PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Ny lovgivning - hvad skal der til for at opnå dansk statsborgerskab?

Ny lovgivning har skærpet kravene for at opnå dansk statsborgerskab. Her på siden kan du læse, hvilke krav der stilles, og hvordan de kan opfyldes.

Det kan være svært at holde sig opdateret på reglerne inden for udlændingelovgivningen, da der regelmæssigt sker ændringer. Den seneste ændring er sket den 19. juni 2021.

Ændringen har bl.a. betydet en skærpelse af det såkaldte ”vandelskrav”. Vandelskravet medfører at flere straffeovertrædelser nu hindrer muligheden for at søge om dansk statsborgerskab. Endvidere stilles der større krav i forbindelse med ”selvforsørgelseskravet”. Hvor du førhen måtte have modtaget forsørgelse fra det offentlige i en periode på sammenlagt 6 måneder, må du nu kun have modtaget forsørgelse fra det offentlige i højest 3 måneder i de seneste 9 år.

Hvilke krav stilles for at opnå dansk statsborgerskab?

 

  1. Afvigelse af erklæring om troskab og loyalitet
    Det forudsættes, at du lover troskab og loyalitet over for Danmark. Dette indebærer en erklæring på, at du som ny dansk statsborger bl.a. vil overholde den danske lovgivning

  2. Tidsubegrænset opholdstilladelse og bopæl i Danmark
    Det er som udgangspunkt et krav, at du har en tidsubegrænset opholdstilladelse og bopæl i Danmark.

  3. Mindst 9 års uafbrudt ophold i Danmark
    For at opnå dansk statsborgerskab skal man have opholdt sig lovligt i Danmark i 9 år uafbrudt. Dette gælder imidlertid ikke for flygtninge, statsløse og personer, der må sidestilles hermed. I denne henseende gælder der 8 års uafbrudt opholdskrav.

  4. Vandelskravet
    Du må ikke som ansøger have begået visse kriminelle handlinger, da det kan medføre en afvisning af din ansøgning om dansk statsborgerskab.

  5. Gæld til det offentlige
    Et dansk statsborgerskab forudsætter, at du ikke har forfalden gæld til det offentlige. Dette kan bl.a. bestå i bøder, skat og tilbagebetaling af sociale ydelser.

  6. Selvforsørgelse
    Grundet Folketingets nye aftale er kravet til selvforsørgelse blevet skærpet, hvormed du som ansøger ikke må have modtaget hjælp fra det offentlige i en periode på sammenlagt 3 måneder i de seneste 9 år.

  7. Beskæftigelse
    Det er en betingelse, at du har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller været selvstændig i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år.

  8. Danskkundskaber
    For at kunne opnå dansk statsborgerskab, skal du kunne dokumentere dine danskkundskaber, hvilket sker ved at bestå flere prøver i dansk.

  9. Indfødsretsprøven
    Udover dine danskkundskaber skal du kunne dokumentere dit kendskab til det danske samfund, kultur og historie. Dette sker ved at bestå Indfødsretsprøven anno 2021.

  10. Deltagelse i kommunal grundlovsceremoni
    Det kræves, at du deltager i en ceremoni i din bopælskommune.

 

De ovennævnte betingelser kan variere alt afhængig af den enkeltes omstændigheder. Det kan være svært at forholde sig til de mange krav, overholde formalia og samtidig kende sine rettigheder. Hos Advodan har vi stor erfaring inden for alle grene af udlændingeretlige spørgsmål og står til rådighed med professionel rådgivning omkring dine muligheder. Vi bistår også gerne med ansøgningsprocessen.

 

0 kommentar

0 / 700 tegn