Ansættelse og arbejde

Når du er ansat i en virksomhed, har du rettigheder, som din arbejdsgiver skal overholde. Det gælder også, hvis du bliver fyret. Hos ADVODAN hjælper vi dig med at sikre, at dine arbejdsforhold er i orden.

Tjekliste

Hvad skal du forholde dig til i forbindelse med en ansættelse?

Din arbejdsgiver har pligt til at give dig en ansættelseskontrakt, der formulerer vilkårene for din ansættelse. Kontrakten fungerer som et positivt udgangspunkt for jeres fremtidige samarbejde og som et værn mod unødvendige stridigheder under din ansættelse.

Har du ukendte børn, kan du begrænse deres arv via et testamente. Tager du ikke stilling, arver børnene automatisk din formue.
Lever du i en sammenbragt familie med dine og mine børn, kan du vælge at ligestille børnene. En anden mulighed er at tilgodese dine egne børn ved at begrænse arven til din ægtefælles børn.
Du kan også vælge at oprette en ægtepagt. Det er relevant, hvis du for eksempel har en større formue, ejendele med stor affektionsværdi eller ejer en virksomhed.

Ansættelseskontrakten skal være underskrevet senest en måned efter, du er startet på det nye job og oplister alle formelle oplysninger som for eksempel din titel, arbejdstid, løn, ferie og opsigelsesvarsler. Det er også vigtigt, at kontrakten indeholder aftaler om overarbejde, lønforhandling og barselsvilkår.

Henviser din ansættelseskontrakt til personalehåndbogen, skal du huske at læse den grundigt igennem, inden du skriver under. Henvisningen betyder nemlig, at personalehåndbogen er en del af ansættelseskontrakten.

Personalehåndbogen indeholder virksomhedens regler, normer og værdier og giver dig et godt indblik i din nye arbejdsplads.

ADVODAN kan hjælpe dig med at gå dine ansættelsespapirer efter i sømmene, inden du skriver under. Så sikrer du, at dine arbejdsforhold er i orden.



Mange lønmodtagere er omfattet af en overenskomst. Overenskomsten fastsættes ved en kollektiv aftale og definerer forhold og regler om for eksempel ansættelse, afskedigelse, aflønning og arbejdstid.

Enkelte forhold kan dog være fastsat ved lov, for eksempel lov om ligeløn til mænd og kvinder, funktionærloven og lov om dagpenge.

Tjek altid, hvilke overenskomster du er omfattet af, inden du skriver under på din ansættelseskontrakt. Så undgår du overraskelser senere hen.



Hvis du er funktionær, sikrer funktionærloven dig en række rettigheder. Du er ansat som funktionær, når du er lønmodtager, har en ugentlig arbejdstid på mere end 8 timer om ugen, og når dit job primært består af kontor- og handelsarbejde, tekniske og kliniske bistandsydelser, eller hvis du fører tilsyn med andres arbejde.

Er du ikke i lovens forstand funktionær, kan du dog sagtens aftale med din arbejdsgiver, at dine ansættelsesvilkår er reguleret af funktionærloven.

ADVODAN er ekspert i funktionærloven. Vi rådgiver dig, så du er sikret de bedst mulige ansættelsesforhold.



Det er vigtigt, at du får den rigtige løn for det arbejde, du udfører. Lønninger er meget forskellige både geografisk og branchemæssigt, og der er sjældent klare bud på, hvordan en bestemt løn skal se ud.

Hvor stor din løn er, afhænger af den aftale, du indgår med din arbejdsgiver.

Kontakt ADVODAN, hvis du er usikker på, hvordan du skal forhandle løn med din chef. Vi kan rådgive dig om forhandlingsteknikker, så du er godt klædt på til din lønforhandling.



Ledelsesretten siger, at din arbejdsgiver inden for visse grænser har ret til at ændre på dine arbejdsforhold. Det kan for eksempel være ændring af opgaver, lønforhold, arbejdssted og arbejdstid.

Ved væsentlige ændringer i dit ansættelsesforhold har du ifølge funktionærlovens bestemmelser krav på at blive varslet med det antal måneder, som svarer til dit opsigelsesvarsel.

Det er svært at vurdere, hvornår ændringer i arbejdsforholdene er væsentlige i funktionærlovens forstand. Tag derfor fat i din advokat, hvis du oplever, at dine arbejdsvilkår ændrer sig. ADVODAN kan føre din sag, hvis du ikke er blevet varslet efter lovens bestemmelser.



Kræver din arbejdsgiver, at du påtager dig en konkurrence- eller kundeklausul, bør du overveje det nøje. Ofte vil en klausul nemlig være en kraftig begrænsning for din fremtidige karriere.

En konkurrenceklausul er en aftale om, at du ikke må tage ansættelse hos en konkurrerende virksomhed eller starte egen konkurrerende virksomhed efter ansættelsen hos din nuværende arbejdsgiver. En kundeklausul er en aftale om, at du ikke må tage ansættelse hos eller udføre arbejde for din arbejdsgivers kunder.

Funktionærloven siger, at din arbejdsgiver skal betale dig kompensation for både kunde- og konkurrenceklausuler. Hvis virksomheden insisterer på en konkurrencebegrænsende klausul, er det vigtigt, at du ikke blot accepterer en standardklausul, men drøfter og vurderer de enkelte elementer i klausulen.

ADVODAN hjælper dig med at gøre klausulens indhold tydeligt og afgrænset, så dine fremtidige karrieremuligheder er sikret.



I Danmark har vi organisationsfrihed. Det betyder, at du frit kan vælge at være medlem af den fagforening, du selv ønsker. I sjældne tilfælde kan der opstå konflikter mellem dig og dine kolleger, hvis du er i en anden fagforening end dem.

ADVODAN hjælper dig, hvis du oplever problemer med dit valg af fagforening.



Hvis der opstår konflikter mellem dig og din arbejdsgiver, er det en god idé at kontakte din advokat med det samme. Uanset hvad I er uenige om, er det ansættelseskontrakten og de love og overenskomster, den henviser til, der bestemmer, hvem der har ret.

ADVODAN hjælper dig med at håndtere konflikten, hvis du er blevet uenig med din arbejdsgiver. Vi kan også forhandle med din arbejdsgiver på vegne af dig.



Det er aldrig sjovt at blive fyret fra sit job. Det er derfor vigtigt, at du kender dine rettigheder. ADVODAN rådgiver dig og kan føre din sag, hvis det bliver nødvendigt. På den måde får du det, du har krav på. Kontakt os hurtigst muligt, hvis du er blevet fyret.

Som funktionær har du krav på en saglig begrundelse fra din arbejdsgiver. Hvis opsigelsen er usaglig, har du mulighed for at rejse krav om godtgørelse. Du skal dog have været ansat i mindst et år på opsigelsestidspunktet, før det er muligt at kræve godtgørelse.

Om din opsigelse er usaglig, afhænger af en konkret vurdering. Det er derfor altid en god idé at kontakte ADVODANs jurister, når du bliver opsagt.

Længden på din arbejdsgivers opsigelsesvarsel afhænger af, hvad der er aftalt i din ansættelseskontrakt. For funktionærer gælder der dog særlige regler. Har du for eksempel været ansat i et år, har du tre måneders opsigelsesvarsel, mens din arbejdsgiver skal varsle helt op til seks måneder, hvis du har været ansat i mere end ni år.



Bliver du fyret, er det meget vigtigt, at du tjekker, om du er omfattet af klausuler. Din konkurrenceklausul bortfalder, hvis du bliver opsagt af din arbejdsgiver. Men har du i ansættelseskontrakten skrevet under på en kundeklausul, må du ikke kontakte din arbejdsgivers kunder i en bestemt periode. Det gælder også, selvom kontakten sker på kundernes eget initiativ.

Er du underlagt en kundeklausul, har du krav på kompensationen i klausulperioden. Arbejdsgiveren har dog ret til at modregne, hvad du eventuelt tjener på lignende arbejde i den periode, du er bundet af kundeklausulen.

Bryder du klausulen, kan din arbejdsgiver nedlægge fogedforbud mod dig. Det betyder, at du med øjeblikkelig virkning skal stoppe samarbejdet med de kunder, der er omfattet af klausulen. Din arbejdsgiver kan også anlægge en almindelig retssag. Får arbejdsgiveren medhold, kan du risikere at skulle betale erstatning og konventionalbod.

Kan virksomheden dokumentere at have lidt et tab, der skyldes dit brud på klausulen, skal du betale erstatning.

En konventionalbod er en bod, som skal betales, uanset om virksomheden har lidt et tab i forbindelse med overtrædelsen. Boden fastsættes typisk til et bestemt beløb, du skal betale hver gang, du bryder klausulen.



Er der fyringsvarsel på dit arbejde, eller forventer du at blive fyret, kan en aftale om fratrædelse være et godt alternativ.

En fratrædelsesaftale er kun interessant, hvis du bliver stillet bedre eller mindst lige så godt, som hvis ledelsen afskediger dig.

Ofte er en aftale om fritstilling med løn et led i en fratrædelsesaftale. Fritstilling betyder, at du ikke er forpligtet til at møde op på arbejdspladsen i opsigelsesperioden. Det kan være en stor fordel, ikke mindst hvis samarbejdet er dårligt.

ADVODAN hjælper dig med at forhandle din fratrædelsesaftale på plads.



Når du bliver sagt op, skal du normalt fortsat møde på arbejde i opsigelsesperioden. Forskellige forhold kan dog gøre, at din arbejdsgiver fritstiller eller suspenderer dig i opsigelsesperioden.

At være fritstillet betyder, at du ikke fremover skal møde på arbejde. Du modtager fortsat din sædvanlige løn i fritstillingsperioden, ligesom du som udgangspunkt har ret til goder som fri telefon eller fri bil.

Er du fritstillet, kan du tage et nyt job i opsigelsesperioden, så længe det ikke er i konkurrende virksomhed.

At være suspenderet betyder, at du ikke møder dagligt på arbejde, men dog skal stå til rådighed, hvis din arbejdsgiver får brug for dig i opsigelsesperioden. Du modtager din sædvanlige løn og har ret til goder som fri telefon eller fri bil.

Du kan ikke tage et nyt arbejde, medmindre du har aftalt det med din arbejdsgiver.



Hvis du for eksempel stjæler fra din arbejdsplads, udøver vold eller bliver væk fra dit arbejde uden at fortælle hvorfor, har din arbejdsgiver ret til at bortvise dig.

En bortvisning er en øjeblikkelig afslutning af ansættelsesforholdet, hvor du får besked på at rydde din plads omgående og aflevere arbejdsgiverens ejendele og nøgler. Du er altså fyret med øjeblikkelig virkning, og uden din arbejdsgiver skal tage hensyn til dit opsigelsesvarsel.

Du får derfor ikke løn fra bortvisningstidspunktet og frem. Derudover vil du få karantæne i din A-kasse, og din arbejdsgiver vil i nogle tilfælde kunne kræve en erstatning af dig.

ADVODAN hjælper dig med at vurdere, om din bortvisning er berettiget. Vi kan også føre din sag, hvis din arbejdsgiver har bortvist dig uden saglig grund. Kontakt straks din advokat, hvis du bliver bortvist.



Er du gravid, gælder særlige forhold for din ansættelse. Som gravid medarbejder er du nemlig omfattet af en række beskyttelsesregler, der falder under loven om ligestilling. Du har for eksempel ret til at gå til konsultation hos din læge og jordmoder i arbejdstiden, uden det bliver trukket af din løn.

Du skal underrette din arbejdsgiver om din graviditet senest tre måneder før, du forventer at føde. Du skal også orientere din arbejdsgiver om, hvorvidt du ønsker at benytte retten til orlov før fødslen.

Hvis du bliver syg under graviditeten, har du ret til at få udbetalt din normale løn frem til det tidspunkt, hvor din barselsorlov begynder.

ADVODAN hjælper dig med at sikre dine rettigheder som gravid.



Som kommende forælder har du ret til barselsorlov ved graviditet, fødsel og adoption. De økonomiske vilkår for orloven afhænger af din jobsituation.

Du og din partner kan altid som minimum tilsammen få orlov på dagpenge i 52 uger ved graviditet og barsel. De 52 uger er summen af orlov både før og efter fødslen for begge forældre.

Er du funktionær, har du krav på halv løn fra fire uger før forventet fødsel til 14 uger efter fødslen. Måske har du forhandlet dig til fuld løn under hele din barsel, ligesom du kan være omfattet af en overenskomst, der sikrer dig fuld løn i en periode.

ADVODAN hjælper dig med at få overblik over din økonomi, mens du er på barsel. Vi kan også repræsentere dig, hvis du skal forhandle dine barselsvilkår på plads med din chef.



Hvis du bliver opsagt på grund af graviditet eller barsel, har du krav på godtgørelse efter ligebehandlingsloven. Godtgørelsen vil normalt udgøre 6-12 måneders løn.

Arbejdsgiveren skal bevise, at graviditeten ikke har haft indflydelse på fyringen. Denne bevisbyrde er i praksis meget svær at løfte.

ADVODAN hjælper dig med at føre sag, hvis du bliver fyret under barsel.



Du har som udgangspunkt krav på at vende tilbage til det samme job, som du havde, inden du gik på barsel.

Ledelsesretten giver dog din arbejdsgiver ret til at ændre på dine arbejdsforhold. Det betyder, at du ikke har krav på at vende tilbage til præcis de samme opgaver eller den samme stilling som før.

Sker der væsentlige ændringer i dit ansættelsesforhold, mens du er på barsel, har du ifølge funktionærlovens bestemmelser krav på at blive varslet med det antal måneder, som din anciennitet kræver.



Du har ret til at holde fri fra dit arbejde, hvis du bliver syg. Men hvornår og hvor længe du har ret til løn under sygdom, afhænger af dit ansættelsesforhold.

Er du funktionær, har du ret til løn under sygdom fra den 1. sygedag, ligesom mange overenskomster også har regler om løn under sygdom. ADVODAN hjælper dig, så du er sikret optimale vilkår under sygdom.



Din arbejdsgiver kan opsige dig under sygdom, uanset om opsigelsen skyldes din sygdom eller andre forhold. Opsigelsen skal dog være sagligt begrundet. Langvarig sygdom eller lægelig dokumentation for, at din sygdom bliver langvarig, kan være et tilstrækkeligt argument for opsigelsen.

Bliver du fyret under sygdom, er det vigtigt, at du ikke blot uden videre godtager den begrundelse, din arbejdsgiver kommer med.

Kontakt ADVODAN, så hjælper vi dig med at vurdere, om din opsigelse er berettiget. Hvis ikke, kan vi rejse erstatning, så du får kompensation for uretmæssig behandling.



Har du i din ansættelseskontrakt skrevet under på funktionærlovens 120-dages regel, skal du være særligt opmærksom under sygdom. Hvis du sammenlagt har været sygemeldt i mere end fire måneder på et år, har din arbejdsgiver nemlig ret til at fyre dig med en måneds varsel med henvisning til din sygdom.



Der findes ingen lov, der giver dig ret til at blive hjemme, hvis dit barn er blevet sygt, og du ikke kan få det passet. Du har kun ret til fravær, hvis det står i din overenskomst, i personalehåndbogen eller i dit ansættelsesbevis.



Ferieloven siger, at alle medarbejdere har ret til fem ugers ferie. Du kan dog være ansat under overenskomster, som giver dig ret til seks ugers ferie, ligesom du kan have sikret dig ekstra ferie i forbindelse med en lønforhandling.

Som funktionær har du krav på ferie med løn, hvis du har været ansat hos den samme arbejdsgiver i kalenderåret forud for din ferie. Ud over ferie med løn, har du også krav på et kontant ferietillæg på 1 procent af din ferieberettigede løn.

Har du kun haft arbejde en del af året, har du krav på ferie med løn samt ferietillæg i forhold til, hvor mange feriedage du har optjent.

Ferieloven er en meget kompliceret lov, og de enkelte bestemmelser kan være svære at forstå. ADVODAN hjælper dig, hvis du oplever konflikter med din arbejdsgiver i forhold til din ferie.



Bliver du syg, før din ferie begynder, og er du stadig sygemeldt ind i den aftalte ferieperiode, har du ret til at afholde ferien på et senere tidspunkt.

Loven præciserer, at ferien først begynder ved normal mødetid på arbejdet, typisk mandag morgen. Bliver du syg i weekenden inden din ferie, er det vigtigt, at du husker at melde dig syg, så snart du kan komme til det.



Kommer du til skade på jobbet, eller er du blevet syg på grund af dit arbejde, kan du få erstatning. Der er dog en række betingelser og forhold, der skal være opfyldt, før ulykken bliver anerkendt som en arbejdsskade.

ADVODAN kan føre din erstatningssag, hvis du er kommet til skade på jobbet.

Læs også om: Skader og erstatning