er tale om en erstatningssag.

Anmeld skaden rigtigt
"Når du er kommet hjem, skal du anmelde skaden de rigtige steder. Du skal sikre dig, at du er meget præcis, når du beskriver skaden, og at du får alt med i første gang. Har du først sendt beskrivelsen af sted, er den vanskelig at lave om", fortæller Berit Møller Lenschow.

Er du i tvivl om, hvordan du gør, så kan du få en advokat til at hjælpe dig med at anmelde skaden.


Af Mette Rasmussen 02-02-2012