Forretningsbetingelser for Advodan Glostrup København
Senest opdateret 8. januar 2026
1. Anvendelsesområde
1.1. Følgende forretningsbetingelser er gældende for enhver sag, som Advodan Glostrup København A/S inklusive advokater i kontorfællesskab (herefter Advodan) påtager sig at bistå klienter med, medmindre andet er særskilt skriftligt aftalt.
Advokater i kontorfællesskab driver selvstændig virksomhed og hæfter alene for egen rådgivning. Opgaver antages og udføres af den juridiske enhed (CVR-nummer), der fremgår af aftalebrevet / opdragsbekræftelsen.
2. Sagens modtagelse
2.1. Advodan undersøger af egen drift og i overensstemmelse med Advokatsamfundets regler, hvorvidt der foreligger en interessekonflikt eller inhabilitet ved modtagelsen af sagen. Hvis dette kan konstateres at være tilfældet, vil Advodan på klientens anmodning så vidt muligt assistere med at finde en anden advokat.
2.2. I forbrugersager bekræfter vi altid opdraget skriftligt i et aftalebrev / opdragsbekræftelse og afgiver estimat over sagens omkostninger inklusive moms.
2.3. I erhvervssager bekræfter vi opdraget skriftligt, hvis det ikke fremgår klart af korrespondancen med klienten, ligesom vi efter anmodning udarbejder salærestimat. Salærestimater i erhvervssager vil altid være ekskl. moms, medmindre andet klart fremgår.
3. Sagens behandling og afslutning
3.1. Advodans bistand omfatter alene forhold, der er reguleret af dansk ret, medmindre andet er skriftligt aftalt.
3.2. Advodan har altid ophavsretten til materiale, som bliver udarbejdet i forbindelse med sagens behandling, medmindre andet er skriftligt aftalt. Klienten opnår en brugsret til det leverede materiale til brug for den konkrete sag og klientens interne formål. Alle originale dokumenter, som er blevet udleveret til Advodan under sagens modtagelse og behandling,
tilbageleveres efter aftale og som udgangspunkt ved sagens afslutning.
3.3. Advodan opbevarer sagens akter elektronisk i en passende periode efter arkivering, der som minimum udgør 5 år, og kan udgøre op til 15 år, afhængig af sagens karakter. Der henvises til Advodans databeskyttelsespolitik for nærmere oplysninger om opbevaringsperioder.
4. Honorar og udgifter
4.1. Medmindre der er indgået en særskilt skriftlig honoraraftale, fastsætter Advodan honoraret efter gældende regler for advokater med udgangspunkt i arbejdets omfang, den medgåede tid, sagens betydning og værdi for klienten, sagens kompleksitet, det med sagen forbundne ansvar, sagens udfald samt omfanget af specialistviden, der har været nødvendigt for sagens løsning.
4.2. Honoraret takseres medmindre andet er skriftligt aftalt ud fra timesatser, idet timesatsens størrelse afhænger af den enkelte medarbejders niveau, opgavens karakter og eventuelt specialistarbejde.
4.3. Såfremt der er givet overslag på størrelsen af det forventede honorar, vil Advodan altid orientere klienten, hvis det endelige honorar forventes væsentligt at ville overstige det i overslaget angivne beløb. Hvis klienten er forbruger, vil en sådan orientering altid være skriftlig. Et overslag vil altid tage udgangspunkt i de opgaver, som beskrives sammen med overslaget, og i øvrigt hvad der kunne forudses på tidspunkt for afgivelse af overslag.
4.4. Alle omkostninger og udlæg, der er direkte relaterede til sagen, betales af klienten ud over honoraret, herunder bl.a. men ikke begrænset til afgifter, gebyrer, porto, nødvendige rejse- og opholdsomkostninger samt udgifter til transport. Ved kørsel i egen bil anvendes statens takster for befordringsgodtgørelse.
5. Fakturering og betaling
5.1. Advodan foretager månedsvis fakturering alt efter den enkelte sags beskaffenhed og omfang.
5.2. Advodan kan kræve forudbetaling/deponering af hele eller dele af det forventede honorar for bistand i sagen.
5.3. I tilfælde af, at klienten meddeles retshjælpsdækning til gennemførelse af civil retssag, opkræver Advodan betaling af klientens minimumsselvrisiko på retshjælpsdækningen i henhold til klientens individuelle forsikringspolice, medmindre andet særskilt aftales.
5.4. Betalingsbetingelserne er altid netto kontant, medmindre andet er skriftligt aftalt. Ved forsinket betaling pålægges der renter efter rentelovens bestemmelser fra forfaldsdatoen.
5.5. Betaling skal ske i overensstemmelse med betalingsoplysningerne, der er anført på Advodans fakturaer.
6. Klientmidler
6.1. Advodan behandler alle modtagne klientmidler i overensstemmelse med gældende lovgivning samt Advokatsamfundets regler for klientkonti (klientkontovedtægten). Alle modtagne klientmidler indsættes på Advodans samleklientbankkonto Danske Bank eller den for klienten oprettede separate klientkonto.
6.2. Advodan kan i visse tilfælde oprette en særskilt klientkonto, hvis Advodan finder anledning hertil.
6.3
I henhold til klientkontovedtægten tilfalder alle tilskrevne renter klienten, mens negative indlånsrenter og gebyr for oprettelse af særskilt klientkonto kan kræves afholdt af klienten og modregnet i indeståender på klientkontoen. For renter af indestående på samleklientbankkonti, vil disse dog kun blive tilskrevet hhv. opkrævet hos klienten, hvis det beregnede rentebeløb overstiger 1.000 kr. pr. rentetilskrivning (kvartalsvist).
6.4
Klientens identitetsoplysninger videregives til Advodans bankforbindelse i forbindelse med indbetaling af klientmidler på Advodans klientkonti i overensstemmelse med hvidvaskloven, herunder ved indbetaling på samleklientkonti, jf. Hvidvasklovens § 38 b. Der henvises i øvrigt til Advodans informationer om forpligtelser i henhold til hvidvasklovgivningen på hjemmesiden.
7. Erstatningsansvar og ansvarsbegrænsning
7.1. Advodan fraskriver sig ansvaret for sin rådgivning, såfremt rådgivningen uden Advodans forudgående skriftlige accept anvendes til andre formål end den specifikke opgave/sag rådgivningen var rettet mod. Advodan er derfor alene ansvarlig over for klienten og kun for rådgivning, der er ydet i forbindelse med en konkret opgave/sag.
7.2. I erhvervssager er ansvaret for rådgivningen begrænset til 10 gange afregnet honorar i sagen, dog maksimum DKK 500.000 pr. sag.
7.3. Eventuelle erstatningskrav kan alene rejses mod den juridiske enhed (CVR-nummeret), der har ydet rådgivningen, og klienten afskæres således fra at rette erstatningskrav mod Advodans individuelle partnere og medarbejdere, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.
7.4. Advodan kan ikke gøres ansvarlig for fejl, der begås af rådgivere som Advodan har henvist klienten til samt underleverandører som klientens opgave overlades til efter aftale med klienten.
7.5. Advodan kan ikke gøres ansvarlig for indirekte tab eller følgeskader, herunder driftstab, tidstab, tab af data, tab af goodwill, tabt indtjeningspotentiale, tabt avance, image m.m.
7.6. Advodan rådgiver alene om forhold, der er underlagt dansk ret, jf. pkt. 3.1. og enhver udtalelse fra Advodan om forhold, der er underlagt udenlandsk ret, er uden ansvar for Advodan.