PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

BBR-meddelelse: Hvad er det, hvor finder du den, og hvorfor er den vigtig?

I BBR-meddelelsen for en ejendom kan du se en lang række oplysninger om de bebyggelser og tekniske anlæg, der er på grunden.

Hvad er en BBR-meddelelse?

BBR er en forkortelse for ”Bygnings- og Boligregistret”, som er et landsdækkende register med data om alle grunde og bygninger i landet. En BBR-meddelelse er en oversigt over alle de oplysninger om en ejendom, der er registreret hos BBR. 

En BBR-meddelelse er en oversigt over alle de oplysninger om en ejendom, der er registreret hos BBR

Disse oplysninger er enten blevet indberettet af ejeren/tidligere ejere, eller også kommer de fra kommunen, som fx har modtaget dem i forbindelse med behandling af en byggetilladelse.

Oplysningerne i BBR omfatter de indre og ydre forhold for ejendommens bebyggelse og tekniske anlæg. Bebyggelse omfatter alt fra den bolig, man bor i, til carport, drivhus eller stald. Tekniske anlæg kan fx være en gylletank eller slanger til jordvarme.

Hvor kan jeg finde BBR-meddelelsen for en ejendom?

Du kan hente en BBR-meddelelse for en hvilken som helst dansk ejendom på BBR’s hjemmeside. Du får oplysningerne inden for et par minutter, og du skal ikke bruge andet end ejendommens adresse.

Hvis det er din egen ejendom, du vil finde oplysninger for, og det ikke virker ved at søge på ejendommens adresse, kan du i stedet logge ind på selvbetjeningsløsningen ”Ret BBR”. Her kan du finde oplysninger på alle de ejendomme, du er registreret som ejer af.

Hvad hvis jeg finder fejl på en BBR-meddelelse?

Som ejer af en ejendom har du pligt til at indberette det, når du opdager fejl på ejendommens BBR-meddelelse. Det gør du på ”Ret BBR”. Når kommunen har tjekket dine rettelser, vil BBR-meddelelsen blive opdateret.

Hvis fejlen vedrører vand og afløb, skal du ikke gå til ”Ret BBR”, men i stedet kontakte din kommune. Bor du i en leje- eller andelsbolig, skal du have fuldmagt til at ændre fejlagtige oplysninger fra ejeren af boligen eller bestyrelsen i foreningen.

Opdager du fejl i en BBR-meddelelse for en bolig, du ønsker at købe, skal du give sælger besked. Har du allieret dig med en boligadvokat fra Advodan, vil han eller hun normalt gennemgå BBR-meddelelsen og håndtere det, hvis der er fejl.

 

 

Hvilke oplysninger indeholder en BBR-meddelelse?

En BBR-meddelelse indeholder følgende oplysninger om en ejendoms indre og ydre forhold:

  • Hvornår ejendommens bygninger og tekniske anlæg er blevet opført
  • Arealer for bebyggelse, herunder samlet bebygget areal og boligareal
  • Beliggenhed, dvs. bygningers og tekniske anlægs geografiske placering på grunden
  • Tekniske forhold, fx ydervægsmaterialer og tagmateriale
  • Indretning, fx etager og badeværelser (ikke tapet, møbler osv.)
  • Installationer, fx oliefyr
  • Anvendelse, fx sommerhus, garage, erhvervsbrug

 

Hvad bruges BBR-oplysningerne til?

Det er både staten, regionerne, kommunerne, forsyningsselskaber og private virksomheder, som anvender BBR-oplysninger.

Eksempler på anvendelse:

  • Banken kan tjekke oplysningerne, før den bevilliger et lån
  • Kommuner kan bruge oplysningerne ifbm. behandling af en byggesag
  • Forsikringsselskabet kan tjekke, at en bygning er registreret i BBR, før den udbetaler erstatning for en skade på bygningen
  • ATP kan bruge oplysningerne i forbindelse med beregning af boligstøtte
  • Vurderingsstyrelsen bruger oplysningerne til beregning af den offentlige ejendomsvurdering
  • Skattestyrelsen bruger oplysningerne til at beregne ejendomsværdiskat

 

Få svar på flere spørgsmål om BBR-meddelelser i BBR’s vejledning.

Indsender formularen...

Har du brug for rådgivning?

Vil du vide mere?

0 kommentar

0 / 700 tegn