Hvem er livsarvinger?
En livsarving er en direkte slægtning i lige linje, fx et barn, barnebarn eller oldebarn. Dine børn er de første i rækken af livsarvinger til at arve efter dig. De hører til første arveklasse og er det, man kalder tvangsarvinger. Livsarvingerne er sammen med en eventuel ægtefælle de eneste tvangsarvinger, som aldrig helt kan fratages deres arv.
Hvad betyder det for arven?
Livsarvinger er altid sikret en bestemt del af arven, uanset hvad der måtte stå i et testamente. Dine livsarvinger har samlet set krav på at arve 25 % af din efterladte formue. Af de 25 % af din efterladte formue, går halvdelen til en eventuel ægtefælle og halvdelen til dine livsarvinger. Denne del kaldes tvangsarv og udgør en fastsat del af arven. Hvis der ikke er oprettet testamente, og afdøde ikke har en ægtefælle, arver livsarvingerne hele formuen.
En familie- og arveretsadvokat fra Advodan kan hjælpe med at oprettet et testamente, hvis du ønsker at sikre, at din arv fordeles efter dine ønsker.
Fordeling af arven:
- Tvangsarv: Den del af arven, som ægtefællen og livsarvingerne har ret til. Livsarvingerne har tilsammen krav på halvdelen af tvangsarven, og er der flere, deles denne del ligeligt mellem dem.
- Friarv: Den resterende del af arven kaldes friarv. Arveladeren kan frit disponere over friarven gennem et testamente.
Hvem er ikke livsarvinger?
Forældre, søskende og andre slægtninge tilhører ikke gruppen af livsarvinger. Stedbørn regnes heller ikke som livsarvinger, medmindre de er adopteret. Livsarvinger findes kun i første arveklasse sammen med en eventuel ægtefælle, mens de øvrige arvinger hører til i anden eller tredje arveklasse.
De tre arveklasser
Arveloven opdeler arvingerne i tre arveklasser, der bestemmer rækkefølgen for, hvem der arver, hvis arvelader ikke har oprettet et testamente.
- Første arveklasse: Ægtefælle og livsarvinger (børn, børnebørn, oldebørn osv.)
- Anden arveklasse: Forældre, søskende og deres børn (nevøer og niecer)
- Tredje arveklasse: Bedsteforældre samt deres børn (mostre, fastre, morbrødre og farbrødre) – men ikke fætre og kusiner.
Hvis du ikke har nogen arvinger i de tre arveklasser, og du ikke har besluttet, hvordan din arv skal fordeles i et testamente, tilfalder din formue staten.
Har du brug for rådgivning?
Hos Advodan rådgiver vi om, hvem der er livsarvinger, og hvordan arven fordeles i den konkrete situation. Vi hjælper med at udarbejde og gennemgå dit testamente og rådgive om, hvordan du bedst sikrer, at din formue fordeles efter dine ønsker og i overensstemmelse med arveloven.