PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Vikarer har fået flere og bedre rettigheder

Er du vikar ved et vikarbureau, skal du være opmærksom på, at dine rettigheder er blevet forbedret med nye regler fra 1. juli 2013. Som vikar har du fx ret til aflønning, ferie og andre kollektive goder svarende til, hvad der som minimum gælder for de fastansatte medarbejdere, hvor du er vikar. Du har også ret til at vide, hvis der opstår en ledig stilling.

Som vikar er du dækket ind af de nye regler, hvis du arbejder hos en virksomhed, hvor vikarer ikke i forvejen er dækket af en kollektiv overenskomst, der sikrer samme rettigheder, eller hvis vikarbureauet ikke er omfattet af en landsdækkende, kollektiv overenskomst. Det forklarer advokat med speciale i ansættelsesret Christian Vestergaard Løvgren fra Advodan i Holbæk.

”Der har i mange år manglet lovgivning på dette område, men det er slut nu. Vikarerne bliver sikret ligebehandling, men det stiller samtidig nye krav til både vikarbureauerne og de virksomheder, som bruger vikarer fra et vikarbureau,” siger han.

 

Ret til godtgørelse

Ifølge Christian Vestergaard Løvgren betyder lovgivningen, at det kan blive vanskeligt for vikarbureauerne at sikre, at reglerne overholdes, idet bureauerne bliver nødt til at sætte sig ind i alle de konkrete vilkår, som er gældende i den enkelte virksomhed.

”Derfor er det vigtigt, at man som vikar er opmærksom på sine rettigheder og gør bureauet opmærksom på eventuelle afvigelser fra reglerne. Som vikaransat kan man i visse tilfælde blive tilkendt en godtgørelse, hvis virksomheden ikke overholder reglerne,” fortæller Christian Vestergaard Løvgren.

 

De nye rettigheder for vikarer:

  • Du har ret til tilsvarende vilkår om arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie, helligdage og aflønning, som hvis du havde været direkte ansat i virksomheden, hvor arbejdet udføres.
  • Du har ret til at blive informeret om eventuelle ledige stillinger i den virksomhed, du er vikar hos.
  • Du har adgang til virksomhedens kollektive faciliteter og goder på samme vilkår som lønmodtagere, der er ansat direkte i virksomheden.
  • Overtræder virksomhed loven, kan det medføre en bøde, og som vikaransat kan du i visse tilfælde blive tilkendt en godtgørelse.
  • De nye regler trådte i kraft 1. juli 2013.

11 kommentar

0 / 700 tegn

Lene

Hej Steen Min svigersøn er netop - via sms - blevet afskediget i vikarbureauet pga. en forestående sygdom (planlagt operation med forventet fravær på 5 uger - som han oplyste om ved ansættelsen i vikarbureauet, og som de på daværende tidspunkt sagde ikke var et problem). De har i opsigelsen direkte henvist at det er pga. det kommende sygefravær. Kan det være lovligt? Mig bekendt er sygdom lovligt forfald og jeg har aldrig hørt om at man kan afskediges på forhånd (klar over at der kan være omstændigheder hvis der er tale om længerevarende forløb af stor betydning for driften, men det er der ikke tale om i dette tilfælde).

Steen Marslew

Der er ikke noget formalia omkring, hvordan man kan siges op. Det betyder, at man i princippet godt kan siges op på SMS. Hvorvidt man kan siges op, fordi at man har forklaret, at man skal opereres, hvis det er det, der er årsagen til opsigelsen, så er det svært at svare på uden at have læst ansættelseskontrakten og dermed ansættelsesbetingelserne. Med venlig hilsen

Yemal

Hej Steen. Hvis vikaren kører i virksomhedens bil med høj promile, og bilen kommer til skade, er det vikarbureauet eller vedkommende selv, der er ansvarlig for dækning af skader på bilen? (Aftalen er direkte hos bureauet og ikke personen). Tak på forhånd.

Julie

Hej Jeg arbejder i en vuggestue, hvor jeg er ansat som vikar til direkte virksomhed, men er skrevet på en vikarliste, som hele dagtilbud øst kan benytte sig af. Hvis jeg har haft en enkelt sygedag, og ringet op til vuggestuen og meldt mig syg, så har jeg normalt fået løn under min sygdom. Men det gør jeg ikke længere? Har fået at vide af en anden vikar, i forbindelse med at jeg havde corona, at hvis jeg er lovet timerne deroppe, så skal jeg også have løn for dem, selvom jeg bliver syg. Dette har gjort sig gældende før, men åbenbart ikke længere. Så mit spørgsmål er, om jeg har rettigheder til løn under sygdom, altså enkelte dages sygdom, ikke en hel periode? Vh Julie

Martin

Hej. Jeg har en kollega der har været vikar gennem JKS de sidste 2 år. Han har været i samme stilling som logistik arbejder i alle to år, og har i min optik ikke været behandlet fair. I alle to år er han blevet forlænget med tre måneder, samtidig med at de ansætter og fyrer folk fra samme team. Har han ingen krav om længere kontrakt, eller fastansættelse? Vi er under dansk industri. Samtidig har vi alle lige fået en bonus på 10.000 kr. men ikke ham, da han var vikar. Må man det? Han må heller ikke være en del af vores kantine, så han har selv madpakke med. Håber du kan svare på mine spørgsmål.

Steen Marslew

Hej Martin Udgangspunktet er ganske rigtigt, at man ikke må stilles ringere, fordi man er ansat som vikar. Men vi bliver nødt til at vide lidt mere om de konkrete forhold, før der kan svares præcist på, om der er tale om en overtrædelse af gældende regler. Jeg vil anbefale, at din kollega kontakter en Advodan-advokat, som kan gennemgå kontraktforhold og de nærmere omstændigheder.

Camilla

Hej Steen. Hvis en virksomhed har en politik om at man som vikar (både intern og ekstern) ikke kan/må søge faste stillinger, men kun er overladt til vikarstillinger, er denne politik så ikke et brud på ens rettigheder og/- eller en direkte diskrimination af vikaransatte?? Mvh. Camilla

Kaltrina Fazliu

Kære Camilla Det kommer lidt an på hvilken aftale der præcis er tale om. Man kan dog altid søge en stilling, der ikke er vikaransættelse, der kan dog være nogle interne forhold, der gør, at man ikke ønsker vikarer ansat i de faste stillinger. Det er svært på baggrund af den korte information at vide, hvorvidt dette er tilfældet. Dette spiller igen sammen med, at ved en fastansættelse er det virksomhedens ansættelsesvilkår og retningslinjer, der bliver fulgt og dermed ikke længere vikarfirmaets/vikarbureauets.

Camilla

Hej Steen. Hvordan er det i en situation, hvis man er ansat via et vikarfirma med en HK kontrakt/overenskomst, ude hos en virksomhed som i dette tilfælde stiller vikaren ringere end virksomhedens egne medarbejdere, da de er under finans forbundet. Det gælder bl.a. retten til omsorgsdage, ekstra ferieuge, bonusordninger, betaling af lukkedage?? Med venlig hilsen Camilla

Kaltrina Fazliu

Kære Camilla Et vikarfirma/vikarbureau kan som udgangspunkt anvende en overenskomst, der så er gældende for vikarens ansættelse. Det er vikarfirmaet/vikarbureauet, der ansætter dig, og dermed ikke brugervirksomheden. Der gælder dog en bestemmelse i vikarlovens § 3, stk. 1, som vikarfirmaet/vikarbureauet skal være opmærksomme på, når de ansætter vikarer. Denne bestemmelse har særligt fokus på ligebehandling af vikarer og ansatte i brugervirksomheden. I henhold til denne bestemmelse er det vikarfirmaet/vikarbureauet, der skal sørge for, at vikaren ikke bliver ringere stillet end ansatte i brugervirksomheden. Dersom der opstår tilfælde, hvor den overenskomst som vikarfirmaet/vikarbureauet anvender har ringere ansættelsesvilkår end brugervirksomhedens, så er det altså vikarfirmaet/vikarbureauet, der skal regulere ansættelsesvilkårene for den medarbejder, der er ansat i en brugervirksomhed, således at vikaren i brugervirksomheden ikke er ringere stillet end de øvrige ansatte i brugervirksomheden. Det betyder dog ikke, at vikarfirmaet/vikarbureauet er afskåret fra at anvende en overordnet overenskomst, men det er samtidig vigtigt, at vikarfirmaet/vikarbureauet hele tiden er opmærksom på at tilpasse den enkelte vikars ansættelsesvilkår afhængigt af, hvor vikaren bliver ansat.

Steen Marslew

Hej Jørgen. Virksomheden har pligt til at informere om ledige stillinger - men de har ingen pligt til at ansætte din søn. Hvis der "diskrimineres" på en eller anden måde, kan der dog rejses et krav. Mvh. Steen Marslew

Jørgen

Hej min søn er uddannet som ejendomsfunktonær har været vikar i ca 1 år forskellige steder han er hos bovest der har været flere ledige stillinger som han har søgt på hos bovest men har fået afslag de kan godt bruge ham som vikar men kan ikke ansætte ham han ved ikke hvorfor han er stabil møder hverdag til tiden og er ikke syg han føler sig udnyttet fagforeningen hjælper ham ikke mvh jørgen

Steen Marslew

Hej Erika. De særlige regler gælder, hvis man er udsendt af f.eks. et vikarbureau. De gælder ikke, hvis du "bare" er ansat som vikar direkte i virksomheden. Hvis der ikke er en overenskomst, er der derfor principielt aftalefrihed i forhold til tillæg mv. Mvh. Steen Marslew

Erika

Hej Steen, Jeg er ansat som vikar til direkte virksomhed, dog har min arbejdsgiver ikke tegnet en overenskomst til os vikar på stedet. Mit spørgsmål omhandler, hvad jeg har af rettigheder nu hvor jeg ikke er dækket af en overenskomst. I følge min arbejdsgiver får jeg ikke tillæg udover søndags tillæg. Hvilket jeg synes lyder underligt i forhold til jeg synes jeg kan læse mig frem til på nettet, at jeg har samme løn vilkår som de fastansatte på stedet? Håber du kan hjælpe mig. Mvh. Erika

Else Straus Harpsø

Hvordan er en vikar stillet mht. SH-betaling - fx i forbindelse med Jul og nytår ? Vi er 32 vikarer ansat i op til 20 mdr. i et projektforløb via et vikarfirma i en statslig enhed. Ansættelse 1. november 2016 - søn- og helligdagsbetaling 2016 og 2017 har vi fået (på lige fod med funkitonæransatte) men pr. 25. december 2017 ophørte dette. Umiddelbart "koster denne beslutning" os i nærheden af 10.000,- pr vikar.