Vælg kontor
Privat
Erhverv
Nyheder
Om advodan
Advodan Thisted
Ring 97 92 28 88

Frederiksgade 14,
7700 Thisted
Tlf: 97 92 28 88
thisted@advodan.dk

Se kort Kundeoplysninger

Advodan Thisted

Hvad er dine rettigheder som forbruger, hvis arrangementer eller flyrejser bliver aflyst på grund af coronavirus?

I fredags anbefalede statsminister Mette Frederiksen, at arrangementer med mere end 1.000 deltagere aflyses på grund af risikoen for spredning af coronavirus. Herudover har mange flyselskaber indstillet rejsemål til risikolande. Læs her, hvordan det stiller dig som forbruger, hvis dit arrangement eller din flyrejse bliver aflyst.

Aflysning af arrangementer
Har du købt billetter til et arrangement, der bliver aflyst, har du som udgangspunkt ret til at få dine penge tilbage. Det vil du, ”da du ikke modtager den ydelse, som du har betalt for, og den anden part i sagen dermed har brudt jeres indgåede kontrakt – de er derfor forpligtede til at tilbagebetale dig det produkt, du har købt,” siger advokat Louise Rosenkilde fra ADVODAN Thisted.

Der kan dog være enkelte undtagelser, der gør, at arrangøren ikke kan holdes til ansvar for aflysningen. Arrangøren kan fx have skrevet med småt, at man ikke er ansvarlig i tilfælde af force majeure.

Hvad betyder force majeure?
Force majeure betyder, at man ikke er ansvarlig for aflysning af et arrangement, hvis det sker på grund af en ekstraordinær situation som fx krig, strejke eller naturkatastrofe.

”Om en arrangør kan påberåbe sig force majeure, kræver dog altid en konkret juridisk vurdering. Kontrakten kan godt blive kendt ugyldig, hvis den er urimelig,” fortæller Louise Rosenkilde og fortsætter:

”Om en koncertarrangør kan nægte at betale dig pengene tilbage, er altså en konkret vurdering af en konkret situation – og i alle tilfælde er det en god idé at læse det med småt. Der kan fx stå, at du ikke kan få pengene tilbage, hvis arrangementet flyttes til en anden dag. Aftalevilkårene skal dog være rimelige, og en arrangør kan ikke flytte et arrangement på ubestemt tid eller til om 2 år.”

De fleste arrangører vender selv tilbage med en løsning. Hvis ikke, bør du selv henvende dig, så I kan finde en løsning i fællesskab.

Aflysning af arrangementer i udlandet
Har du billetter til et arrangement i udlandet, der bliver aflyst på grund af coronavirus, vil du, ligesom ved arrangementer i Danmark, som udgangspunkt have krav på at få dine penge tilbage. Dog gælder også her, at arrangøren kan påberåbe sig force majeure. Så er det op til en konkret vurdering, om dette er muligt og lovligt i henhold til den oprindelige aftale.

Arrangøren er kun ansvarlig for at returnere billetprisen, hvis dit arrangement i udlandet bliver aflyst. Du hæfter selv for alle andre udgifter omkring arrangementet såsom flybilletter og hotelophold.

Hvad hvis flyselskabet aflyser min rejse?
Det flyselskab, du har købt billetterne hos, er ansvarlige for at betale dig billetterne tilbage eller ombooke billetterne, hvis din rejse bliver aflyst. Flyselskabet står dog ikke til ansvar for eventuelle yderligere tab i forbindelse med rejsen, fx hotelophold eller billeje.

Har du købt en pakkerejse med fly, hotel og lign., og kan du ikke komme afsted, kræver det en konkret vurdering, om du kan få ombooket din rejse eller refunderet alle dine penge.

”Du kan ikke forvente at få kompensation på 250-600 EUR, som man normalt har ret til gennem EU’s flypassagerrettigheder, hvis ens fly bliver aflyst mindre end 14 dage før afgang, eller hvis flyet er meget forsinket på grund af coronaudbrud. Dette skyldes force majeure-reglen, og at coronavirussen er en ’usædvanlig omstændighed’, som flyselskabet ikke selv har været skyld i. Der er derfor ingen ekstra kompensation, hvis en aflysning skyldes denne ekstraordinære omstændighed, der ikke kunne være undgået af flyselskabet,” siger Louise Rosenkilde.

Hvad hvis jeg selv ønsker at blive hjemme?
Ønsker du selv at blive hjemme på grund af risikoen for smitte, har du ikke krav på at få dine penge tilbage eller få ombooket rejsen. Det kan dog være en god idé at kontakte dit rejseforsikringsselskab, da det kan være, at du er dækket derigennem, hvis du ønsker at aflyse din rejse.

Hos ADVODAN anbefaler vi, at du taler med arrangøren, flyselskabet eller rejsebureauet, og at I i fællesskab forsøger at finde en løsning. Kan I ikke nå til enighed, står ADVODAN klar til at hjælpe, så du modtager det, du er berettiget til.

Louise Brandt Rosenkilde
VIL DU VIDE MERE?

Louise Brandt Rosenkilde

Advokat Vis faglig profil
GØR SOM 12.744 ANDRE. SE MERE HER
Gør som 12.744 andre

Tilmeld dig vores nyhedsbreve og bliv opdateret på juraen i din hverdag. Vi sender ud to gange hver måned.

Når du udfylder formularen og trykker ”Ja tak, tilmeld mig nu”, giver du samtykke til, at ADVODAN sender dig nyhedsbreve med lokale arrangementer, nyheder og gode råd om jura.

ADVODAN opbevarer og benytter udelukkende de indtastede oplysninger som led i udsendelse af nyhedsbreve. Behandlingen af oplysningerne sker sikkert, fortroligt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke og afmelde dig nyhedsbreve fra ADVODAN ved at bruge linket i bunden af nyhedsbrevet.

Læs mere om ADVODANs behandling af personoplysninger her.