Vælg kontor
Privat
Erhverv
Nyheder
Om advodan
Advodan Lyngby
Ring 45 88 05 55

Toftebæksvej 2,
2800 Kgs. Lyngby
Tlf: 45 88 05 55
lyngby@advodan.dk

Se kort Kundeoplysninger

Advodan Lyngby

Ny vejledning skal beskytte medarbejdere bedre

Mange ansatte oplever psykisk belastning på arbejdet i form af mobning, sexchikane og ubehagelige bemærkninger. Derfor har Arbejdstilsynet netop udgivet en ny vejledning, der skal gøre arbejdsgivere bedre til at tage hånd om krænkende handlinger på arbejdspladsen.

”Vi har alle forskellige grænser og kan komme til at krænke hinanden på en arbejdsplads, også uden at ville det. Sådan en oplevelse kunne måske tidligere blive slået hen som værende for sjov. Med den nye vejledning er der dog fokus på at tage alle oplevelser alvorligt – både i forhold til at forebygge og til at gribe ind på et tidligere tidspunkt, inden det går hen og bliver til en konflikt. Det er rigtigt positivt, fordi det gerne skulle give en bedre beskyttelse af de ansatte,” siger Trine Irmang Østengaard, som er advokat hos ADVODAN Lyngby.

Hvad er krænkende handlinger?

Overordnet har arbejdsgivere ved lov pligt til at sikre, at arbejdets udførelse ikke medfører risiko for fysisk eller psykisk helbredsforringelse som følge af krænkende handlinger.

I den nye vejledning, som er gældende fra 15. marts, uddyber Arbejdstilsynet, hvad krænkende handlinger kan være. Kort fortalt defineres psykisk belastning på jobbet som andet og mere end systematisk mobning og sexchikane – krænkende handlinger kan i bred forstand være udtalelser, handlinger og undladelse af handling, der udgør en helbredsmæssig risiko.

”Det kan være, at man som ansat ikke føler, at man får den nødvendige information for at kunne udføre sit arbejde – om fx ny teknologi, konsekvenser af en fusion eller noget helt tredje. Det kan også være nedsættende bemærkninger om ens privatliv, usaglig fratagelse af arbejdsområder eller udelukkelse fra fællesskabet,” forklarer Trine Irmang Østengaard.

Hvordan skal arbejdsgivere og ansatte forholde sig?

For at give bedre værktøjer til at forebygge og håndtere krænkende handlinger og dermed give de ansatte en bedre beskyttelse giver vejledningen ikke kun information om, hvad krænkende handlinger kan være, men også om hvilke fysiske og psykiske konsekvenser de kan have for medarbejderen.

Samtidig indeholder vejledningen en række konkrete råd til, hvordan arbejdsgivere kan forebygge og håndtere krænkende handlinger, herunder at arbejdsgiveren i visse tilfælde er forpligtet til at anmelde krænkende handlinger som en arbejdsulykke.

”Det handler om at udvikle en kultur, der forhindrer krænkende adfærd – fx ved at udarbejde klare retningslinjer for, hvilken type adfærd virksomheden vil tolerere – måske i en personalehåndbog – og ikke mindst, hvilke muligheder man har som ansat i forhold til at sige fra, hvem man skal gå til, hvor man kan få rådgivning osv.,” siger Trine Irmang Østengaard og slutter:

”Hvis der så opstår situationer med krænkende handlinger, handler det om at tage det seriøst og tage dialogen omkring det – og eventuelt udføre sanktioner som omplacering eller fyringer, hvis det er helt grelt. Det er vigtigt, at arbejdsgiveren har fokus på området og har gjort sig klart, hvordan krænkende handlinger på arbejdspladsen undgås.”

Fakta – Ny vejledning fra Arbejdstilsynet:

  • Vejledningen ”Krænkende handlinger, herunder mobning og seksuel chikane” er udkommet fra Arbejdstilsynet den 15. marts 2019.
  • Samtidig med vejledningen er Arbejdstilsynets afgørelsesområde blevet udvidet til at omfatte alle typer af krænkende handlinger, der udgør en helbredsmæssig risiko for de ansatte.
  • Læs hele den nye vejledning her: https://amid.dk/da/regler/at-vejledninger/kraenkende-handlinger-4-3-1/
Trine Irmang Østengaard
VIL DU VIDE MERE?

Trine Irmang Østengaard

Advokat Vis faglig profil
GØR SOM 12.743 ANDRE. SE MERE HER
Gør som 12.743 andre

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og bliv opdateret på juraen i din hverdag. Vi sender ud to gange hver måned.

Når du udfylder formularen og trykker ”Ja tak, tilmeld mig nu”, giver du samtykke til, at ADVODAN sender dig nyhedsbreve med lokale arrangementer, nyheder og gode råd om jura.

ADVODAN opbevarer og benytter udelukkende de indtastede oplysninger som led i udsendelse af nyhedsbreve. Behandlingen af oplysningerne sker sikkert, fortroligt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke og afmelde dig nyhedsbreve fra ADVODAN ved at bruge linket i bunden af nyhedsbrevet.

Læs mere om ADVODANs behandling af personoplysninger her.