Vælg kontor
Privat
Erhverv
Nyheder
Om advodan
Advodan Nykøbing Falster
Ring 46 14 59 00

Nygade 2,
4800 Nykøbing F
Tlf: 46 14 59 00
SEND OS EN E-MAIL

Se kort Kundeoplysninger

Advodan Nykøbing Falster

COVID-19: EN AFTALEPARTS MANGLENDE OPFYLDELSE

I Danmark har COVID-19 nu betydet, at der er ca. 1000 registrerede smittede og ca. 1350 i karantæne (pr. 17.03.2020 kl. 10.00) har afstedkommet betydelige restriktioner. Virksomheder vil som følge af myndighedernes retningslinjer få udfordringer med at opfylde deres aftaleretlige forpligtelser. Det undersøges her om hvem der bærer risikoen, hvis en aftale ikke kan opfyldes som forudsat.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har d. 11. marts 2020, erklæret at COVID-19 er en pandemi.  Det betyder at det er en global epidemi, der omfatter flere kontinenter. Den globale epidemi medfører en række juridiske problemstillinger, og som virksomhederne bør tage højde for, da der nu er en forøget risiko for, at der ikke kan ske opfyldelse af de aftaleretlige forpligtelser.

Den manglende opfyldelse af aftaleretlige forpligtelser medfører en væsentlig risiko for, at virksomheder kan blive mødt med betydelige erstatningskrav som følge af den manglende opfyldelse, som eksempelvis aflysning af arrangementer eller manglende levering af bestilte varer. I dansk ret vil erstatningsspørgsmålet afhænge af hvad parterne har aftalt, herunder når aflysningen eller den manglende levering skyldes en ekstraordinær begivenhed. Hvis parterne ikke har indgået særlige aftaler herom, vil der efter dansk ret være mulighed for ansvarsfrihed efter det generelle ”force-majeure ”-princip.

Force majeure er i dansk ret et samlebegreb for ekstraordinære begivenheder, der umuliggør en aftaleparts opfyldelse af sine aftaleretlige forpligtelser, og som aftaleparten hverken kunne forudse, forhindre eller overkomme. Typiske eksempler på force majeure-begivenheder omfatter krigsudbrud, oprør, indførselsforbud, blokade, offentlig beslaglæggelse, ildebrand og naturkatastrofer. Force majeure-begivenheder medfører som udgangspunkt en midlertidig ansvarsfrihed for den aftalepart, der er forhindret i at opfylde sine forpligtelser, også selvom der ikke er taget udtrykkeligt forbehold for ekstraordinære begivenheder i aftalen.

Det er derfor relevant at overveje, om udbruddet af COVID-19 udgør en force majeure-begivenhed, der kan medføre potentiel ansvarsfrihed ved manglende opfyldelse af allerede indgåede aftaler. Endvidere er det relevant at overveje, om der for fremtiden skal foretages justeringer af force-majeure-vilkåret i virksomhedernes forretningsvilkår.

Force majeure i det konkrete aftaleforhold

Mange eksisterende aftaler indeholder et force majeure-vilkår. Om COVID-19 er omfattet af force majeure-vilkåret - og dermed kan betegnes som en force majeure-begivenhed - beror på vilkårets konkrete ordlyd. Hvis force majeure-vilkåret udtømmende oplister de begivenheder, der i aftaleforholdet kan betegnes som force majeure-begivenheder uden at angive epidemier, pandemier eller andre globale sundhedskriser, vil en aftalepart som udgangspunkt ikke kunne påberåbe sig COVID-19 som en ansvarsfrihedsgrund. Omvendt hvis der i aftaleforholdet er et force majeure-vilkår, der udtrykkeligt oplister epidemier, pandemier eller andre globale sundhedskriser som force majeure-begivenheder, vil dette som udgangspunkt kunne påberåbes, såfremt der kan redegøres for, at det er umuligt at opfylde aftalen, og at den manglende opfyldelse netop skyldes force majeure begivenheden.

 Er COVID-19 en force majeure-begivenhed?

Hvis der i aftalen ikke indgår et specifikt force majeure-vilkår, der udtømmende oplister begivenheder som medfører ansvarsfrihed for leverandøren, skal der foretages en konkret vurderingen af, om udbruddet af COVID-19 udgør en force majeure-begivenhed i det pågældende aftaleforhold. En aftaleparts påberåbelse af force majeure vil derfor som regel være forbundet med en vis standpunktsrisiko, og vil som følge heraf kræver det en grundig vurdering af aftalepartens egne forhold samt indholdet af den pågældende aftale.

Særligt vil der være to elementer, som man særligt bør have in mente, når det skal vurderes, om COVID-19 konkret udgør en force majeure-begivenhed:

De grundlæggende betingelser for force majeure er, at der skal være tale om udefrakommende omstændigheder, som det på forhånd er klart at aftaleparten ikke burde have forudset og som aftaleparten ikke kunne afværge.

Som det første er det oplagt, at aftaleparten ikke har skyld i COVID-19’s opståen. Som det andet, skal COVID-19-udbruddet og dets følgevirkninger konkret være upåregneligt for aftaleparten. Særligt vil tidspunktet for indgåelsen af aftalen være af betydning, idet udbruddet på nuværende tidspunkt må antages at være så kendt i den bredere offentlighed, at enhver bør være i stand til at påregne de potentielle følger, som udbruddet medfører. Er aftalen derimod indgået på et tidspunkt, der ligger forud for udbruddet, f.eks. før WHO’s officielle erklæring af COVID-19 som en international sundhedskrise, er det mere sandsynligt, at denne betingelse vil være opfyldt.

Som det tredje, skal opfyldelsen af aftalen skal være umulig for aftaleparten. Aftaleparten skal kunne redegøre for, hvordan COVID-19-udbruddet konkret har forhindret eller forsinket den pågældende ydelse. Det er her væsentligt at bemærke, at selvom udbruddet konkret har gjort det mere byrdefuldt, dyrere eller endda urentabelt at opfylde den indgåede aftale, vil dette ikke nødvendigvis medføre at der foreligger en ansvarsfritagende force majeure-begivenhed. Endvidere vil opfyldelse af aftalen ikke nødvendigvis være umulig i tilfælde af leverandørsvigt, såfremt aftalen kan opfyldes ved at indgå aftale med andre underleverandører eller hvis der kan ske udskydelse af frist for aftalepartens levering, herunder i form af udsættelse af arrangementer.

I vurderingen af, om COVID-19 er en force majeure-begivenhed vil der blive lagt vægt på offentlige myndigheder eller internationale organisationers udmeldinger og restriktioner (bl.a. Udenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Seruminstituttet og WHO).

Det bør bemærkes, at det generelt er vanskeligt at påberåbe sig ansvarsfrihed som følge af force majeure, idet dansk retspraksis tidligere har vist sig meget restriktiv i forhold til den konkrete anvendelse heraf. Dette medfører, at den aftalepart der ønsker at påberåbe sig force majeure, også vil have bevisbyrden for, at det er umuligt at opfylde aftalen, og at denne umulighed netop skyldes force majeure-begivenheden.

Baseret på den hastige udvikling af COVID-19 og de seneste udmeldinger fra de danske myndigheder i form af anbefalinger, henstillinger og lignende, herunder i form af anbefaling af karantæne for alle personer, der har været i kontakt med en person, der er smittet med COVID-19, at indendørs forsamlinger med over 100 mennesker frarådes, ingen offentlig transport i myldretiden, lukning af skoler og institutioner mv., må det formodes, at der er tale om en ekstraordinær begivenhed.

Men idet der alene er udstedt anbefalinger, henstillinger og lignende, og ikke deciderede påbud eller forbud fra de danske myndigheder, er der ikke umiddelbart et sikkert grundlag for at statuere COVID-19 udbruddet som force majeure helt generelt. Det vil bero på konkrete vurderinger. Men den nuværende situation medfører, at en part i en række tilfælde kan have har ret til at udskyde en levering af ydelse og uden at dette vil udgøre en misligholdelse.

 Internationalt lovvalg og force majeure

I internationale aftaleforhold kan aftalens lovvalg have stor betydning for adgangen til at påberåbe sig force majeure. Medens force majeure er en almindelig retsnorm i danske aftaler, er det ikke altid tilfældet i andre retssystemer. Særligt har common law-retssystemer, som for eksempelvis USA, Storbritannien, Singapore og Hong Kong ikke et generelt force majeure-princip. I disse retssystemer kan en aftalepart alene påberåbe sig force majeure i det omfang, det udtrykkeligt fremgår af aftalen.

Endvidere kan internationale aftaler indeholde særlige vilkår, der som følge af COVID-19 vil være relevante at forholde sig til, b.la. hardship- eller material adverse change (”MAC”)-vilkår. Disse vilkår kan efter omstændighederne udgøre yderligere sikkerhedsventiler, hvis der ikke kan påberåbes et force majeure-vilkår.

 En aftaleparts underretningspligt

Det er væsentligt at bemærke, at såfremt en aftalepart ønsker at påberåbe sig force majeure, skal aftaleparten indenfor rimelig tid og hurtigst muligt, loyalt underrette den anden part om dette. Såfremt aftaleparten ikke iagttager sin underretningspligt overfor den anden part, kan det medføre, at beføjelsen til at påberåbe sig force majeure bortfalder, og aftaleparten således er erstatningsansvarlig for aflysningen eller den manglende levering.

COVID-19 i nuværende og fremtidige aftaleindgåelser

Virksomheder anbefales at foretage en generel gennemgang af deres standardaftaler, og i forbindelse hermed overveje, hvordan der fremadrettet kan tages højde for COVID-19 og evt. fremtidige udbrud i den samlede aftalepakke. Særligt bør det overvejes, om tab (herunder indirekte tab) der er forbundet med udbruddet er tilstrækkeligt adresseret i virksomhedens eksisterende force-majeure vilkår, eller om der skal tages et konkret COVID-19 forbehold. 

Nina Munk Andersen
VIL DU VIDE MERE?

Nina Munk Andersen

Advokat Vis faglig profil
GØR SOM 12.722 ANDRE. SE MERE HER
Gør som 12.722 andre

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og bliv opdateret på juraen i din hverdag. Vi sender ud to gange hver måned.

Når du udfylder formularen og trykker ”Ja tak, tilmeld mig nu”, giver du samtykke til, at ADVODAN sender dig nyhedsbreve med lokale arrangementer, nyheder og gode råd om jura.

ADVODAN opbevarer og benytter udelukkende de indtastede oplysninger som led i udsendelse af nyhedsbreve. Behandlingen af oplysningerne sker sikkert, fortroligt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke og afmelde dig nyhedsbreve fra ADVODAN ved at bruge linket i bunden af nyhedsbrevet.

Læs mere om ADVODANs behandling af personoplysninger her.