Vælg kontor
Privat
Erhverv
Nyheder
Om advodan
Advodan Lyngby
Ring 45 88 05 55

Toftebæksvej 2,
2800 Kgs. Lyngby
Tlf: 45 88 05 55
lyngby@advodan.dk

Se kort Kundeoplysninger

Advodan Lyngby

Derfor skal I huske testamentet, når I køber bolig

Når I køber bolig sammen, forpligter I jer samtidig økonomisk til hinanden mange år frem. Derfor bør I også forholde jer til, hvordan I er stillet juridisk, hvis det uventede skulle ske, og en af jer dør.

”Når der sker store forandringer i ens liv, bør man altid stoppe op og overveje, om man er godt nok sikret rent juridisk. For langt de fleste par, der køber bolig sammen, er det en god idé at oprette et testamente – særligt hvis man også har børn sammen eller planlægger at få det. Uden et testamente er det arveloven, der bestemmer, hvad der skal ske med boligen, hvis den ene dør. Og det kan have store konsekvenser for den efterladte, som kan blive tvunget til at flytte fra boligen”, fortæller advokat Uffe Thorlacius fra ADVODAN i Lyngby

Han forklarer her, hvorfor testamentet er vigtigt i forbindelse med boligkøb.

Ugifte par arver ikke hinanden
Er I ikke gift, arver I ikke hinanden, uanset hvor længe I har boet sammen – heller ikke den andens andel af jeres fælles bolig.

Hvis I har børn og en af jer dør, betyder det, at børnene arver førstafdødes andel af boligen. Den længstlevende skal derfor enten købe børnene ud af boligen eller sælge den, så børnene kan få udbetalt deres arv. Det gælder uanset, hvor gamle børnene er. Er børnene under 18, siger loven, at arven – hvis der er tale om mere end 75.000 kr. - skal indsættes på en spærret konto, til barnet er myndigt. Har I ikke børn, er det den afdødes forældre eller søskende, der arver.

Testamente sikrer længstlevende
Med et testamente kan I bestemme, at den, der lever længst, arver mest muligt efter den anden. Det betyder, at børnene i første omgang kun arver deres tvangsarv, og den længstlevende arver resten af formuen. Har I ikke børn, kan I med et testamente bestemme, at den længstlevende arver alt efter den anden. Som ugifte skal I være opmærksomme på, at den længstlevende skal betale arveafgift til staten på 15 procent. Det forudsætter dog, at I har boet sammen i minimum to år eller har et barn sammen. Ellers er afgiften cirka 36 procent.

Livsforsikring og pensionsordning
Ud over testamentet er det også en god idé at begunstige hinanden i jeres livsforsikringer og pensionsordninger, så de udbetales til den længstlevende. På den måde kan I sikre, at den der lever længst, har råd til at betale udgifterne til boligen, selv om den anden dør. Det kan også være en god idé at tegne krydslivsforsikringer, som et ekstra økonomisk sikkerhedsnet. Med krydslivsforsikring bliver en eventuel erstatning udbetalt uden om dødsboet, og forsikringstageren skal derfor ikke betale boafgift af forsikringssummen, som ellers er tilfældet ved almindelige livsforsikringer.

Testamente også relevant for gifte par
Er I gift, er det også relevant at oprette et testamente – særligt hvis I har børn sammen eller fra tidligere forhold.

Har I ikke lavet et testamente, skal den længstlevende nemlig betale halvdelen af arven til afdødes børn, når boet skal skiftes. Det kan betyde, at han eller hun ikke har råd til at blive boende i huset. Med et testamente kan I sikre, at den efterladte får mest muligt af den fælles formue, og at børnenes arv i første omgang begrænses til tvangsarven.

Hvis den efterladte skal sidde i uskiftet bo, kræver det tilladelse fra alle arvingerne, og samtidig er den efterladte underlagt en række begrænsninger for, hvad han eller hun må bruge formuen til. Hvis formuen misbruges, kan børnene kræve, at boet bliver skiftet.

Uffe Thorlacius
VIL DU VIDE MERE?

Uffe Thorlacius

Advokat Vis faglig profil
GØR SOM 12.305 ANDRE. SE MERE HER
Gør som 12.305 andre

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og bliv opdateret på juraen i din hverdag. Vi sender ud to gange hver måned.

Når du udfylder formularen og trykker ”Ja tak, tilmeld mig nu”, giver du samtykke til, at ADVODAN sender dig nyhedsbreve med lokale arrangementer, nyheder og gode råd om jura.

ADVODAN opbevarer og benytter udelukkende de indtastede oplysninger som led i udsendelse af nyhedsbreve. Behandlingen af oplysningerne sker sikkert, fortroligt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke og afmelde dig nyhedsbreve fra ADVODAN ved at bruge linket i bunden af nyhedsbrevet.

Læs mere om ADVODANs behandling af personoplysninger her.