<iframe src="https://ss.advodan.dk/ns.html?id=GTM-PPS3F3" height="0" width="0" style="display:none;visibility:hidden"></iframe>
Jylland
Sjælland
Bornholm

Databeskyttelsespolitik for rekruttering

Senest opdateret den 16. december 2025

Denne politik gælder for alle juridiske enheder i Advodan-netværket, som består af 14 selvstændige advokatvirksomheder, der tilsammen driver advokatkontorer på ca. 20 fysiske adresser, samt et fælles sekretariat, Advodan Business Center (Advodan A/S). I politikken omtales netværkets enheder samlet som “Advodan”.

Den advokatvirksomhed, som du sender din ansøgning til, er dataansvarlig for behandlingen af dine personoplysninger i forbindelse med rekruttering. Du kan se en oversigt over Advodans 14 advokatvirksomheder og finde kontaktoplysninger på den relevante virksomhed på Advodans hjemmeside.

Når du sender en jobansøgning til et Advodan-kontor eller til Advodan Business Center, er det vigtigt, at du gør dig bekendt med Advodans politik for behandling af dine personoplysninger. Dette gælder, uanset om du søger uopfordret eller på baggrund af et stillingsopslag.

Jobansøgninger skal sendes direkte til den virksomhed, du ønsker at søge job hos. Kontaktoplysninger til uopfordrede ansøgninger findes på det enkelte kontors hjemmeside under “Karriere”. Ansøgninger til et Advodan-kontor kan ikke sendes til Advodan Business Center (Advodan A/S).

 

Advodans behandling af personoplysninger

De personoplysninger, du afgiver i forbindelse med fremsendelse af din jobansøgning eller på anden vis som led i et rekrutteringsforløb, bliver alene anvendt og opbevaret til brug for gennemførelse af en rekrutteringsproces samt i forbindelse med indgåelse af en aftale om ansættelse. Behandlingen sker som led i Advodans berettigede interesse i at rekruttere og ansætte den bedst egnede kandidat og – hvis det bliver aktuelt – for at kunne forberede og indgå en ansættelsesaftale.

Personoplysningerne indsamles og opbevares af det konkrete advokatkontor, hvor der søges job, og som er dataansvarlig for behandlingen.

Advodan behandler dine personoplysninger fortroligt og i overensstemmelse med den gældende databeskyttelseslovgivning.

 

Kontaktinformationer

Hvis du ansøger en stilling på baggrund af et stillingsopslag, kan du kontakte den kontaktperson, der er angivet i opslaget, for nærmere oplysninger om stillingen og vores behandling af dine personoplysninger i rekrutteringsprocessen.

Søger du uopfordret, bedes du sende din ansøgning til den mailadresse, der fremgår af det pågældende kontors side under “Karriere”.

 

Videregivelse af personoplysninger til tredjepart

I tilfælde af, at vi benytter eksterne virksomheder i forbindelse med rekrutteringsprocessen – herunder rekrutteringsfirmaer, udbydere af personlighedstests mv. – vil dette fremgå af jobopslaget.

Når vi deler dine personoplysninger med eksterne virksomheder, kan det ske på to måder:

  • Databehandlere: Nogle leverandører behandler personoplysninger på vores vegne for at hjælpe os med at gennemføre rekrutteringsprocessen. I de tilfælde sker behandlingen i henhold til en skriftlig databehandleraftale med krav til fortrolighed, sikkerhed mv.
  • Selvstændigt dataansvarlige: Andre leverandører behandler personoplysninger som selvstændigt dataansvarlige (fx et rekrutteringsfirma, der selv tilrettelægger sin søgning og håndtering af kandidater). I de tilfælde behandler leverandøren oplysninger efter egne retningslinjer, og du kan få nærmere information hos den pågældende leverandør.

Uanset hvilken type leverandør der er tale om, deler vi kun oplysninger, når det er relevant for rekrutteringsprocessen, og vi sikrer, at dine oplysninger er passende beskyttet.

 

Indhentning af referencer

Da Advodan har en berettiget interesse i at finde de bedst egnede kandidater til et job, kan vi indhente referencer fra tidligere arbejdsgivere, uddannelsesinstitutioner eller andre relevante parter. Der indhentes dog ikke referencer, før vi har drøftet det med dig, herunder hvilke referencepersoner vi kontakter. Dette vil normalt ske efter første samtale.

 

Følsomme oplysninger

Advodan indhenter ikke følsomme personoplysninger (herunder helbredsoplysninger) uden dit udtrykkelige samtykke, medmindre vi efter lovgivningen er berettiget til at spørge til helbredsforhold af væsentlig betydning for jobbet. I forbindelse med din ansøgning har du pligt til at oplyse, om du er bekendt med at lide af en sygdom eller har symptomer på en sygdom, som vil have væsentlig betydning for din arbejdsdygtighed ved det job, du søger. 

Advodans behandling af sådanne helbredsoplysninger sker, når det er relevant for stillingen, på baggrund af Advodans berettigede interesse i at vurdere, om ansøgeren kan varetage jobbet, i overensstemmelse med lov om brug af helbredsoplysninger m.v. på arbejdsmarkedet, og med hjemmel i databeskyttelseslovens § 12, stk. 2.

På grund af de regler om forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, som advokatfirmaer er underlagt, er vi lovmæssigt forpligtet til at indhente straffeattester på alle medarbejdere, der får adgang til klient- og sagsoplysninger – dvs. både jurister, sekretærer og visse administrative medarbejdere. Du kan derfor på et hvilket som helst tidspunkt i processen – og senest i forbindelse med underskrift af ansættelsesaftale – blive bedt om at sende din straffeattest til os. Straffeattesten kan du selv bestille med dit MitID på følgende adresse: LINK: Bestil privat straffeattest | Straffeattest | Politi

I forbindelse med ansættelse til visse særligt betroede stillinger – f.eks. som regnskabschef – kan vi have en berettiget interesse i at indhente oplysninger fra tredjepart om dine økonomiske forhold (f.eks. fra et kreditoplysningsbureau). Såfremt dette er relevant for den stilling, du søger, indhenter vi forinden dit samtykke hertil.

 

Opbevaring af personoplysninger

Advodan opbevarer oplysninger om jobansøgere hos cloud-leverandører med datalagring inden for EU/EØS. Oplysningerne er kun tilgængelige for de medarbejdere, der har et sagligt behov for adgang som led i rekrutteringsprocessen.

Samarbejdet med leverandørerne er omfattet af skriftlige databehandleraftaler, som overholder de gældende regler. Advodan kontrollerer, at de anvendte databehandlere har tilstrækkelig it-sikkerhed.

 

Periode for opbevaring af personoplysninger

Advodan opbevarer din ansøgning og øvrige oplysninger, indtil vi har vurderet ansøgningen, og hvis der er tale om et konkret stillingsopslag, indtil rekrutteringsprocessen er gennemført og afsluttet – dog maksimalt 6 måneder.

Hvis du ansættes i Advodan, vil din ansøgning blive opbevaret som en del af dit ansættelsesforhold.

I særlige tilfælde kan vi opbevare ansøgninger på personer, der ikke kom i betragtning til jobbet, i en længere periode end 6 måneder, hvis vi konkret vurderer, at der kan rejses tvivl om sagligheden af ansættelsesbeslutningen. Dette sker på baggrund af en berettiget interesse i at kunne varetage vores interesser i en evt. sag om forskelsbehandling.

I andre tilfælde vil opbevaring ud over 6 måneder – f.eks. for at kunne gemme din ansøgning til en forventet senere rekruttering – kun ske med dit samtykke.

 

 Rettigheder

I forbindelse med Advodans behandling af dine personoplysninger har du følgende rettigheder:

  • Ret til indsigt i, hvilke personoplysninger Advodan behandler om dig. Vi svarer inden rimelig tid, dog senest inden for en måned efter din henvendelse.
  • Ret til berigtigelse af urigtige eller vildledende oplysninger.
  • Ret til sletning af oplysninger, som ikke længere er nødvendige i forhold til de formål, de er indsamlet til (med de begrænsninger, der følger af lovgivningen).
  • Ret til begrænsning af behandling i visse tilfælde.
  • Ret til indsigelse mod behandlingen i visse tilfælde.
  • Ret til dataportabilitet i visse tilfælde (for oplysninger, du selv har givet, og som behandles automatiseret på baggrund af samtykke eller aftale).
  • Ret til at trække samtykke tilbage, hvis behandlingen er baseret på samtykke (tilbagetrækning påvirker ikke lovligheden af behandling, der er sket før tilbagetrækningen).
  • Ret til at klage til Datatilsynet www.datatilsynet.dk

Vi opfordrer dig altid til at tage kontakt til os, hvis du har spørgsmål eller er uenig i behandlingen af dine personoplysninger.