Vælg kontor
Privat
Erhverv
Nyheder
Om advodan

Firmasponsor: 4 fradragsregler du skal kende

  • Af Pia Eskildsen
  • 27. nov 2014
  • 56 Spørgsmål & svar

Traditionelt set har mindre sponsorater været noget med, at virksomheder fik deres navn og logo op i en idrætshal eller på spillertrøjerne i den lokale sportsklub. Men i dag er virksomhedssponsorater meget mere forskelligartede. Eksempelvis er mange virksomheder sponsorer i zoologiske haver, forlystelsesparker, koncerthuse, museer, festivaller, uddannelsesinstitutioner eller lignende.

Advokat og skattespecialist Lars Emde Poulsen fra ADVODAN i Slagelse gennemgår fradragsreglerne her:

  1. Fradrag for reklameudgifter
    Som hovedregel kan du få fradrag for udgifter til reklame, hvis reklamen har til formål at sælge dine varer eller tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår. Fradrag for reklameudgifter forudsætter dog, at dine udgifter går til reklame over for en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Og at udgiften til sponsoratet ikke er uforholdsmæssigt stort i forhold til den værdi, som du vil kunne forvente ud fra den konkrete reklame.

  2. Fradrag for repræsentationsudgifter
    Et sponsorat kan også indeholde elementer, som går under betegnelsen repræsentationsmæssige udgifter. Det kan fx være forretningsmiddage, deltagelse i golfturneringer, koncertbilletter eller andet, hvor dit formål er at afslutte forretninger, knytte eller bevare dine forretningsforbindelser.
    Du kan få fradrag for repræsentationsudgifter for et beløb svarende til 25% af de afholdte udgifter. Fradraget er betinget af, at udgifterne er afholdt over for andre end dine egne medarbejdere.

  3. Fradrag for sponsorudgifter anset som løn
    Med et virksomhedssponsorat medfølger ofte forskellige goder, som du kan give videre til dine egne medarbejdere. Eksempelvis gratis rundvisninger, fribilletter, sæsonkort, frit medlemskab eller lignende. Disse goder kan du også få fuldt fradrag for som personaleudgifter, da du har betalt for dem som en del af sponsoratet. Dog skal du være opmærksom på, at det godt kan gå hen at blive skattepligtigt for dine medarbejdere at modtage den slags ”sponsorgaver”, hvis værdien af goder i 2014 samlet overstiger 1.100 kroner. 

  4. Sponsorudgifter anset som gave
    Hvis dine sponsorudgifter ikke kan betegnes som enten reklame-, repræsentations eller lønudgift, kan du sandsynligvis ikke få fradrag for dem. I den situation vil dit resterende sponsorbidrag (eller hele bidraget) blive anset som en ikke-fradragsberettiget gave.

Eksempel på et sponsorat:

Din virksomhed betaler 15.000 kr. for en sponsorpakke i den lokale fodboldklub. Du får:

  • diverse reklame-eksponeringer
  • adgang til sponsornetværk og lounge
  • billetter til alle hjemmekampe

Når fodboldklubben fakturerer dig, bør de udspecificere de 15.000 kr. ud fra de forskellige elementer i sponsorpakken. Fx:

  • 10.000 kr. for reklame-eksponering – du får fuldt fradrag for reklameudgifter

  • 3.000 kr. for adgang til netværk mv. – du kan måske få fradrag for 25% som repræsentationsudgift

  • 2.000 kr. for billetter – hvis din virksomhed fx benytter halvdelen af billetterne til forretningsforbindelser, kan du få fradrag for repræsentationsudgift på 250 kr. 

    Hvis du giver den anden halvdel til dit personale, så kan du få fradrag for 1000 kr. som personaleudgift.

 

 

Spørgsmål
Jens jakobsen
30-06-2016 10:22:51

Hej Lars
Mit spørgsmål til dig er, hvis jeg nu for igennem en forretning for en pose penge for så at bære navnet på forretningen på mit spillertøj. Hvad kan firmaet så trække fra i skat. Det er et firma jeg er i praktik i ? Med venlig hilsen Jens.

Lars Emde Poulsen
30-06-2016 11:34:54

Der er tale om en reklameudgift, der som udgangspunkt er 100% fradragsberettiget for forretningen. Dog skal udgiften stå i mål med den reklameværdi forretningen får for beløbet. Der er tale om en konkret vurdering, og såfremt du skal have et bedre svar på dit spørgsmål, så skal jeg vide beløbet størrelse, hvilken personkreds/forretning der er tale om, og hvor meget din spilletrøje vil blive eksponeret.

Du er velkommen til at tage kontakt til mig for uddybning af spørgsmålet.

Kristian Ringgaard
20-07-2016 04:23:24

Hej Lars
Skal lige høre dig om dette :-)
Vi er en almennyttig forening der hjælper udsatte personer / familier i Danmark i form af billige madvarer som vi afhenter i forskellige butikker varerne er tæt på udløbsdato altså overskudsvarer fra butikkerne
Til dette formål har vi brug for en køle trailer til transport af varerne for ikke at bryde kølekæden men en sådan trailer er temmelig dyr :-)
mit spørgsmål er om hvis et firma vælger at sponsorere en pose penge til foreningen så vi kan få råd til sådan en trailer kan firmaet så trække sponsoratet fra i regnskabet skattemæssigt ??
håber du forstår mit spørgsmål

Mvh Ringgaard

Lars Emde Poulsen
08-08-2016 11:50:52

Jeg går ud fra, at I som modtagende forening ikke er godkendt af SKAT. Ellers kan virksomheder fradrage donationer til jeres forening på op til 15.000 kr.

Det er op til SKAT at foretage et skøn over, om sponsorerne opnår en reklameværdi, som står i rimeligt forhold til det ydede bidrag, og at de dermed kan få fradrag. Sponsorerne skal således have en eller anden form for reklame. Der findes praksis hvor virksomheder får fradrag som en reklameudgift for et sponsorat til en almennyttig forening mv., f.eks. SKM 2004.262 LR hvor en sponsor fik fradrag for en donation på 24.000 kr. til CARE Danmark. Støtten ville fremgår af deres hjemmeside og med links mellem parterne. Der er tale om en konkret vurdering, og jeg kan således ikke sige konkret om jeres sponsorere kan fratrække udgiften uden yderligere oplysninger om beløbets størrelse samt hvilken reklame sponsorerne får.

Per H Lund Jensen
19-09-2016 08:00:22

Hej Lars
Er der nogen steder hvor man kan se om vores klub har modtage sponsorater, gennem andre personer, som skulle have søgt i klubbens navn?

Mvh Per H Lund Jensen

Lars Emde Poulsen
20-09-2016 09:26:09

Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår dit spørgsmål.

Skulle foreningen (eller personer på foreningens vegne) have ansøgt om uddelinger eller lign. fra fonde osv., så vil en uddeling blive indberettet til SKAT, og foreningen vil kunne se hvilke beløb de har fået tildelt via SKAT.

ole chander
01-11-2016 01:03:33

Hejsa. Hvis en virksomhed betaler en sportsklub for leads (f.eks. virksomheder, der sponsorerer sportsklubben) ... kan/må virksomheden så betale sportsklubben en slags "provision" af salget til virksomheden som sportsklubben henviste ? Kan virksomheden der betaler sportsklubben trække "provisionen" fra i sit regnskab ?

Lars Emde Poulsen
03-11-2016 11:58:27

Om virksomheden ønsker at betale en provision er op til virksomheden selv. Hvorvidt det skattemæssigt også godkendes som provision eller skal omklassificeres afhænger af de konkrete omstændigheder, hvad der er af aftale mellem parterne, hvordan og hvornår og i hvilken forbindelse betales beløbet osv. Om der er fradrag er en konkret vurdering, som jeg ikke kan foretage ud fra de givne oplysninger.

Mona Nielsen
01-11-2016 01:43:38

Hej Lars. Hvis en virksomhed betaler royalties så har jeg læst mig til at modtageren skal betale 22 % i skat. Men har "betaleren" fradrag i sit regnskab for udgiften/betalingen ?

Lars Emde Poulsen
03-11-2016 12:04:30

Royaltyindkomster er normal skattepligtig indkomst. De 22% kunne være beskatning efter kildeskattelovens § 2 ? Om betaleren har fradrag for sin udgift til royalties afhænger af de konkrete omstændigheder, og jeg kan ikke foretage en vurdering ud fra de givne oplysninger.

Lasse Skjøde Knudsen
21-01-2017 08:32:45

Hej,
Må jeg grave lidt mere i det ? :-)
Jeg har et ApS og er ansat hos mig selv.
Via mit snart 40 årige virke, har jeg en del "optjent" erfaring indenfor indkøb, salg, marketing, shipping m.v. som er præcist det, jeg har med at gøre i mit nuværende ApS (som ansat).
For mange år siden havde jeg et andet firma og min advokat gav mig dengang en særlig god gave, da han oplyste mig om, at de erfaringer m.v. jeg bragte med ind i firmaet, kunne honoreres/udbetales som royalty. Kan dette stadig lade sig gøre ?
Håber ikke, at det ikke er for kringlet :-)
Om muligt: Skal jeg (som den ansatte) betale skat (evt. de 22% som nævnes ovenfor), Kan det trækkes fra i ApS`et og ikke mindst - er der et loft (beløbs max) for den slags royalties ?
På forhånd mange tak
M.v.h.
Lasse

Lars Emde Poulsen
23-01-2017 09:42:55

Indtægter fra royalties er skattepligtig indkomst. De 22% jeg har nævnt er kildeskattelovens § 2, som er udenlandsk indkomst. Det var umiddelbart det eneste jeg kunne komme i tanke om når Mona nævner 22%. Den situation du nævner har umiddelbart intet at gøre med udenlandsk indkomst.

Hvad man kan fratrække i sit eget selskab og udbetale til selv er ikke til kort at beskrive i denne kommentar. Jeg vil anbefale at du tager kontakt til en advokat eller revisor for at få rådgivning omkring dette.

Lars Spang Kjeldsen
04-11-2016 13:51:58


Hej Lars, vi er en momsregistreret forening som har modtaget et sponsorat, hvor vi har modsvaret moms. I forbindelse med sponsoratet har vi som forening afholdt nogle udgifter som f.eks tryk af sponsorlogoer på tøjet. Det var en del af aftalen, at vi skulle afholde disse udgifter. Kan vi i den forbindelse få momsfradrag for udgifterne?

Lars Emde Poulsen
04-11-2016 14:27:39

Det er en vurdering ud fra hvad tøjet benyttes til og hvem der benytter tøjet. Jeg kan derfor ikke svare ud fra de oplysninger som fremgår af spørgsmålet.

Kasper
16-11-2016 10:07:22

Hvis jeg som mellemmand/agent får skrabt en aftale hjem til en klient, som får eksempelvis 100.000 kr. i sponsorat, hvordan skal der svares skat af det?
Og hvordan skal jeg forholde mig, hvis jeg (mit firma) får eksempelvis 10% af de 100.000?

Lars Emde Poulsen
16-11-2016 15:45:07

Der er som udgangspunkt tale om almindelig skattepligtig indkomst for klienten, og tilsvarende skattepligtig indkomst for dit firma.

Heidi Sørense
10-12-2016 01:32:23

Hej Lars, min mand har et enmandsfirma, det er et ret nyt firma og han ønsker at gøre lidt mere reklame end blot avis osv, vi har en datter der er konkurence rytter, må han evt sponsorerer stævnetøj og stævneudstyr, som bliver vist frem i det meste af DK, mod at der rides med navn, logo samt div oplysninger vedr hans firma, det er ikke store beløb, bare for at virksomheden bliver markedsført lidt bredere, samt at firmaet også reparerer samt servicere maskiner til at lave foder og træpiller til bl heste, ofte er der reklamefolk på stævnepladserne, som kommer fra større foderfirmaer mm, og på den måde en god mulighed for at få promoveret hans firma ind på markedet. Så længe det kun gælder markedsføring af firmaet og ikke en masse ekstra udstyr, udover det hun alligevel bruger og vi jo alligevel har købt til hende. Hun starter på Berider uddannelse til august 2017 og kommer til den tid endnu mere rundt og gøre reklame ved at bærer logoet, hvordan er reglerne her, og er der noget der er fradragsberettiget ? Eller hvordan må han sponsorere, imod at der rides med logo på alt det udstyr det er muligt, kunne som have været en hvem som helst anden, men nu kommer hun rundt til stævne og træning nogle steder hvor der er folk der producere både foder og træpiller. Håber du kan hjælpe mig. På forhånd tak. God weekend.
Mvh Heidi Sørensen

Lars Emde Poulsen
13-12-2016 11:54:41

Sponsorbidrag anses som en reklameudgift, når virksomhederne opnår en hertil svarende ret til reklame for deres navn eller firmamærke (en ækvivalerende modydelse). Spørgsmålet om fradragsretten må således afgøres på grundlag af en konkret vurdering af, om reklameværdien for virksomheden står i rimeligt forhold til sponsorbidragets størrelse. Det er op til ligningsmyndighederne at foretage et skøn over, om virksomheden opnår en reklameværdi, som står i rimeligt forhold til det ydede bidrag.

Fradrag fra sponsorater, hvis virksomhedens ejer har en personlig interesse for den klub, som han støtter, f.eks. via datterens medlemskab, er efter praksis hos SKAT svært at opnå.

Men da der i dit tilfælde ses at være sammenhæng mellem virksomhedens interesser og sponsorydelsen burde det være muligt at opnå et fradrag. Der skal også ses på synligheden af logo, eksponeringens varighed, vises det i TV osv. sammenholdt med sponsoratets størrelse. Det er en konkret vurdering, og jeg kan ikke komme med et svar her på de foreliggende oplysninger. Du er velkommen til at kontakte mig for en nærmere gennemgang af sagen.

Birthe Hald
11-01-2017 20:32:43

En borgerforening afholder en musikaften og det viser sig at det desværre giver underskud. Så har vi én fra foreningen (en privat person) der gerne vil sponsere underskuddet, så resultatet ender i et nul. Kan denne private person få et skattefradrag for dette sponsorat - (2500 kr.) Eller hvordan ligger det?

Lars Emde Poulsen
13-01-2017 11:28:50

Han kan umiddelbart ikke få fradrag som en sponsorat, da der ikke ses at være en reklamemæssig værdi for ham. Såfremt borgerforeningen var en almenvelgørende organisation kunne han evt. få fradrag for gaver til velgørenhed, men som jeg ser dit spørgsmål, så er det heller ikke relevant, da borgerforeningen ikke ses at være almenvelgørende.

Martin Frandsen
04-02-2017 16:04:44

Hej Lars,
Jeg har en IVS virksomhed og en enkeltmandsvirksomhed/hobbyvirksomhed. Kan jeg tilbyde enkeltmandsvirksomheden sponsorat og kan det trækkes fra i IVS virksomheden? Beløbet skal bruges til reklame under koncert.

Lars Emde Poulsen
06-02-2017 10:23:56

En sådan "koncernintern" bevægelse vil have stor bevågenhed hos SKAT, og du skal overfor SKAT kunne løfte bevisbyrden for, at dit sponsorat har givet tilsvarende reklameværdi. Jeg kan ikke ud fra dit spørgsmål se hvilken reklame IVS'et får for sit sponsorat, og jeg kan ikke se hvordan IVS og enkeltmandsvirksomheden fungerer hver for sig, så jeg kan ikke besvare dit spørgsmål mere konkret. Men henset til at du ejer begge virksomheder, og at du betegner din enkeltmandsvirksomhed for en hobbyvirksomhed, så vil jeg tro, at du får svært ved at løfte bevisbyrden overfor SKAT.

Allan
12-07-2017 23:05:22

Hej Lars.

Vi har et ApS selskab som er en tømrervirksomhed. Vi har for at skabe reklame om selskabet, valgt at sponsorer 6000 kr. til 2 Christiania cykler til en dagplejer i lokal området. Vi har fået 2 store reklamer på hver af de 2 cykler og vi har også fået vores logo vist i fjernsynet i forbindelse med program omkring dagplejeren.
Vi mener selv at vores sponsorat står mål med reklameværdien i det vi har fået igen.
hvordan vurdere du vores sag. kan vi få fradrag for udgiften til sponsoratet?

Mvh Allan og Bjørn

Lars Emde Poulsen
13-07-2017 22:03:51

Det er en svær vurdering, og det er meget konkret for gang til gang, hvilken vurdering SKAT antager.

Henset til beløbets størrelse og eksponeringen samt at (jeg går ud fra) I derudover ikke har personlige interesser med dagplejeren, så virker det som et fornuftigt og acceptabelt niveau.

Susanne Lærke Kragh
20-07-2017 15:42:08

Hej Lars.

Kan en virksomhed fratrække sponsorat til privatperson fra skattemæssigt, hvis der laves en dags dato?
Sponsoratet dækker udgifter til brændstof, reparationer af bilen på turen og reklameplads på den pågældende bil.
Bilen kører i et egen-betalt event, der hedder Carbage Run, hvor man kører ca. 4000km rundt i Europa indenfor x-antal dage - derudover bruges bilen til privat-kørsel resten af tiden, hvor den kommer rundt i hele Danmark.
På forhånd tak.
Mvh Susanne Lærke Kragh

Lars Emde Poulsen
31-07-2017 10:54:45

Det er muligt så længe at reklamen har til formål at sælge virksomhedens varer eller tjenesteydelser i det pågældende og senere indkomstår, og at udgiften til sponsoratet ikke er uforholdsmæssigt stort i forhold til den værdi, som virksomheden vil kunne forvente ud fra den konkrete reklame. Der bør indgås en skriftlig aftale om sponsoratet, og så bør fakturaen også vise hvilke ydelser virksomheden betaler for.

Jens Pedersen
05-08-2017 21:17:40

Som et motorsports team modtager vi en del sponsorater i form af div. sliddele til bilen men også kontante sponsorater.
Vi er nu kommet i tvivl om man som privat ejer af teamet da det jo reelt set er en hobby, har et loft på mange sponsor penge man kan modtage, før man evt skal betale skat af dem?

Et enkelt firma har jo x antal kroner de kan fratrække i skat som sponsor men personen der modtager de sponsor penge kunne man jo godt forstille sig har et max beløb, eller er der intet loft, dog skal man til hver en tid kunne redegøre at pengene er brugt til formålet om det så er 100,- eller 100.000,-

Mvh

Lars Emde Poulsen
07-08-2017 09:32:45

Alle sponsorindtægter er skattepligtige. Der er intet minimum eller maksimum for hvor meget der kan ydes eller modtages i sponsorater. Men hver en krone er skattepligtig indkomst. Såfremt du som modtager af sponsorater har udgifter der modsvarer indtægterne, så bliver resultatet 0 kr., men såfremt der ikke er udgifter, der kan fratrækkes i sponsoratet, så ender du med en skattepligtig indkomst.

lise hougaard
31-08-2017 19:26:37

hej,

jeg er udefor at have afdrag på leverancer til min ejendom. Selskabet er ikke kommunalt men kommunalt ejet. Jeg har betalt proces renter - morarenter, der er lagt oveni gælden som afdrages rettidigt, samt igen ved opkrævning. De påstår de ikke kan fratrækkes af mig ?
I tax.dk står der klare regler for at alle renter kan fratrækkes tiltrods. Hvad er rigtigt for debitor !

Lars Emde Poulsen
04-09-2017 09:53:18

Spørgsmålet har vist ikke noget at gøre med artiklen - som omhandler sponsorater. Hvorvidt der er fradrag for renteudgifter afhænger af flere faktorer. Du kan evt. se nærmere her: http://skat.dk/SKAT.aspx?oId=2234769.

Lars Buschmann
11-09-2017 11:51:04

Hejsa.

Vores firma arbejder på et sponsorat med Museet Aros i Århus, hvori der skal være et fremstød med nogle af vores varer i forbindelse med et arrangement. Sponsorat pakken vil have en værdi på 50.000 kr., som bl.a også kan indeholde en form for firma arrangement i forbindelse med vores julefrokost.

Skal der laves en op splittelse af værdien af de forskellige ting, eller hvordan skal vi bearbejde de 50.000 kr. regnskabsmæssigt.

Lars Emde Poulsen
14-09-2017 10:34:17

Ja, de forskellige ydelser ske præciseres, herunder med den værdi de repræsenterer. Dette også da der kan være forskellige fradragsmuligheder og forskellige momsregler for de forskellige ydelser.

Martin Kristensen
21-10-2017 20:33:26

Min far vil gerne sponsere min søns kommende nye crossmaskine til en værdi af ca 40.000kr - min far har et entreprenør firma, som også kan afrette crossbaner, så derfor så vil han have gavn af denne reklame. Må han sponsere denne maskine?
Kan han trække hele beløbet fra?
Bliver min søn beskattet af de 40.000kr?

Lars Emde Poulsen
23-10-2017 10:44:54

Ja, sponsorindtægter er skattepligtige.

Hvorvidt der er fradrag for udgiften er en konkret vurdering. Reklameværdien skal stå i forhold til udgiften. Såfremt enhver ville betale de 40.000 kr. for at få den omtalte reklame, så er I tættere på at reklameværdien står i forhold til udgiften. Bemærk dog, at når der er tale om far/søn, så vil SKAT ofte ende med at fastslå, at det alene er i familiens interesse, og at far ikke opnår tilstrækkelig reklame, så der ikke er fradrag for udgiften.

Hvorfor ikke give en gave far/søn, som søn ikke skal betale skat/afgift af - der er dog desværre ikke fradrag for gaven.

Metin
06-11-2017 22:27:19

Hej
2 spørgsmål.

1) hvis jeg har en spillehal med spille maskiner så betaler jeg en afgift på 41 procent til skattefar. Hvis jeg vælger at sponsorer et beløb til en lokal ungdoms sportforening, kan jeg så trække det fra de 41 procent af afgiften?

2) hvor meget må jeg sponsorer, kan jeg sponsorer en fast beløb på 5.000 kr om måneden til en lokal fodboldklub Feks?

Vh

Metin

Lars Emde Poulsen
07-11-2017 14:31:13

Du kan ikke trække sponsorudgifter fra i afgiften.

Det er svært at vide hvad SKAT vil acceptere. Det er forskelligt fra sag til sag. Men du kan evt. spørge SKAT ved at bede om bindende forhåndsbesked fra dem. Du skal lave en udførlig liste over de ydelser du får for de 5.000 kr. før SKAT kan tage stilling til spørgsmålet.

Dennis Sørensen
12-11-2017 05:16:13

Hej..
Jeg har et par spørgsmål i forhold til et frivilligt projekt.
Jeg er i en Arbejdsgruppe som på frivillig basis er ved at søge midler (penge) fra fonde og private samt virksomheder, til en Aktivitetspark til vores landsby.

Spørgsmålet er.. Vil virksomhederne kunne trække det fra ? er der et beløb de skal være over/under hvis det de skal kunne trække det fra ?

Jeg tænker at hvis det er tilfældet, om det kunne være en fordel at sende noget materiale (vejledning) med hvis det er muligt...?

Venlig hilsen
Dennis Sørensen

Lars Emde Poulsen
15-11-2017 14:50:23

Umiddelbart er det ikke en fradragsberettigede udgift for en virksomhed. Men såfremt de får eksponering i form af reklame, så kan udgiften godt være (delvist) fradragsberettiget. F.eks. hvis der opsættes en sponsortavle eller lignende.

lea pedersen
16-11-2017 14:46:58

Hej Lars.

Jeg er verdensmester i Muay thai og har flere gange modtaget mindre sponsorater, gaver. Nu er jeg ved at videreudvikle mig selv, mit brand og lave "et produkt" ud af mine præsentationer, netop for at kunne skabe større interesse for virksomheder i sponsorring af mig og min træning. Jeg har igangsat forskellige "produkter" som hjemmeside, video produktion og et professionel foto shoot, for at vise de mulige sponsor, hvilken type reklameværdi jeg kan skabe. Er det næste skridt for mig at kontakte Skat, for at få afklaring på om virksomheder kan trække mig fra i skat?? Jeg har også overvejet at lave en enkeltmandsvirksomhed, til at administrere det som kommer ind af sponsoreringrene? Gør andre det. Jeg glæder mig enormt meget til at hører din svar. Mvh Lea

Lars Emde Poulsen
17-11-2017 09:17:58

SKAT vil ikke kunne give dig et generelt svar, de vil nok sige at det afhænger af den konkrete situation (hvilken type reklame, hvor lang tid, hvilket firma sponsorerer osv.). Såfremt du har en pakke med et beløb, og en detajleret beskrivelse, og en mulig sponsor, så kan du evt. bede SKAT om et bindende svar i den konkrete situation. Såfremt SKAT mener, at virksomheden opnår en reklameværdi, så kan beløbet godt trækkes fra. Om du skal drive din sport i en virksomhedsform, er svært at svare på, hvis ikke jeg får meget mere information. Generelt er det svært at få SKAT til at acceptere, at enkeltmandspræstationer skal drives i virksomhedsform, men det er dog muligt.

lea pedersen
18-11-2017 00:00:06


Jeg har læst mere om oprettelse af virksomhed til administration af indkommende sponsorater. Og er kommet frem til noget, som giver nye spørgsmål.

Når jeg er såkaldt amatør idrætsudøver og har indtægt ved min sport aktivitet fx. Sponsorater, kan jeg skattemæssigt anses for at drive hobbyvirksomhed. Og kan trække mine udgifter fra i forhold til min hobby. Ifølge skatteekspert i Deloitte, Richardt Tabori Kraft

Og det virker jo dejlig simpelt. Men en en hobbyviksomhed, som jeg forstår det, er op til en indtægt på 50.000?! Jeg håber på en del mere.

Jeg vil meget gerne fortælle mere om min ide til reklame for virksomheder igennem sport, men gerne i en privat mail?

Mvh Lea

Lars Emde Poulsen
20-11-2017 09:07:04

En hobbyvirksomhed er først og fremmest kendetegnet ved, at man ikke kan for fradrag for underskud. Så hvis virksomhedens resultat f.eks. giver et underskud på 5.000 kr. (efter opgørelse af alle indtægter og udgifter), så vil man ikke kunne fradrage de 5.000 kr. i anden indkomst. Læs evt. mere her: http://skat.dk/skat.aspx?oid=2048528

Grænsen på de 50.000 kr. er indenfor moms, og ikke om der er tale om hobbyvirksomhed eller ej.

Lea
28-11-2017 20:05:58

Hej hvis en virksomhed vil støtte en sponser cykel til mit projekt hjertestop til 1/2 ironman
Hvor meget fradrag kan virksomheden så trækker ved at jeg selvfølgelig kører med logo på tøj, cyklen som de sponser evt til en værdi af 30.000kr?

Lars Emde Poulsen
29-11-2017 13:44:35

Det er svært at svare på hvad SKAT vil godkende. Såfremt der er mediedækning og logo vil blive vist mange steder, så kan man forsvare et højt fradrag, måske endda de fulde 30.000 kr.
Det kommer også an på om virksomheden ejes af dig selv eller en nærtstående til dig, så vil SKAT være mere tilbageholden med at godkende et fradrag.

Mikael P. Braun
11-12-2017 08:53:35

Hej,
Jeg er bestyrelsesformand og træner i vores lokale kampsport forening, vi er lige flyttet i større lokaler og det har været en udskrivning for foreningen. Hvis jeg som privatperson sponsorerer f.eks. 20.000,00 til foreningen, hvordan er reglerne for skattefradrag på min egen selvangivelse?

Lars Emde Poulsen
11-12-2017 12:31:11

Som privatperson er der umiddelbart ikke muligheder for fradrag som et sponsorat. Du har personligt ikke et produkt som du reklamerer for.

claus
24-01-2018 21:26:16

Hej

Jeg har givet et sposorat i form af 100000kr til en fodboldklub
35% er billetter etc (jeg ved at kun 1100,.kr kan fratrækkes som personale)
65% er reklame skiltning etc

men i hvilken rubrik. sætter jeg det beløb (65000kr) i min forskudsopgørelse

Lars Emde Poulsen
25-01-2018 10:04:25

Det er umiddelbart et revisorspørgsmål om hvordan selvangivelsen udfyldes. Udgiften - som jeg forstår dit spørgsmål - er en reklameudgift, og er således fradragsberettiget i anden indkomst for den virksomhed, som du reklamerer for. Så hvis jeg skulle svare uden at have yderligere oplysninger, så er det en udgift der indgår i dit regnskab for virksomheden, og virksomhedens resultat skal selvangives, f.eks. i rubrikken med over-/underskud af virksomhed, når der er tale om en personlig virksomhed.

Torben Schäffer
3/2/2018 12:39:34 PM

Lige 2 spørgsmål

Jeg har en lille bue butik, jeg vil gerne lave et personligt sponsorat af en bueskytte, jeg vil sponsorer en bue, den koster ca. 6000 kr. i indkøb og ca 9000 kr. i udsalg, hvad kan jeg trække fra.

jeg vil også sponsorer den lokale klub med skydeskiver til 5000 kr. i indkøb og 9000 i udsalg, hvad kan jeg trække fra

mvh. Torben

Lars Emde Poulsen
3/5/2018 11:42:05 AM

Umiddelbart er det din faktiske udgift, som du kan trække fra (såfremt ovennævnte regler om fradrag følges).

Diana Jensen
3/27/2018 6:05:31 PM

Hvis mit firma der er et ApS vil give et sæt spillertøj til den lokale fodboldklub, kan jeg så trække det fra?
Jeg står selv for indkøb af tøj og sørger selv for firmatryk på tøjet - der er altså ikke tale om et kontantbeløb til klubben.

Vh Diana

Lars Emde Poulsen
4/3/2018 9:21:03 AM

Det er en konkret vurdering, og de nærmere omstændigheder skal beskrives før man kan komme nærmere et mere konkret svar. Såfremt SKAT mener, at virksomheden opnår en reklameværdi, der svarer til udgiften, så kan beløbet godt trækkes fra. I dit tilfælde vil jeg umiddelbart mene, at det meget vel kan være fradragsberettiget.

Poul
6/5/2018 2:12:56 PM

Hej Lars
Jeg solgt 4 sponsor pakker til 20.000 pr stk (total værdi 80.000) til et fodboldhold,
Sponsor pakken til de 20.000 indeholder
-1 fast reklamebande på hjemmebanen,
-firmatryk på kamp- og trænings tøj.
-reklameplads på klub medier
-reklame på sponsortavle i klubhuset
-2 årlig sponsorarrangementer.

Spørgsmål:
-skal klubben betale moms/skat af de 20.000 og skal klubben betale mere når den samlede sponsor indtægt overstiger 50.000 kr samlet?

-Kan sponsorerne trække alle 20.000kr fra?

Venligst Poul

Lars Emde Poulsen
6/6/2018 1:13:45 PM

Det er svært at give et præcist svar på dit spørgsmål uden at vide mere om sagen. Det er ikke samme momsregler der bruges på alle ydelser der kan være indeholdt i et sponsorat. Som artiklen nævner er der f.eks. forskel på om der er tale om repræsentation eller reklame. Den sidste pind du nævner i din liste "sponsorarrangementer" kan være begge dele. Der kan således godt være moms på ydelsen, og sponsorerne kan måske godt trække de fulde 20.000 kr. fra i deres regnskab/momsregnskab. Jeg kan ikke se hvorfor der skulle betales mere hvis indtægterne overstiger kr. 50.000,00.

Søren østergaard
6/24/2018 2:18:44 PM

Hej Lars vi har en søn der skyder flugtskydning ,han skyder hver dag ,og vi har nogle firmaer som gerne vil sponsorer ham til bla.patroner -stævner - rejser og div.laver man bare selv en sponsor kontakt/aftale eller hvordan ..? Og hvor meget må de sponsorer..? Og hvordan registrere man indtægter/udgifter i forhold til skat skal der laves et regnskab mvh Søren

Lars Emde Poulse
6/25/2018 9:00:00 AM

I kan sagtens selv lave en kontrakt. I kontrakten skal der stå hvilke reklameydelser en sponsor får tildelt, og værdien heraf - og værdien skal selvfølgelig svare til det beløb, som sponsor indbetaler. Sponsorindtægter hos din søn er skattepligtige for ham. Derfor skal der laves et regnskab over indtægter og udgifter, og resultatet skal selvangives. Men som du selv skriver, så har din søn udgifter til patroner, stævner, rejser osv, så udgifterne går sikkert op med indtægterne.

Skat Skat

Skattelovgivningen ændrer sig konstant, og det kan påvirke din virksomhed.

Læs mere her
GØR SOM 12.439 ANDRE. SE MERE HER
Gør som 12.439 andre

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og bliv opdateret på juraen i din hverdag. Vi sender ud to gange hver måned.

Når du udfylder formularen og trykker ”Ja tak, tilmeld mig nu”, giver du samtykke til, at ADVODAN sender dig nyhedsbreve med lokale arrangementer, nyheder og gode råd om jura.

ADVODAN opbevarer og benytter udelukkende de indtastede oplysninger som led i udsendelse af nyhedsbreve. Behandlingen af oplysningerne sker sikkert, fortroligt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke og afmelde dig nyhedsbreve fra ADVODAN ved at bruge linket i bunden af nyhedsbrevet.

Læs mere om ADVODANs behandling af personoplysninger her.