PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Børnepenge – udbetaling og fordeling af børne- og ungeydelse

Hvis du har børn under 18 år, er du som udgangspunkt berettiget til børne- og ungeydelse fra det offentlige. Læs mere om, hvor meget du har ret til, hvem af jer der modtager det, og om muligheden for at ændre fordelingen af ydelsen.

Hvad er børne- og ungeydelse?  

I Danmark modtager alle forældre til børn og unge under 18 år børne- og ungeydelse, også kaldet børnepenge. Beløbet er tiltænkt som økonomisk hjælp til børnefamilier og skal dække nogle af de omkostninger, der er forbundet med at være en børnefamilie. For at være berettiget til børne- og ungeydelsen skal du have forældremyndigheden over barnet og være fuldt skattepligtig, hvilket betyder, at du skal bo i Danmark. Derudover skal du opfylde følgende krav for at være berettiget til børne- og ungeydelse: 

  • Dit barn skal være bosiddende i Danmark 
  • Dit barn må ikke være forsørget af det offentlige 
  • Du skal have boet eller arbejdet i Danmark i mindst to år inden for de seneste 10 år 
  • Du skal have en Nemkonto 

 

Det er Udbetaling Danmark, der står for administrationen og udbetalingen af børne- og ungeydelsen. Beløbet udbetales forud for hvert kvartal, indtil dit barn fylder 15 år. Herefter ændres støtten fra børneydelse til ungeydelse, som udbetales månedligt indtil dit barn fylder 18 år. 

Hvor meget modtager jeg i børne- og ungeydelse? 

Du modtager børne- og ungeydelse for hvert af dine børn, og beløbet afhænger af dit barns alder. 

Fra 2022 vil børne- og ungeydelsen som udgangspunkt blive delt mellem jer, hvis I har fælles forældremyndighed og bor sammen. 

 

Satser for børne- og ungeydelse:  

Dit barns alder 

Den fulde børneydelse pr. Kvartal (2025) 

0-2 år 

5.292 kr. 

3-6 år 

4.191 kr. 

7-14 år 

3.297 kr. 

 

Dit barns alder 

Den fulde ungeydelse pr. måned (2025) 

15-17 år 

1.099 kr. 

Hvis du betaler topskat, vil børne- og ungeydelsen derfor blive mindre.

Din indkomst kan påvirke, hvor meget du modtager i børne- og ungeydelse  

Børne- og ungeydelsen bliver tilpasset efter din indkomst. Hvis du betaler topskat, vil børne- og ungeydelsen derfor blive mindre. Hvis du tjener over 917.000 kr. (2025) om året vil børne- og ungeydelsen blive reduceret.  

Med de nye regler tæller ens partners indkomst dog ikke med i beregningen. Så selvom din partner har en høj indkomst og får nedsat sin ydelse, kan du stadig modtage det fulde beløb. 

Hvem modtager børne- og ungeydelsen?  

Hvis I har fælles forældremyndighed 

Hvis du bor sammen med dit barns anden forælder, og I har fælles forældremyndighed, deles børne- og ungeydelsen ligeligt mellem jer.  

 

Hvis du har fuld forældremyndighed  

Hvis du har fuld forældremyndighed, vil du modtage hele børne- og ungeydelsen selv.  

 

Hvis I bor hver for sig 

Hvis du og barnets anden forælder ikke bor sammen, afhænger fordelingen af børne- og ungeydelsen af en række forhold.  

Hvis I er gået fra hinanden efter d. 19. oktober 2021, deles børne- og ungeydelsen som udgangspunkt mellem jer, medmindre barnet bor ni ud af 14 dage hos den ene af jer, eller I aftaler, at den ene af jer skal modtage hele beløbet.  

Hvis I er gået fra hinanden og ikke længere bor sammen inden d. 19. oktober 2021, vil børne- og ungeydelsen fortsat blive udbetalt til moren. Dette gælder uanset om I har fælles forældremyndighed eller ej. 

Ændring i fordeling af børne- og ungeydelsen? 

Hvis I er enige om at ændre udbetalingen 

Hvis I er enige om at ændre udbetalingen af børne- og ungeydelsen, skal den forælder, der ønsker at overdrage sin del registrere ændringerne på  Borger.dk. 

Det er muligt at ændre aftalen igen på et senere tidspunkt, så ydelsen enten deles ligeligt mellem jer, eller den anden forælder får hele beløbet. 

Ændringer i aftalen kan også ske, hvis barnet vælger at flytte hjem til den forælder, der tidligere har overført sin del, eller hvis samværsordningen er blevet ændret. 

 

Hvis I er uenige om at ændre udbetalingen  

Hvis I ikke er enige om at ændre udbetalingen, skal det gå gennem Udbetaling Danmark. Her skal du fremlægge dokumentation for jeres samværsordning, der viser, at barnet bor hos sig dig mindst ni ud af 14 dage. Dette kan være:  

  • En samværsaftale underskrevet af Familieretshuset ved et personligt møde. 
  • En endelig samværsafgørelse fra Familieretshuset eller Familieretten (bemærk, at afgørelsen ikke kan bruges, hvis samværet kun er midlertidigt). 
  • Et forlig indgået i retten og indført i retsbogen. 
  • En dom om fast samvær fra domstolene (bemærk, at dommen ikke kan bruges, hvis samværet kun er midlertidigt) 

 

Midlertidige afgørelser om forældremyndighed eller samvær vil ikke blive godtaget som dokumentation.  

Har du brug for rådgivning?  

Hvis din sag skal behandles i Familieretshuset, eller du har brug for hjælp til samværsaftaler og bopæl, kan Advodan rådgive dig om dine rettigheder og muligheder.