Vælg kontor
Privat
Erhverv
Nyheder
Om advodan
Advodan Nykøbing Falster
Ring 46 14 59 00

Nygade 2,
4800 Nykøbing F
Tlf: 46 14 59 00
SEND OS EN E-MAIL

Se kort Kundeoplysninger

Advodan Nykøbing Falster

Ny ordning for skilsmisse

Regeringen har sammen med de øvrige partier i Folketingets besluttet at lave et nyt familieretligt system, hvor hensynet til barnet skal være det altafgørende. Det nye familieretlige system trådte i kraft den 1. april i år.

Formålet med lovforslaget er, at etablere ét samlet familieretligt system, hvor en ny administrativ myndighed (Familieretshuset) skal samarbejde med domstolssystemet om at skabe enkle og helhedsorienterede forløb for familierne med en administrativ let tilgang til de enkle sagsforløb, prioritering af en konflikthåndterende og mæglende tilgang hvor det er relevant, og et særligt fokus i komplekse sager.

Ny struktur, nye regler

1.Familieretshuset – en ny administrativ myndighed, som skal danne indgangen til systemet

2.Familieretten - her træffer en dommer afgørelse i komplekse sager

3.Børneenheden – en ny enhed, som tager hånd om barnets trivsel

4.Reflektionsperiode - på 3 måneder for ægtefæller med børn

5.Ligeværdigt forældreskab - enige forældre skal f.eks. fremover kunne dele barnets bopæl i mellem sig

 

1. Familieretshuset

Den ene del af det nye system er Familieretshuset. Den nye administrative myndighed skal være indgangen til systemet, og det er her, alle sager bliver screenet og på den baggrund visiteret til det rigtige sagsforløb.

For at sikre, at systemet tilpasser sig familiernes behov for en forskellig tilgang til og behandling af deres uenigheder, oprettes der tre sagsbehandlingsspor

•Grønt spor. De enkle sager, hvor familien har så godt som ingen eller kun begrænset behov for, at myndighederne involveres.

•Gult spor. De mindre enkle sager med familier, som har behov for hjælp ved rådgivning til at dæmpe en konflikt, som endnu ikke er fastlåst, og først, hvis det ikke lykkes - en afgørelse.

•Rødt spor. De røde sager, som afgøres i Familieretten, er familier med behov for omfattende involvering af myndigheder for at sikre barnets trivsel.

Sagerne skal screenes, så den enkelte families behov mødes på den rigtige måde. Screeningen sker automatisk i forbindelse med ansøgningen om skilsmisse, hvor svarene på en række spørgsmål viser, hvilke problemer og behov familien har. Screeningen er grundlag for den efterfølgende visitation, som Familieretshusets medarbejdere foretager.

Det forventes, at antallet af grønne sager vil ligge i størrelsesordenen ca. 60.000, gule sager på ca. 30.000 og antallet af røde sager ca. 7.000.

Familierne med de tungeste konflikter, her er kommunen også ofte inde over, skal mødes med en tværfaglig og helhedsorienteret indsats. Derfor styrkes samarbejdet med kommunen bl.a. ved en tæt og koordineret indsats myndighederne imellem og med hurtig udveksling af oplysninger. Herudover kan kommunen – i helt særlige situationer – selv indlede en sag i Familieretshuset som et alternativ til mere indgribende afgørelser i det sociale system.

2. Familieretten

Den anden del i det nye system er Familieretten. Den skal ligge i byretterne, og her skal en dommer træffe afgørelse i de komplekse sager, hvor konflikten er stor, og hvor der er andre problemer på spil samtidig som f.eks. vold eller misbrug. Familieretten vil også tage sig af en række af de sager, hvor der ikke kan findes en løsning i Familieretshuset. Domstolene er ankeinstans for alle sager.

Familieretten skal fremover også behandle de sager, hvor den ene forælder ikke vil efterleve myndighedernes afgørelse om f.eks. samvær eller forældremyndighed og derfor tilbageholder barnet (fuldbyrdelse af afgørelser og aftaler). Lovforslaget ligger op til at forudsætningerne for fuldbyrdelse ændres, så det er klart, at fuldbyrdelse kun kan ske af hensyn til barnet, og at den skal varetage barnets bedste. Samtidig får retten flere redskaber til at nå frem til en løsning. Retten får mulighed for at sende en sag tilbage til ny behandling i Familieretshuset, og det er hensigten der fremover skal fastsættes tvangsbøder under hensyn til forælderens indkomst, og at de skal kunne mærkes. Det bliver også muligt kortvarigt at frihedsberøve en forælder, der tilbageholder sit barn, så barnet kan blive hentet af den anden forælder, for på den måde at skabe en mere rolig og normal afhentningssituation.

3. Børneenheden

Det er hensigten med det nye system at hensynet til barnet skal være det altafgørende. Derfor foreslås der lavet en ny formålsbestemmelse i forældreansvarsloven, der sikrer, at barnet vægtes over andet. Der skal være fokus på barnets trivsel gennem hele forløbet. Derfor oprettes en særlig børneenhed, som tager hånd om barnet og sørger for, at barnet altid har en voksen at snakke med eller spørge til råds, hvis barnet er ked af det eller har spørgsmål. I enheden er der også børnesagkyndige, der sørger for, at børnene bliver inddraget tidligt og så skånsomt som muligt.

4. Refleksionsperiode

Hensynet til børnene er også baggrunden for, at der ved skilsmisse foreslås indført en refleksionsperiode på 3 måneder for ægtefæller med børn, som er enige om at blive skilt. Refleksionsperioden skal sikre forældrene tid til eftertanke. I refleksionsperioden skal forældrene og barnet tilbydes rådgivning, ligesom der vil være et tilbud om en målrettet rådgivnings- og afklaringssamtale, der skal give forældrene viden om bruddets betydning for barnet og den bedste måde at støtte barnet på i situationen. Samtidig skal forældrene gennemføre et digitalt forløb, som ligeledes skal give viden bl.a. om barnets reaktion i brudsituationen, så forældrene bedst muligt kan støtte det. 

Tilbuddet om en målrettet samtale gives også til ugifte forældrepar med fællesbørn, der bryder med hinanden.

5. Ligeværdigt forældreskab

Det nye system og reglerne for brudte familier skal give mulighed for, at forældre kan være forældre på lige fod. Derfor skal enige forældre fremover have mulighed for at dele barnets bopæl mellem sig, så barnet har bopæl hos dem begge. Samtidig skal reglerne om delte børnefamiliers økonomi afspejle den måde, familierne indretter sig på. Derfor skal forældre med fælles forældremyndighed fremover i udgangspunktet modtage halvdelen af børne- og ungeydelsen hver. Forældre i delte familier modtager således også halvdelen af ydelsen hver. Der igangsættes også en analyse af delte børnefamiliers økonomi, som skal belyse reglerne om børnebidrag og reglerne om offentlige tilskud til barnet og samspillet mellem dem.

Det nye familieretlige system trådte i kraft den 1. april 2019. Der skal følges op på, om ændringerne i systemet har den ønskede effekt og kvalitet, og om familierne mødes med enkle og sammenhængende forløb. Derfor bliver der løbende holdt øje med systemet, og der foretages en samlet evaluering af systemet på baggrund af erfaringer i de første fire år.

Tina Høpfner
VIL DU VIDE MERE?

Tina Høpfner

Advokat Vis faglig profil
GØR SOM 12.691 ANDRE. SE MERE HER
Gør som 12.691 andre

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og bliv opdateret på juraen i din hverdag. Vi sender ud to gange hver måned.

Når du udfylder formularen og trykker ”Ja tak, tilmeld mig nu”, giver du samtykke til, at ADVODAN sender dig nyhedsbreve med lokale arrangementer, nyheder og gode råd om jura.

ADVODAN opbevarer og benytter udelukkende de indtastede oplysninger som led i udsendelse af nyhedsbreve. Behandlingen af oplysningerne sker sikkert, fortroligt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke og afmelde dig nyhedsbreve fra ADVODAN ved at bruge linket i bunden af nyhedsbrevet.

Læs mere om ADVODANs behandling af personoplysninger her.