PrivatErhverv
Jylland
Sjælland
Bornholm

Få styr på AB Forbruger og AB18

AB Forbruger og AB18 er regelsæt, man kan henvise til i en entreprisekontrakt. AB18 indeholder de almindelige regler for entrepriseaftaler, hvor begge parter typisk er erhvervsdrivende, mens AB Forbruger anvendes, når bygherren handler som privatperson.

Mads Fossing
Advokat og partner

Står du overfor et byggeri – enten som entreprenør eller som bygherre – er det en god idé at være bekendt med de standardiserede regelsæt i AB-systemet. Bliver man enige om at følge fx AB Forbruger, sikrer man nemlig retfærdige vilkår for både entreprenør og bygherre på en række områder. Det betyder imidlertid ikke, at entreprisekontrakten helt kan undværes. Det kan du læse mere om her.

Har du spørgsmål til AB Forbruger, AB18 eller et andet regelsæt indenfor AB-systemet, står Advodans advokater med speciale i entrepriseret klar med rådgivning.

 

Hvad er AB-systemet?

AB Forbruger og AB18 er de mest almindelige regelsæt indenfor det såkaldte AB-system. AB-systemet indeholder ikke love, men regler, som kun gælder, når de vedtages mellem en entreprenør og en bygherre.

I AB-systemet finder man flg. regelsæt:

  • AB (AB18): De almindelige regler for entrepriseaftaler
  • ABT (ABT18): Reglerne for totalentrepriser, dvs. entrepriser, hvor projekteringsansvaret ligger hos entreprenøren
  • ABR (ABR18): Reglerne for indgåelse af aftaler med en rådgiver
  • AB Forbruger: Reglerne for entrepriseaftaler, hvor bygherren er en forbruger, der hovedsageligt handler uden for sit erhverv
  • AB Forenklet: En forenklet udgave af AB18 til mindre entrepriser
  • ABR Forenklet: En forenklet udgave af ABR18 til teknisk rådgivning uden projektering eller med projektering i mindre omfang

 

Godt at vide om AB Forbruger og AB18

Her kan du læse om nogle af de vigtigste regler i AB Forbruger og AB18 og se, hvordan de adskiller sig fra hinanden. Vil du have det fulde overblik, bør du læse regelsættene i deres fulde længde. Din Advodan-advokat kan også give dig et overblik og rådgive dig om, hvilke regler du bør være særligt opmærksom på i forhold til din konkrete situation.

 

AB Forbruger

AB Forbruger er et regelsæt, som er tiltænkt aftaler om byggearbejder for forbrugerbygherrer, dvs. private bygherrer.

Ifølge AB Forbruger gælder det at:

  1. Entreprenøren har vejledningspligt, og derfor både inden og under arbejdets udførelse skal vejlede forbrugeren.
  2. Entreprenøren skal bede forbrugeren tage stilling til, om arbejdet skal fortsættes, hvis prisen overstiger det oprindelige prisoverslag med 15% eller mere.
  3. Forældelsesfristen for en forbruger er tre år regnet fra tidspunktet, hvor manglen blev opdaget eller burde være blevet opdaget.
  4. Den absolutte forældelsesfrist er på 10 år. Herefter står entreprenøren ikke til ansvar for arbejdet.
  5. Bygherren skal reklamere ”inden rimelig tid” efter en mangel er opdaget eller burde være opdaget.
  6. Entreprenør og forbruger kun skal stille hhv. arbejdsgaranti og betalingsgaranti, hvis der indgås separat aftale om det mellem entreprenør og forbruger.
  7. Betaling først sker, når arbejdet er afleveret, medmindre der aftales andet mellem parterne.
  8. Entreprenøren kan standse arbejdet efter et skriftligt varsel på fem arbejdsdage, hvis forbrugeren ikke betaler rettidigt.

Du kan læse det fulde regelsæt her.

Det er muligt at vedtage AB Forbruger og samtidig udtage nogle af bestemmelserne og/eller lave andre om. Hos Advodan kan vi hjælpe med at skræddersy anvendelsen af AB Forbruger til jeres behov.

 

AB18

Ifølge AB18 gælder det at:

  1. Entreprenøren skal stille en sikkerhedsgaranti på 15% af entreprisesummen, hvis summen overstiger 1 mio. kr. ekskl. moms.
  2. Private bygherrer skal stille en betalingsgaranti, uanset om entreprenøren anmoder om det eller ej.
  3. Entreprenøren har ret til betaling to gange om måneden.
  4. Entreprenøren kan standse arbejdet efter et skriftligt varsel på tre arbejdsdage, hvis bygherren ikke betaler rettidigt. Er bygherren offentlig eller en almen boligorganisation er varslet fem arbejdsdage.
  5. Bygherren skal fremsætte mangelkrav mod entreprenøren senest fem år efter arbejdets aflevering.
  6. Entreprenør og bygherre skal følge et særligt regelsæt for konfliktløsning (dette gælder også mellem entreprenørerne).

Du kan læse det fulde regelsæt her.

Ligesom for AB Forbruger er det muligt at skræddersy AB18, så det passer til jeres konkrete situation. Det kan en advokat fra Advodan hjælpe jer med.

 

Har du brug for rådgivning?

Hos Advodan har vi advokater, som er specialiserede i entrepriseret og står klar med juridisk rådgivning til dig, som enten er bygherre, entreprenør eller rådgiver. Vi rådgiver om AB Forbruger, AB18 og de øvrige AB-regelsæt, ligesom vi kan hjælpe med at udarbejde eller gennemgå din entrepriseaftale.

Indsender formularen...

Tag kontakt til en entrepriseretsadvokat

Få hjælp til