PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Guide til at købe sammen: Sådan sikrer I jer bedst

Overvejer du også at købe bil med din bedste ven? Eller vil du købe en trailer med dine naboer? Der er penge at spare – men glem ikke at lave klare aftaler på forhånd. Her får I fire gode råd til at købe i fællesskab.

Du er sikkert klar over, at du bør sikre dig, hvis du køber bil eller hus med din samlever eller ægtefælle. Men vidste du, at det samme faktisk gælder, når den nye trailer eller plæneklipper deles med venner eller naboer? Eller når I køber en sofa eller fladskærm til bofællesskabets fællesstue?

”Det kan virke fristende i købssituationen at spare penge – og man tænker måske, at det gode venskab kan klare alt. Men der kan opstå særlige konflikter, hvor man er medejer, men reelt set ikke har adgang til fx delebilen – især fordi et venskab eller naboforhold ikke er reguleret på samme måde som et ægteskab,” siger advokat Janne Søndergaard Thomsen.

 

1. Afklar jeres individuelle behov

Det første, I bør forholde jer til, er brugen af det køb, I har gjort sammen. I har begge lige ret til at benytte fx bilen, fladskærmen eller traileren, men er I et vennepar, har I sikkert ikke samme hverdag og vaner. Derfor er det relevant at afklare på forhånd, hvilket behov I hver især har.

Drejer det sig fx om en delebil, bør I derfor aftale, hvem der må bruge den hver dag på arbejde, eller hvem der må køre i den på ferie.

 

2. Lav klar aftale om udgifter

Inden købet skal I blive enige om, hvordan I vil fordele løbende udgifter imellem jer. Hvis der opstår en skade, er det så kun den af jer, der kørte i bilen, som skal betale? Fordeler I udgifter til løbende reparationer ligeligt mellem jer, eller afhænger det af, hvor meget I hver især bruger fx bilen eller traileren?

 

3. Tænk fremad

Det er også vigtigt, at I fra starten overvejer, hvad der skal ske, når I ikke længere ønsker at deles.

Er hele vejen fx gået sammen om en deletrailer, bør I aftale, at traileren tilhører dén vej – det vil sige, at hvis man flytter, har man ikke længere ejendomsretten. Eller når den fælles legeplads er etableret, og I ikke længere har brug for de forskellige arbejdsredskaber, kan I aftale, om en af naboerne må overtage dem til en bestemt pris. Man skal ved fælleskøb af en trailer også tage højde for, hos hvem traileren skal stå registreret. Alternativt kan man oprette en forening, hvis formål det er at eje diverse aktiver.

 

4. Lav en skriftlig aftale

I bør udarbejde en skriftlig aftale på forhånd, hvor alle relevante forhold specificeres.

Ud over ejernavne og købssum er det fx vigtigt at præcisere, hvilken genstand der er tale om – fx med registreringsnummer på bil eller serienummer på fladskærm. Ligeledes bør I skrive ind i aftalen, hvordan I fordeler brugsretten, og hvilke betingelser der gælder for overtagelse. Endelig er det vigtigt at pointere, at ingen af jer må videresælge aktivet til en tredjepart uden de andre ejeres skriftlige samtykke. Aftalen er ikke et juridisk dokument, men I står langt bedre end uden.

1 kommentar

Sven

Vi er 3 der tænker på at opstarte en delebilsklub - i første omgang med en bil til deling. Hvordan forholder det sig med det økonomiske - kan der være flere der går sammen om at betale bilen? Kan bilen tilhøre alle i klubben? Kan klubben være ejer af bilen? Hvad betyder det for registreringsattest, forsikring mv? Og hvad med beboerlicens - kan det opnås til flere adresser (for nuværende) i København?

Peter Stoltz Nielsen

Hej Sven Tak for din henvendelse. Der er muligt at købe en bil i fællesskab. På registreringsattesten står der dog kun én ejer og én bruger af køretøjet. Er der flere ejere eller brugere, fremgår det af Motorregistret. Den primære ejer kan selv slette rette og tilføje ejere og brugere. Hvis I køber en bil i fællesskab, vil jeg anbefale, at I får udarbejdet en samejeoverenskomst, som bl.a. regulerer fordelingen af ejerskab, brugen af bilen og udgifter og omkostninger forbundet med bilen. Det er også muligt at stifte en klub (forening), som kan være ejer af bilen. På registreringsattesten vil foreningen stå som ejer af bilen, og foreningens medlemmer vil kunne registreres som brugere. Det bør også klart reguleres, hvordan brugen af bilen og udgifterne hertil skal være iblandt medlemmerne af foreningen, og forsikringsmæssige forhold bør afklares konkret med forsikringsselskabet, som forventeligt vil have særlige vilkår afhængig af bl.a. antallet af brugere.