PrivatErhverv
Jylland
Sjælland
Bornholm

Projektkøb

Når du overvejer at købe en bolig, som endnu ikke er opført, skal du være ekstra opmærksom på en lang række forhold. Derfor er det en god idé at nærstudere både projektmateriale og købsaftale på forhånd.

Du kan undgå mange faldgruber, hvis du laver en grundig research i forbindelse med et forestående projektkøb.

Du bør blandt andet tjekke, hvilke andre byggerier developeren/hovedentreprenøren tidligere har stået for. Find ud af hvordan disse projekter er forløbet og opsøg eventuelt ejerforeningerne for at høre deres erfaringer.

Du kan også undersøge selskabsformen for det firma, der står for projektbyggeriet. Det kan give en indikation af firmaets økonomi, og hvordan de vil stå, hvis noget går galt.


Vigtige spørgsmål

Salgsmaterialerne til projektbyggerier er ofte skrevet i meget positive og rosende vendinger. Du kan dog ikke altid være helt sikker på, hvad det reelt er, du køber.

Du bør derfor stille en række spørgsmål til sælger om fx materialevalg, plantegning og indretning, valg af underentreprenører samt procedurer for kvalitetssikring og dokumentation.

Det er også vigtigt at få afklaret på forhånd, hvad der sker, hvis byggeriet ikke går som planlagt.

Kan bygherre eksempelvis udskyde afleveringstidspunktet uden konsekvenser? Vil du som køber blive kompenseret, hvis byggeriet bliver forsinket? Er det muligt at tilbageholde noget af købesummen, hvis boligen afleveres med mangler? Hvad sker der, hvis bygherren går konkurs undervejs i projektet eller efter aflevering af boligen, hvor der stadig mangler at blive udbedret fejl og mangler?

Tag fat i Advodan Lyngby, hvis du ønsker professionel køberrådgivning i forbindelse med et projektkøb. 

0 kommentarer