PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Ikke medlem af en fagforening? Sådan er du stillet ved strejke og lockout

Er du ansat ved stat, region eller kommune, og er du ikke medlem af en fagforening? Så er du måske i tvivl om, hvordan du er stillet, hvis lønmodtagerne går i strejke, eller arbejdsgiverne iværksætter en lockout. Advodan giver dig svarene her.

Opdateret 23. april 2018

De offentligt ansatte i kommuner, regioner og staten skal have nye overenskomster. Lige nu forhandler arbejdsmarkedets parter i Forligsinstitutionen. Hvis de ikke når til enighed, er der mulighed for at lønmodtagerne vil strejke fra den 6. maj, og at arbejdsgiverne kan lockoute de ansatte fra den 12. maj 2018.

Her svarer advokatfuldmægtig Anne Fredholm fra Advodan Holbæk på tre vigtige spørgsmål, der har betydning for dig, som ikke er medlem af en fagforening.

 

Skal jeg strejke?

Nej, når du ikke medlem af en fagforening, har du hverken ret eller pligt til at strejke. Det betyder, at du skal udføre dit arbejde på sædvanlig vis - også selvom alle eller en del af dine kolleger strejker. Du vil samtidig modtage din sædvanlige løn fra din arbejdsgiver.

Det er dog vigtigt, at du meddeler din arbejdsgiver, at du ikke er part i konflikten. Din arbejdsgiver ved som udgangspunkt ikke, om du er medlem af en fagforening eller ej. Du skal derfor gøre arbejdsgiveren opmærksom på, at du ikke kommer til at være en del af strejken, og at du stiller din arbejdskraft til rådighed.

Når dine kollegaer strejker, kan du i et vist omfang blive pålagt at udføre andet arbejde end sædvanligt – herunder også konfliktramt arbejde.

 

Hvad gør jeg ved lockout?

Gør din arbejdsgiver brug af sin ret til at sende de ansatte hjem uden løn – altså en lockout – er det også vigtigt, at du reagerer. I denne situation skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er part i konflikten, og at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Du vil i så fald have ret til løn som sædvanligt.

 

Er jeg dækket af en overenskomst?

Er du ansat på et område og i en stilling, som er dækket af en overenskomst, gælder den for dit ansættelsesforhold uafhængigt af, om du er medlem af en fagforening eller ej. Resultatet af overenskomstforhandlingerne vil derfor også gælde for dig, som ikke er medlem af en fagforening. 

55 kommentar

Mia

Hej Jeg er ikke medlem af en fagforening, kun HK a-kasse. Jeg er i øjeblikket på barsel. Er jeg omfattet lockouten? Mvh. Mis

Anne Fredholm

Hej Mia, Nej, når du ikke er medlem af en fagforening, er du ikke part i konflikten. Selvom du er på barsel, er det dog vigtigt, at du gør din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er part i konflikten, da din arbejdsgiver som udgangspunkt ikke ved, hvilke ansatte, der er medlem af fagforeningen. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Jakob

Hvordan skal man forholde sig hvis man ikke er i fagforening, men egentlig gerne vil Lockoutes? Altså uden løn - ingen problemer deri. Kan man meddele arbejdsgiver, at man ikke er i fagforening, men gerne vil Lockoutes uden løn?

Anne Fredholm

Hej Jakob, Når du ikke er medlem af fagforeningen, er du ikke omfattet af lockouten. Såfremt du alligevel udebliver fra arbejde, vil dette blive betragtet som uberettiget udeblivelse, hvilket kan begrunde en bortvisning. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Hanne

Jeg er omfattet af lockouten (og ikke strejken), hvis den bliver en realitet. Hvordan skal man forholde sig under en lockout? Skal man møde op ved fagforeningen eller arbejdspladsen?

Anne Fredholm

Hej Hanne, Hvis du er medlem af en fagforening, vil jeg opfordre dig til at kontakte denne og følge dens instrukser i forbindelse med en eventuel kommende lockout. Hvis du ikke er medlem af en fagforening, skal du som udgangspunkt fortsætte arbejdet under en lockout. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Tom

Jeg er ikke medlem af en fagforening. Men, jeg vil gerne for egen regning være en del af strejken/lockouten i solidaritet/sympati med det, der sker for mine OK kollegaer... Skal jeg så bare lade være med at oplyse min leder om at jeg ikke er med i en fagforening?

Anne Fredholm

Hej Tom, Når du ikke er medlem af en fagforening, er du ikke berettiget til at strejke. Vælger du alligevel at strejke, er der tale om uberettiget arbejdsnedlæggelse, hvilket kan begrunde bortvisning fra arbejdsgivers side. Du vil ligeledes ikke være omfattet af en lockout. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Lone Vedholm

Jeg er ansat i fleksjob og er derfor ikke i fagforening. Kan jeg lockoutes?

Anne Fredholm

Hej Lone, Når du ikke er medlem af en fagforening, skal gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er part i konflikten, og at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Du er herefter berettiget til løn uanset, om din arbejdsgiver vil have dig til at arbejde under lockouten eller ej. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Birte

Hej Jeg er i den situation at jeg har meldt mig ind i en fagforening efter skæringsdatoen der hedder 1 jan. ( dvs jeg ikke er berettiget konfliktunderstøttelse) Vi har på arbejdet lige haft besøg af en af en fagforeningsmand. Vi spurgte ham hvordan man skal forholde sig til, at vi under lockout, skal stå til rådighed/deltage i lockouten uden at vi får økonomisk kompensation? Bliver det forventet at man selvbetalt møder op hver dag til demonstrationer mm hos tillidsmand? Eller hvordan skal man forholde sig i denne situation. Med Venlig hilsen Birte

Anne Fredholm

Hej Birte, Som medlem af en fagforening, er du forpligtet til at følge dens instrukser i forbindelse med strejke og lockout. Dette gælder også selvom du ikke er berettiget til konfliktunderstøttelse. Med venlig hilsen Anne Fredholm

søren jørgensen

jeg er ikke medlem af en fagforening. Hvad gør jeg hvis arbejdsgiver ikke vil udbetale min løn under konflikt?

Anne Fredholm

Hej Søren, Din arbejdsgiver er forpligtet til at udbetale dig løn. Sker dette alligevel ikke, vil jeg opfordre dig til at tage kontakt til en advokat. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Anne S

Normalt får jeg fast mdr løn, er ansat på sygehus. Nu er jeg sygemeldt pga stress/depression, er lige blevet sygemeldt. Ikke medlem af a-kassen. Normalt får jeg løn ved sygdom ifølge overenskomst, hvad nu under konflikten/lockout?

Anne Fredholm

Hej Anne, Hvis du ikke er medlem af den fagforening, som forhandler din overenskomst, bliver du ikke part i konflikten. Du er derfor ikke forpligtet til at strejke, ligesom du som udgangspunkt ikke bliver omfattet af en lockout. Selvom du er sygemeldt, er det dog vigtigt, at du giver din arbejdsgiver meddelelse om, at du ikke er medlem af en fagforening, og at du dermed ikke er part i konflikten. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Özlem Gülüzar Yilan

Hej.. Jeg har dagen før varslet for lockout meldt mig ind i fagforening og a-kasse.. er jeg Så omfattet af lockout og strejke? Jeg vil jo muligvis ikke kunne for betaling fra a-kassen?

Anne Fredholm

Hej Özlem, Ja, hvis du er medlem af den fagforening, som forhandler din overenskomst, er du omfattet af konflikten. Dette gælder også selvom du som følge af en karensperiode i fagforeningen ikke er berettiget til konfliktstøtte. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Maria

Jeg er ansat som pædagog og er medlem af BUPL. Jeg er også blevet udpeget til at strejke og bliver også lockoutet. Jeg er også ansat som kirkesanger i 2 kirker og jeg er ikke medlem af kirkemusikereforeningen så som kirkesanger er jeg ikke ret til at strejke og bliver hellere ikke lockoutet eller hvad?

Anne Fredholm

Hej Maria, Ja, det er korrekt. Du kan godt være omfattet af konflikten i relation til én ansættelse uden at være det i en anden. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Pernille Frandsen

Jeg fortryder min indmeldelse i HK, der skete i panik inden strejken blev varslet. Kan det virkelig passe, at jeg ikke kan melde mig ud af HK under en konflikt? Havde jeg bare fundet denne side inden konflikten, så havde jeg ikke behøvet at melde mig ind.

Anne Fredholm

Hej Pernille, Ja, i de fleste fagforeningers vedtægter er der en bestemmelse om, at man medlemmer ikke kan melde sig ud under en konflikt. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Frank Christensen

Hej, jeg er godt nok medlem af en fagforening der har varslet strejke, og jeg er osse i risikogruppen for at blive lockoutet. Jeg ønsker hverken at strejke eller at blive lockoutet men blot at passe mit arbejde. Ingen (hverken arbejdsgiver eller kollegaer) kender til mine privat faglige forhold. Så mit spørgsmål er følgende: Jeg ønsker fortsat at arbejde under konflikten og meddeler selvfølgelig dette til min arbejdsgiver, med forventning om løn, uanset om jeg skal arbejde eller bliver lockoutet. Så jeg tænker at hvis jeg blot holder kortene tæt ind til kroppen (tier stille) så får det vel ingen konsekvens for mig. ?

Anne Fredholm

Hej Frank, Som medlem part i konflikten er du forpligtet til at strejke, såfremt det bliver varslet, ligesom du bliver bundet af en lockout fra arbejdsgivers side. Jeg vil opfordre dig til at se i din fagforenings vedtægter hvad angår konsekvensen af manglende efterlevelse af instrukser i forbindelse med en konflikt. Selvom du ikke oplyser over for din arbejdsgiver, at du er medlem af fagforeningen, skal du være opmærksom på, at Jeres tillidsrepræsentant er bekendt med, hvilke ansatte, der er medlemmer. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Peter Svenningsen

Hej Anne Jeg er ansat i en børnehave som pædagog siden 1/12-17, efter jeg stoppede som leder (i en anden institution). Er dog stadig medlem af ledernes fagforening og a-kasse, som oplyser mig om at jeg ikke kan dækkes af dem økonomisk ved en lockout, da jeg står forkert. Har forsøgt at blive flyttet til BUPL, uden held. Er jeg fagligt organiseret, når jeg står forkert og ikke kan flyttes til hvor overenskomsten forhandles? Vil jeg have mulighed for at beholde min løn, hvis jeg melder at jeg står til rådighed, til den øverste leder i kommunen på dagtilbudsområdet? Vh. Peter..,

Anne Fredholm

Hej Peter, Hvis du er ansat under BUPL's overenskomst, men du ikke er medlem af fagforeningen, er du ikke part i konflikten. Dette skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på i tilfælde af lockout og samtidig gøre opmærksom på, at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Du vil herefter være berettiget til at modtage løn. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Gitte Sønnichsen

Hej Jeg er i a-kasse hos BUPL ikke medlem, vi er ikke udtaget til Strejke. Bliver jeg lockout ramt når jeg ikke er medlem?!mvh Gitte

Anne Fredholm

Hej Gitte, Når du ikke er medlem af en fagforening, gælder det, som er anført i artiklen. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Jette

Er medlem af HK. Jeg i januar købt en rejse. Har nu søgt dispensation, da jeg mister en del penge på den. Har fået at vide, at de overvejer og hvis, får jeg ikke dækning for min løn, så alt i alt koster konflikten mig en del penge uanset hvad. Jeg overvejer at melde mig ud, da jeg først kan få besked efter konflikten er sat igang og selvom jeg helst ville tage "en for gruppen", mit spørgsmål er nu, kan det virkelig passe, at der er lovhjemmel til at hindre mig i at tage på ferie, når den er bestilt og betalt før udmelding om konflikt, når de så ikke dækker min løn?

Anne Fredholm

Hej Jette, Når du deltager i en lockout, er du forhindret i at afholde ferie. Dette står direkte i loven. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Martin

Hej :-) Jeg er medlem af BUPL, men overvejer kraftigt at melde mig ud. Hvis jeg melder mig ud af fagforeningen så sent i strejke og lockout forløbet, skal jeg så stadig strejke og bliver jeg stadig lockout ramt..??

Anne Fredholm

Hej Martin, Det følger af BUPL's vedtægter, at udmeldelse kan ske med en måneds varsel til udgangen af en måned. På nuværende tidspunkt vil udmeldelse således som udgangspunkt tidligst ske til udgangen af april. Derudover følger det af vedtægterne, at udmeldelse ikke kan ske, når man er inddraget i en løbende konflikt, medmindre BUPL's hovedbestyrelse giver tilladelse dertil. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Gitte

Jeg er medlem af BUPL og risikerer at lockouten rammer mig. Jeg har planlagt bryllup og bryllupsrejse i perioden der kan ske at rammes. Hvad sker der hvis jeg tager afsted alligevel?

Anne Fredholm

Hej Gitte, Som part i konflikten må du ikke tage på ferie under en lockout. Hvad angår konsekvenserne af alligevel at tage på ferie, må jeg opfordre dig til at se i din fagforenings vedtægter eller kontakte fagforeningen. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Anja

Jeg er ikke en del af konflikten, hvilket lader mig i tvivl om, hvorvidt jeg må træde ind i et kommunalt nødberedskab omkring f.eks. ydelsesudbetaling. Jeg er ansat på beskæftigelsesområdet, men ikke på ydelseskontoret. Kan min faglige organisation (ej konfliktpart) pålægge mig at afvise arbejdsgivers ønske om indtræden i nødberedskab?

Anne Fredholm

Hej Anja, Det er overenskomstens parter, der iværksætter et eventuelt nødberedskab. Såfremt du af din arbejdsgiver pålægges at være en del af dette, er du forpligtet til at følge denne ordre. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Line Miltz

Jeg er skolepædagog og ikke medlem af en fagforening. Min arbejdsplads er ikke ramt af en evt. strejke, men vil blive ramt af en mulig lockout. Jeg har forstået på jeres svar, at jeg som udgangspunkt skal meddele min leder at jeg ikke er en del af konflikten, da jeg ikke er medlem af en fagforening og heraf forsat stå til rådighed for arbejde. Jeg er dog gravid og gået på barsel, så hvordan er jeg så stillet?

Anne Fredholm

Hej Line, Har du ret til løn under din barsel, har du også dette, selvom der kommer lockout, eftersom du ikke er medlem af en fagforening. Selvom du er på barsel, er det dog vigtigt, at du informerer din arbejdsgiver om, at du ikke er part i konflikten. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Charlotte Laurberg

Jeg arbejder på et bosted, er pt. Ikke medlem af en fagforening. Jeg har 2 planlagte feriedage slut april, som giver mig en uges fri til at rejse til Rom, på en længe planlagt ferie. Hvordan er jeg stillet ift at afholde planlagt ferie, hvis lockouten træder i kraft? Mvh. Charlotte Laurberg.

Anne Fredholm

Hej Charlotte, Når du ikke er medlem af en fagforening, kan du godt holde en planlagt ferie under konflikten. Det er dog vigtigt, at du gør arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er part i konflikten. Med venlig hilsen Anne Fredholm

K

Hej, jeg er medlem af en fagforening (DM) men det viser sig at jeg tilhører en anden overenskomst som relaterer sig til min grunduddannelse (co10 overenskomsten) forhandlet af DS. DM varetager AC overenskomsten. Begge overenskomster er ramt af lockout på min arbejdsplads men jeg er nu i en gråzone hvor jeg ikke er dækket gennem hverken DM eller DS. DM har ved indmeldelsen oplyst at de godt kunne varetage alle mine sager og at det ikke var er problem. Jeg har i mellemtiden betalt kontingent herunder til strejke kassen. Idag oplyser DM at situationen er kommet bag på dem men at jeg ikke er dækket gennem dem og deres strejkrkasse. DS optager ikke nye medlemmer nu. Jeg formoder at jeg skal gå på arbejde selvom jeg er fagligt organiseret ? (Det forkerte sted)

Anne Fredholm

Hej K, Hvis du selv er medlem af DM, men din overenskomst forhandles af DS, er du ikke part i konflikten. Du skal derfor gøre din arbejdsgiver opmærksom på dette og meddele, at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Maja

Hej Jeg er uddannet sygeplejerske, men ikke medlem af fagforeningen. Min arbejdsplads er ikke udtaget til strejke, men vil blive ramt af lockouten, hvis det skulle blive en realitet. Jeg er på barsel(startet i december) pt med løn indtil juni, og mit spørgsmål er hvordan jeg rammes økonomisk af en mulig konflikt. Hvordan skal jeg forholde mig overfor min arbejdsgiver? Mvh

Anne Fredholm

Hej Maja, Har du ret til løn under din barsel, har du også dette, selvom der kommer lockout, eftersom du ikke er medlem af en fagforening. Selvom du er på barsel, er det dog vigtigt, at du informerer din arbejdsgiver om, at du ikke er part i konflikten. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Karina Jørgensen

Jeg har lidt vanskeligt ved at forstå det med lockout. Hvis man er kommunalt/regionalt eller statsligt ansat og ens arbejdsplads er udtaget til konfklikt/lockout, så er det vel sådan, at det arbejdsgiveren reelt gør at opsige overenskomsten. Denne overenskomst er alle kommunalt/regionalt og statslige ansatte vel ansat under - uanset, hvilken fagforening de er medlem af, de aflønnes efter overenskomsten. Det er selve overenskomsten, som ikke er fornyet - dermed kan ingen vel gå på job og få løn, hvis der er meddelt lockout, for de har ingen overenskomst, og dermedingen lønaftale, som de kan aflønnes efter.

Anne Fredholm

Hej Karina, Det er ikke helt korrekt. Når man ikke er part i konflikten, kan og skal man som udgangspunkt fortsætte sit arbejde på sædvanlig vis og man har samtidig ret til løn. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Karen

Jeg vil spørge om jeg kan tage på planlagt ferie som ikke medlem af en fagforening? Dog er jeg med i akassen hos HK som efterlønner. Jeg er efterlønner med14 timers ansættelse i en kommune i to daginstitutioner under HK relateret kontorarbejde.

Anne Fredholm

Hej Karen, Når du ikke er medlem af en fagforening, kan du holde din ferie som planlagt. Det er dog vigtigt, at du orienterer din arbejdsgiver om, at du ikke er medlem af en fagforening. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Per Jensen

Hvem kan varsle lockout? Når stat/kommune/region har varslet en lockout på ansatte under bestemte overenskomster som er tilfældet nu, kan en lokal arbejdsgiver, eks. en børnehave eller en kirke, så selv gå ind og varsle lockout af andre medarbejdere (eks. uorganiserede) eller på andre tidspunkter? Er det ikke forhandlingens parter der skal varsle lockout og en lokal enhed er vel ikke som sådan en part i forhandlingen?

Anne Fredholm

Hej Per, Jo, det er alene forhandlingsparterne, som kan varsle lockout. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Janne

Jeg er sygeplejerske og ansat på en afd., som ikke er udtaget til strejke, men som vil blive ramt af lock-out. Jeg er ikke medlem af en fagforening, og skal derfor fortsat arbejde i tilfælde af lock-out. Jeg har fået at vide, at der vil blive lukket ned for alles arbejdsmail uanset om man skal lock-outes eller ej. Må de gerne lukke min mail, når jeg skal arbejde? I tilfælde af blokade, så vil jeg ikke kunne meddele min chef, at jeg fortsat stiller mig til rådighed, hvis min mail er spærret. Hvordan skal jeg så kunne gøre dette? Jeg har også fået at vide, at jeg skal være til rådighed 24-7 og kan blive sat til at dække vagter på andre afdelinger (hvor der er behov pga nødberedsskab). Må de gerne flytte mig rundt på den måde, og må de ændre i de arb. tider som er planlagt i vagtplanen? Derudover er jeg ansat på en afdeling som er fordelt på to matrikler og jeg har vagter på begge matrikler men primært den ene. Hvis jeg under lock-out ifølge vagtplanen er planlagt til at skulle arbejde på den ene matrikel (den primære), som vil blive lukket helt ned i forbindelse med lock-outen, må de så gerne forlange at jeg skal møde op på den anden matrikel og deltage i nødberedskabet, når det ikke er planlagt på forhånd i og med at jeg i forvejen har vagter på den matrikel af og til? Tak for svar, Janne

Anne Fredholm

Hej Janne, Hvis din arbejdsmail bliver lukket ned under en lockout, må du give besked til din arbejdsgiver på anden vis, f.eks. fra din private mail. Under en lockout vil din arbejdsgiver godt kunne kræve, at du møder op på planlagte vagter et andet sted end planlagt, når der er tale om et sted, hvor du sædvanligvis arbejder. Hvis din kontrakt eller overenskomst ikke anfører, at du kan blive pålagt at stå til rådighed 24/7 samt at møde på andre afdelinger med en vis varsel, vil du som udgangspunkt ikke kunne blive pålagt dette. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Janne

Hej Jeg er som nævnt sygeplejerske og ikke medlem af fagforening. Min kontrakt siger, at jeg er ansat med hovedtjenestested på afd. "X" og øvrige tjenestesteder vil være afd. "Y". Samtidig står der, at jeg er omfattet af de løn- og ansættelsesvilkår, der er beskrevet i overenskomsten for ikke-ledende personale på SHK området indgået mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Sygeplejeråd. Der er tale om, at man vil benytte medlemmer af DSR til at dække nødberedsskabet på de afd. hvor hver enkelt medlem er ansat. De som ikke er medlemmer vil man så (som straf for ikke at være medlem) sætte til at arbejde i nødberedskab på andre afdelinger på sygehuset. Ud fra, hvordan min kontrakt er formuleret, må de så gerne gøre dette? De må vel kun benytte min arbejdeskraft på afd. "X" og "Y"? Og hvis de ønsker at ændre i min arbejdsplan, så gælder samme varslingsregler vel som vanligt? Jeg har desuden planlagt ferie fra 9/4-13/4. Den må de vel ikke ændre på? Tak for svar

Anne Fredholm

Hej Janne, Når du ikke er medlem af en fagforening, og dermed ikke er part i konflikten, kan du som udgangspunkt holde en planlagt ferie under konflikten. Da den øvrige del af dit spørgsmål er meget specifikt, kan jeg ikke give en besvarelse her på siden. Hvis du ønsker en rådgivning i forbindelse med din situation, er du dog velkommen til at kontakt mig pr. mail, hvorefter jeg vil vende tilbage til dig. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Mette Berggreen Olsen

Hej Anne Fredholm. Vi er 3 fleksjobbere som er ansat på et Bibliotek og dermed kommunalt ansat.. 2 af Os er ikke medlem af Fagforening den sidste er. Hvordan skal Vi forholde Os ved strejke. Der er megen tvivl om Vi får almindelig løn under strejke. En fjerde Kollega som er Senior ansat men medlem af 3F .... Må hun gå på arbejde. Hilsen Mette

Anne Fredholm

Hej Mette, Som udgangspunkt er I som ansatte i fleks- og seniorjob ansat under almindelige vilkår, og det anførte gælder derfor også for Jer. Dine kollegaer, som er medlem af 3F, kan blive pålagt at strejke ligesom de kan blive lockoutet. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Charlotte

Hej jeg er ansat på en skole som husassistent medlem af 3 F hvordan er jeg stillet ved strejke og lockout?

Anne Fredholm

Hej Charlotte, Nu kender jeg ikke dit ansættelsesforhold, herunder hvilken overenskomst du er omfattet af. Som medlem af 3F vil jeg opfordre dig til at tage kontakt til dem. Med venlig hilsen Anne Fredholm

FLEMMING

Hej jeg ansat som lære på fleksjob og ikke medlem af nogen fagforening hvordan er jeg stillet ved strejke og lockout?

Anne Fredholm

Hej Flemming, Når du er ansat i fleksjob, er du som udgangspunkt ansat under almindelige vilkår. Det i artiklen beskrevne gælder derfor også for dig. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Birgit

Hej Advodan Jeg er regions ansat, ikke medlem af fagforening, sygemeldt og afventer partshøring i opsigelse pga sygdom. Hvordan er jeg stillet under lockout hvis opsagt pr. 1/4? Pfh tak!!

Anne Fredholm

Hej Birgit, Strejken vil tidligst kunne starte 4. april, mens lockouten tidligst kan starte 10. april. Hvis du er opsagt pr. 1. april, bliver du derfor ikke ramt. Med venlig hilsen Anne Fredholm

susanne

Som jeg læser opslaget, får man løn hvis man ikk er i fagforening...men til rådighed. Som fleksjobber fik jeg at vide af fagforeningen, at jeg ingen penge ..hverken løn eller fra fagforening...fik, hvis jeg ikke havde mulighed for at komme på arbejde...både ved strejke og lockout...det er jo ikke det samme der står her...endnu mere forvirret end før.

Anne Fredholm

Hej Susanne, Hvis du ikke er medlem af en fagforening, har du ikke mulighed for at strejke. Du skal derfor møde på arbejde, selvom dine kollegaer strejker. Du har samtidig ret til løn. Som udgangspunkt lockouter arbejdsgiver kun de organiserede medarbejdere. Du skal derfor gøre opmærksom på, at du ikke er organiseret og at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Du vil herefter have ret til løn. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Randi

Min chef er mellemleder. Er han min arbejdsgiver eller skal jeg længere op i systemet?

Randi

Hov jeg glemte lige; jeg er i fleksjob. Skal jeg selv tage fat i Udbetaling Danmark eller går det automatisk efter jeg har meddelt min arbejdsgiver, at jeg ikke er organiseret? Tusind tak for at tage jeres tid til at hjælpe os alle :)

Anne Fredholm

Hej Randi, Du skal give besked til din øverste leder. Når du har givet besked om, at du ikke er omfattet af konflikten og at du stiller din arbejdskraft til rådighed, modtager du løn på sædvanlig vis. Din arbejdsgiver tager ikke fat i Udbetaling Danmark. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Rita Pederden

Hej jeg er ansat i seniorjob med opgaver inden for 3 f overenskomst - jeg medlem af HK og har været det det meste af nu arbejdsliv - HK anbefaler jeg flytter over til 3 F men det er jeg ikke interessserer i da jeg kun har 7 mdr tilbage før efterløn - jeg udfører jo i seniorjobbet også kun opgaver som ikke ville blive udført hvis jeg ikke var der - dvs det kan jo ikke være konfliktramt arbejde - vil det ikke være ok at fortsætte i HK og så meddele arbejdsgiveren at jeg arbejder uanset konflikt/lockout ?

Anne Fredholm

Hej Rita, Når du er ansat i seniorjob, er du som udgangspunkt ansat under almindelige vilkår. Du godt fortsætte med at være medlem af HK og gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er part i konflikten. Du skal herefter fortsætte med at udføre dit arbejde på sædvanlig vis. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Anne Frische

Hej Er ikke medlem af den fagforening der har forhandlingsretten/ på mit område og skal således ikke strejke og kan ikke blive “lockoutet” og tilbyder således min arbejdskraft som vanligt ...men må jeg varetage andet arbejde end det som er mit sædvanlige ... altså er der begrænsninger i det arbejde som min arbejdsgiver må sætte mig til at udføre i forbindelse med strejken.. Vh Anne

Jytte Lund Lorentsen

Hej Jeg er fleksjobbet, jeg et ikke i fagforening. Jeg er ansat i fleksjob 5 timer som ufaglært pædagog medhjælper ( 1 t 40 min x 3 dage, i 3 forskellige børnehaver, under samme ledelse), i en strejke ramt kommune ( Herning), bor i en ikke strejke ramt kommune ( Holstebro). Har fået følgende SMS fra den pædagogisk leder: Ved lockout kan du ikke komme på arbejde og får heller ikke løn. Du får med andre ord fri og kommer selv til og betalefor det. Ved strejke kun. Skal du møde ind, men så kun for og lave praktiske opgaver, da der er ikke børn. Jeg spurgte på ydelses kontoret, hvad jeg gør, ved lockout og ingen løn, så skulle jeg komme derned og søge om kontanthjælp, fik dermed en lap med hjem om, hvad jeg skal have med af dokumentationer, samt en dokumentation fra arbejdet at, jeg er locoutet. Hvis jeg skal søge kontanthjælp, skal jeg så efter lockout, hele møllen igennem igen med og skal visiteres til fleksjob? Hvordan og hvorledes er jeg stillet? Med venlig hilsen Jytte Lund Lorentsen

Anne Fredholm

Hej Jytte, Hvis du ikke allerede har gjort din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er medlem af en fagforening, bør du i første omgang gøre dette. Jeg kan desværre ikke give dig nærmere svar omkring din konkrete sag her på siden, men du er velkommen til at kontakte mig pr. mail, hvis du ønsker en egentlig rådgivning i sagen. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Anne Fredholm

Hej Anne, Jeg er i tvivl om, hvad dit spørgsmål er. Vil du prøve at formulere det igen? Med venlig hilsen Anne Fredholm

Thomas

Hej Hvis man er ansat som tilkalde vikar på en folkeskole. Altså ingen inden faste timer eller skema. Og man hverken er medlem af fagforening eller A kasse, hvad gør man så og er man berettiget til noget?

Anne Fredholm

Hej Thomas, Du skal gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er part i konflikten og at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Du vil herefter kunne udføre arbejde og modtage løn på sædvanlig vis. Bliver du ikke kaldt på arbejde som følge af strejke eller lockout, og har du ikke en ansættelseskontrakt, som sikrer dig et vist antal timer pr. måned, har du ikke krav på løn. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Gitte Skovbjerg

Hej Jeg er pædagog i en institution som er påvirket af strejke + lockout... Jeg er/har været sygemeldt siden jul, og jeg er ikke medlem af en fagforening. Hvordan er jeg stillet og hvad skal jeg gøre??

Anne Fredholm

Hej Gitte, Hvis strejke eller lockout bliver aktuelt, skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er part i konflikten, idet du ikke er medlem af en fagforening. Du vil herefter være berettiget til løn på sædvanlig vis. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Lærke Knokgaard

Hej, mit navn er Lærke. Jeg har hørt meget om denne her lockout, og er meget i tvivl om, om det kommer til, at påvirke mig, eller ikke. Jeg går pt i 10 klasse, på holbæk 10 klassecenter. Kan jeg stadig gå i skole som jeg har gjort, eller bliver det afskaffet?

Anne Fredholm

Hej Lærke, Jeg kan desværre ikke svare på, i hvilket omfang netop din skole er omfattet. Du skal dog fortsætte med at møde i skole som du plejer, hvis du ikke får andet at vide. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Peter Bach Nielsen

Hej Advodan Jeg arbejder på en skole i Skanderborg Kommune i rengøring. Jeg er kun i a-kassen i 3f. Har fået besked fra vores chef som har talt med 3F at vi ikke for løn fordi vi er lockoutet og de vil lave blokade så vi ikke kan udføre vores arbejde og derfor for vi ingen løn. Er det rigtigt? Er det hvad loven siger? Hvad er vores rettigheder? N.b. det er Vedr. Evt. Lockout d. 10 april. Vh. Og tak. Peter

Anne Fredholm

Hej Peter, Se mit svar ovenfor. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Peter Bach Nielsen

Hej Advodan Jeg arbejder på en skole i Skanderborg Kommune i rengøring. Jeg er kun i a-kassen i 3f. Har fået besked fra vores chef som har talt med 3F at vi ikke for løn fordi vi er lockoutet og de vil lave blokade så vi ikke kan udføre vores arbejde og derfor for vi ingen løn. Er det rigtigt? Er det hvad loven siger? Hvad er vores rettigheder? N.b. det er Vedr. Evt. Lockout d. 10 april. Vh. Og tak. Peter

Anne Fredholm

Hej Peter, Når du ikke selv er medlem af en fagforening, skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på dette, såfremt der kommer lockout. Du skal samtidig gøre opmærksom på, at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Bliver du bedt om ikke at møde på arbejde efter at have meddelt ovenstående, kan du blive hjemme. Det anbefales at du får meddelelsen på skrift. Hvis du har fået meddelelse om at fortsætte dit arbejde, og dine organiserede kollegaer blokerer arbejdspladsen, skal du - efter at have mødt op og konstateret, at du ikke kan komme ind - give besked til din arbejdsgiver om dette og samtidig oplyse, at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Du vil herefter være berettiget til at modtage løn på sædvanlig vis. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Peter Bach Nielsen

Har nu fået at vide fra vores chef at vi er teknisk opsagt fra staten ved lockout og derfor har ingen krav på løn i lockout perioden. Er det nu en smuthul eller virkelige i forhold til loven. Tak Peter

Anne Fredholm

Hej Peter, Hvis det er fordi du er ansat hos et rengøringsfirma og dermed har en anden arbejdsgiver end lærerne, som er lockoutet, og du bliver ledig som følge af lockouten, kan du søge om dagpenge. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Peter Bach Nielsen

Jeg er ikke i en rengøringsfirma. Jeg er ansat af Skanderborg Kommune. Ændre det på om jeg må søge om dagpenge? Er det i min ret at få det på skrift at jeg er teknisk opsagt så at jeg kan søge dagpenge?, uden at det er grund til endelige fyring. De siger at jeg beholder min anciennitet ved teknisk opsigelse og mit arbejde fortsætter som sædvanlig ved lockoutets ophør. Men chefen hentydet til at hvis jeg skal havde på skrift at jeg var teknisk opsagt kun det betyde rigtigt fyring. Jeg ved ikke om han har noget at have det i når han siger det. Jeg har trods alt opsigelses frist på 6-8 måneder på grund af ancienniteten. Jeg er virkelige på vildrede med alt det her, jeg er taknemmelig for deres hjælp. Vh Peter

Peter Bach Nielsen

Hej igen Anne For at gøre dit lidt mere klart: I først omgang så siger jeg til arbejdsgiveren, altså min chef og skanderborg kommune at jeg har ret til løn, da jeg ikke er en del af konflikten. Jeg viser min chef jeres indlæg. Det for jeg i først omgang bekræftelse på, at jeg har ret til løn, ligesom jeres råd i dette tråd besvar. Da det bliver klart for dem at jeg har ret til løn under konflikten, for jeg svar at jeg er 'teknisk opsagt' og derfor ikke har ret til løn. Så kommer mit spørgsmål: kan jeg blive opsagt på denne måde, der er en helt procedure til opsigelse der skal træde i kraft, og den er slet ikke overholdt, forunden har jeg 6—8 måneders opsigelses periode. Så hvordan kan jeg blive opsagt på denne måde, og hvor lander jeg i forhold til at søge dagpenge fra fagforeningen? Er det overhoved lovligt at blive opsagt på denne måde? Kan jeg blive indstillet til fyring, altså rigtigt opsagt hvis jeg søger dagpenge? Jeg mener at hvis jeg er opsagt så er jeg opsagt og der skal træde en hel procedure i gang, og da jeg ikke har gjort noget i forhold til at blive opsagt, er det overhovedet lovligt det de gøre og siger? Har de ret til at opsige mig pga. lockoutet, eller er det en snedigt måde at ikke skulle overholde loven og betale det løn som jeg er berettet til? Jeg håber at jeg har udtrykt mig klart, og tak igen for jeres hjælp i denne sag. Vh Peter

Anne Fredholm

Hej Peter, Da dit spørgsmål er meget specifikt og kræver et længere svar samt eventuelt gennemgang af nogle dokumenter, kan jeg ikke besvare det her på siden. Ønsker du en rådgivning i forbindelse med din situation, er du dog meget velkommen til at sende mig en mail, hvorefter jeg vil tage kontakt til dig. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Peter Bach Nielsen

Tak Anne Jeg vender tilbage hvis det er nødvendigt. Lige nu ser det ud til at kommunen vil godt overholde vores ret til løn og at det er 3F som er utilfreds og spænder ben. Chefen siger at nu er det 100% fast at vi for vores løn. Jeg siger "let's wait and see'. Jeg siger mange tak for deres hjælp i det som har vært en svært og uoverskuelige situation.

J F Justesen

Hej Jeg er socialrådgiver og medlem af Foa,( en længere historie) Foa forhandler ikke overenskomst med socialrådgivere. Hvordan er jeg stillet? Har fået så meget forskelligt at vide, at jeg er blevet noget forvirret. Skal jeg arbejde ved lock out? eller skal jeg gå hjem og hvilke strejkemidler har jeg ret til?

Anne Fredholm

Hej J, Hvis lockouten bliver en realitet, skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er organiseret i Dansk Socialrådgiverforening og derfor ikke er part i konflikten. Du skal samtidig oplyse, at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Såfremt du alligevel bliver bedt om ikke at komme på arbejde, kan du blive hjemme. Det anbefales, at du beder om at få dette på skrift. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Tina Jensen

Jeg er medlem af fagforening og min arbejdsplads er udtaget til strejke. Fagforeningen har nu ændret vilkårene for strejken så markant, at jeg ikke længere ønsker at strejke. Hvordan er jeg stillet? Har jeg pligt til at strejke? eller er det er ret? og kan jeg vælge at undlade at strejke og i stedet for møde på arbejde, selvom jeg af fagforeningen er udtaget til strejke? Vil jeg da få løn hvis jeg møder på arbejde og ikke strejker ? vh Tina

Anne Fredholm

Hej Tina, Når du er medlem af en fagforening og er udtaget til at strejke, er for forpligtet til dette. Du kan således ikke vælge at møde på arbejde, når du er pålagt at strejke. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Mette Woetmann

Jeg er sundhedsplejerske og betaler til A-kassen DSA , betaler samtidig til DSR men kun som passivt medlem, hvordan er jeg stillet under en evt. strejke og under en evt. lockout ? Er jeg som passivt medlem af DSR ligestillet med en der betaler fuldt til fagforeningen ? DVS at jeg vil blive lockoutet, men uden at få løn ? VH Mette

Anne Fredholm

Hej Mette, Jeg vil opfordre dig til at kontakte DSR for at få en afklaring på, hvad konsekvensen af dit passive medlemsskab er. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Karl Christiansen

Hej Jeg er pædagogmedhjælper på en institution hvor det kun er pædagogerne der er sat til at strejke. Derfor bør alle pædagogmedhjælpere møde op og udføre deres job. Nu er det sådan at pædagogerne har planlagt at stille sig ude foran institutionens hovedindgang og sørge for at medhjælpere ikke kan komme ind ad døren. De medhjælpere der er medlem af en fagforening, kan ringe til deres fagforening og vist få en form for løn, men hvad med mig som ikke er medlem af en fagforening? Hvordan kan jeg sørge for at få min løn, hvis jeg ikke kan komme ind på min arbejdsplads?

Anne Fredholm

Hej Karl, Det er vigtigt at du møder op på arbejdspladsen, selvom du ved, at nogle af dine kollegaer planlægger at blokkere arbejdspladsen. Er det ikke muligt for dig at udføre dit arbejde som følge af en blokade, skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på dette. Samtidig skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Camilla Larsen

Jeg er kommunalt ansat tandplejer og medlem af dansk tandplejerforening. Hvis jeg ikke ønsker at deltage i en evt lockout, og hellere vil blive på arbejde og holde min planlagte ferie i april/maj måned. Kan jeg så melde mig ud af fagforeningen og på den måde undgå lockout og beholde min faste løn og min planlagte ferie?

Anne Fredholm

Hej Camilla, Udmeldelse af din fagforening skal ske med en måneds varsel til udgangen af et kvartal. En udmeldelse på nuværende tidspunkt kan således som udgangspunkt først ske til udgangen af juni 2018. Derudover kan udmeldelse ikke ske, når der er afgivet konfliktvarsel og så længe konflikten varer. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Nadia Nielsen

Hej. Jeg er sygeplejerske og ikke medlem af en fagforening. Kan jeg så blive lockoutet?

Anne Fredholm

Hej Nadia, Som udgangspunkt lockouter arbejdsgiver alene de organiserede medarbejdere. I tilfælde af en lockout skal du derfor gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er en del af konflikten samt at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Siger din arbejdsgiver herefter, at du fortsat ikke skal møde på arbejde, kan du gå hjem. Det anbefales, at du får denne melding på skrift. Du vil herefter være berettiget til løn. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Gina

Jeg er uddannet pædagog og er ikke medlem af Bupl fagforening og vores daginstitution er udtaget til strejke /lockout. Skal jeg komme på arbejde og udføre andet arbejde, hvis der bliver strejke, men ikke i lockout? Kan jeg stadig tage på den planlagte ferie mandag den 21 maj, hvor vi skal rejse en uge?

Anne Fredholm

Hej Gina, Når du ikke er medlem af en fagforening, har du ikke mulighed for at strejke. Hvis din arbejdsplads rammes af lockout, skal du kontakte din arbejdsgiver og gøre denne opmærksom på, at du ikke er part i konflikten, og at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Du kan således godt udføre arbejde, selvom dine kollegaer er lockoutet. Du vil ligeledes godt kunne holde en planlagt ferie, hvis dette er aftalt med din arbejdsgiver efter arbejdspladsens regler. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Sofie Lauritzen

Jeg er fleksjobber under gammel ordning. Medlem af HK. Min arbejdsplads har ikke overenskomst med HK. Jeg antager, at jeg ikke kan blive lockoutet og miste mit job på gammel ordning?

Anne Fredholm

Hej Sofie, Hvis din arbejdsgiver alene lockouter de medarbejdere, som er medlem af den fagforening, som forhandler Jeres overenskomst, har det ingen betydning, at du er ansat i fleksjobordning. Du skal således fortsætte med at udføre dit arbejde på sædvanlig vis. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Dorte larsen

Jeg er pædagog og ikke i fagforening Hvad gør Jeg ved lockout og hvis min institution vælger at holde lukket?? Får jeg løn?? Hilsen Dorte

Anne Fredholm

Hej Dorthe, Hvis du gør din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er en del af konflikten, og du alligevel bliver sendt hjem, vil du være berettiget til løn på sædvanlig vis. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Carla Christensen

Hej Jeg er pædagogmedhjælper i Herning kommune og er ikke medlem af nogen fagforening eller a-kasse. Hvad gør jeg ved strejke/ lockout ? Hvis institutionen lukker? Mvh Carla Christensen

Anne Fredholm

Hej Carla, Du har hverken ret eller pligt til at strejke, og hvis dine kollegaer strejker, skal du fortsætte dit arbejde på sædvanlig vis. Hvis din arbejdsgiver lockouter de ansatte, skal du gøre opmærksom på, at du ikke er organiseret i en fagforening og derfor ikke er omfattet af konflikten. Hvis din arbejdsgiver alligevel holder fast i, at du ikke skal arbejde og f.eks. lukker institutionen ned, skal du bede om at få på skrift, at du er blevet sendt hjem selvom du ikke er en del af konflikten. Du vil herefter have krav på sædvanlig løn. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Carla Chrisensen

Er det min arbejdsgiver (som min nærmeste leder i institutionen) jeg skal gøre opmærksom på det, eller min arbejdsgiver (som i kommunen) jeg skal give besked? Og i så fald, hvem er det helt nøjagtigt jeg skal gøre opmærksom? Og tusind tak for svar!

Anne Fredholm

Hej Carla, Du skal give besked til din øverste leder. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Anne Alsted

Gælder de vilkår, du har beskrevet ovenfor, også for en ansat i fleksjob (ny ordning)?

Anne Fredholm

Hej Anne, Ja, det beskrevne gælder også, når du er ansat i fleksjobordning. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Nicolai

Hvad er mine rettigheder som ikke medlem ved lockout. Kan jeg afholde planlagt ferie hvis det skulle ske?

Anne Fredholm

Hej Nicolai, Under en lockout vil kunne holde planlagt ferie på sædvanlig vis, såfremt det er aftalt med virksomheden. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Marie

Men kun hvis ferien er påbegyndt før lockoutens start? Jeg er statsansat, ikke organiseret i fagforening og ej heller udtaget til lockout, men er blevet oplyst af min chef, at jeg ikke må afholde én enkelt feriedag den 13. april, såfremt lockouten træder i kraft den 9. april.

Anne Fredholm

Hej Marie, Hvis du ikke er omfattet af konflikten, kan du holde ferie på sædvanligvis. Det skal naturligvis være med arbejdsgiver. Såfremt det ikke allerede aftalt, kan din arbejdsgiver godt på nuværende tidspunkt sige, at du ikke kan holde ferie under lockouten. Med venlig hilsen Anne Fredholm

Malene

Hej. Helt speget så er jeg ansat på en HK overenskomst, fordi jeg fil vredet armen rundt da kommunen ikke ville anerkende mkn udenlandske uddannelse som akademisk (selvom jeg er organoseret i DJØF), og akademikernes akasse. Er jeg så undtaget hvis HK erne udtages t lockout?, ogsånhvis Djøfferne gør?

Anne Fredholm

Hej Malene, Hvis alene HK-medlemmerne udtages til lockout på din arbejdsplads, vil du ikke blive omfattet. Du skal dog gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er medlem af HK, og at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Hvis Djøf-medlemmerne udtages til lockout, vil du blive omfattet af dette, fordi du er medlem af Djøf. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Anja Rossau

Jeg er ansat som kirkesanger, men er ikke medlem af en fagforening. Dog er jeg, så vidt jeg ved, dækket af den fælles overenskomst for kirkesangere. Vil det sige, at jeg også bliver lockoutet, hvis den kommer?

Anne Fredholm

Hej Anja, Du kan blive lockoutet selvom du ikke er medlem af en fagforening. Det er dog mest sandsynligt, at alene de organiserede medarbejdere bliver lockoutet. Hvis det sker, skal du gøre din arbejdsgiver opmærksom på, at du ikke er organiseret, og at du stiller din arbejdskraft til rådighed. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Lisbeth

Jeg arbejder pt på et helt andet område, end jeg er organiseret på mht fagforening. Jeg er derfor omfattet af en strejkeramt overenskomst, men er i modsætning til mine kollegaer, er jeg ikke udtaget til at skulle strejke. Kan jeg blive omfattet af lockout, når jeg ikke strejker? Min fagforening har medlemmer, der er strejkevarslede på andre områder, hvis det har betydning. Hvad anbefaler du, jeg gør, hvis kollegaerne blokere adgangen til arbejdspladsen? Mine ledere på arbejdsstedet kan meget vel hænde at være omfattet af en strejke. Dem kan jeg altså ikke rette henvendelse til. Mvh Lisbeth

Anne Fredholm

Hej Lisbeth, Selvom du er organiseret på et andet område end du er ansat, vil du fortsat kunne blive ramt af en lockout. Hvis dine strejkende kollegaer blokerer arbejdspladsen, så du ikke kan komme på arbejde, skal du oplyse din arbejdsgiver om dette og samtidig oplyse, at du står til rådighed og f.eks. kan arbejde hjemmefra. Hvis din nærmeste leder strejker, skal du rette henvendelse til din øverste leder. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.

Bettina Selch

Hej Jeg er kun med i HK's a-kasse men ikke deres fagforening. Betyder det at jeg som ovenfor beskrevet hverken skal strejke eller kan logoutes?

Anne Fredholm

Hej Bettina, Ja, hvis du hverken er medlem af HK fagforening eller en anden fagforening, gælder det anførte om, at du hverken kan strejke eller lockoutes. Med venlig hilsen Anne Fredholm, adv. fm.