PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Mange bilister er ikke forsikret ved soloulykker

Vinteren er kommet til Danmark,og dermed stiger risikoen for at komme galt af sted i trafikken. Skulle du komme til skade i en soloulykke, er det ikke sikkert, du er dækket af en forsikring.

Glatføre er hvert år skyld i mange soloulykker, hvor bilen havner i grøften, i autoværnet eller rammer et træ. Kommer du til skade i en soloulykke, kan du imidlertid ikke være sikker på at få erstatning, fortæller erstatningsadvokat Litten Posselt Olsen fra Advodan.

”Situationen er speciel, når man er ude for en soloulykke. Kaskoforsikringen dækker bilen, og ansvarsforsikringen dækker automatisk skaderne på eventuelle passagerer - men som fører af bilen får du ikke dækket dine personskader. Derfor er det vigtigt at tegne en tillægsforsikring i form af en førerpladsdækning eller en førerforsikring som det også kaldes," lyder rådet fra advokaten.

Det er de færreste bilister, som har en førerpladsdækning i deres bilforsikring. Kører du fx i grøften, fordi det er glat, kan du normalt ikke få erstattet skader, der sker på dig selv.Er du derimod involveret i en ulykke med en modpart, er det modpartens forsikring, der dækker dine skader. Det gælder også selvom, det er dig, der bærer skylden for ulykken.

 

Sørg for at sikre dig selv

"Har du en førerforsikring, står du med væsentlig bedre erstatningsmuligheder i forbindelse med en soloulykke. Dækningen kan dog variere fra forsikring til forsikring. Det er derfor vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i betingelserne, inden du tegner forsikringen," siger Litten Posselt Olsen og fortsætter:

Mange førerforsikringer udbetaler erstatning efter lov om erstatningsansvar, og den adskiller sig bl.a. fra ens egen ulykkesforsikring ved også at dække helbredelsesomkostninger, tabt arbejdsfortjeneste og "svie og smerte" i en sygemeldingsperiode. Hvis ulykken giver varige personskader, kan du også få godtgørelse for varige mén og tab af erhvervsevne. En ulykkesforsikring dækker kun godtgørelser for varige mén og eventuelt nogle behandlingsudgifter."

 

Hvad koster en førerforsikring?

En førerpladsdækning - eller en førerforsikring, som det også kaldes - koster omkring 400 kroner om året.

Indsender formularen...

Brug for hjælp eller rådgivning om en konkret erstatningssag?

4 kommentar

0 / 700 tegn

Allan Odde

Jeg har lige fået forsikringstilbud fra 2 selskaber. Begge med en ulykkesforsikring på 1.000.000 ved invaliditet med en dækning fra grad 5%. Det ene selskab siger jeg ikke behøver førerdækning ved soloulykke og den anden siger det er en god ide. Den første siger at det dobbelt dækning hvis man har en ulykkesforsikring ved samme selskab. Jeg er i tvivl hvad jeg skal gøre. Med eller uden førerpladsdækning?? På forhånd tak. Vh Allan

Litten Olsen

Hej Allan, det kommer lidt an på, hvilke vilkår der gælder for de forskellige førerpladsdækninger. Hvis der er tale om en ulykkesforsikring, som alene dækker varigt mén hos føreren, så giver det måske mindre mening at tegne den, hvis du har en anden ulykkesforsikring. Men nogle førerpladsforsikringer dækker også svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab - og det er en vigtig forsikring at have i tilfælde af en solo-ulykke. Svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab dækkes nemlig ikke af en ulykkesforsikring. Jeg håber, at dette besvarer dit spørgsmål. Hvis ikke, er du velkommen til at ringe til mig på tlf. 76 41 46 95. Med venlig hilsen Litten Olsen

Jørn Richard Pedersen

Hvor relevant er en førerforsikring når man er pensionist.

Litten Olsen

Kære Jørn, en førerforsikring har sin største berettigelse i forhold til de økonomiske tabsposter, dvs. tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab. Hvis man ikke længere er aktiv på arbejdsmarkedet, vil man alligevel ikke kunne opnå erstatning for tabt arbejdsfortjeneste/erhvervsevnetab. Førerforsikringen vil dog kunne udbetale godtgørelse for varige mén og dermed fungere som en ekstra ulykkesforsikring, men har man i forvejen en ulykkesforsikring med en fornuftig dækningssum, kan man jo overveje, om førerforsikringen er nødvendig.

John

Hej Jeg skriver dette spørgsmål angående min søn som kørte frontalt sammen med en lastbil og blev dræbt. Han havde forsikring hos autobrancens Bilforsikring hvor man desværre ikke har mulighed for at tegne førerpladsdækning hvilket vi ikke vidste. Hvis han er skyld i ulykken hvordan er han forsikrings mæssig stillet ? mvh. john

Litten Olsen

Kære John. Jeg kondolerer med dit tab. Uanset hvem der var skyld i ulykken, så skal lastbilens ansvarsforsikring betale erstatning i anledning af din søns død. Lastbilens ansvarsforsikring skal således betale begravelsesudgifter mv., og hvis din søn havde børn eller en samlever, skal der også betales erstatning for tab af forsørger. Jeg vil anbefale dig at kontakte lastbilens ansvarsforsikring og rejse krav om erstatning. Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du får brug for hjælp i den forbindelse.

Gustav

Jeg synes det er vildt, at man kan have både kasko- og ansvarsforsikring og alligevel ikke være dækket, hvis man kører galt i vintervejret. Som der står i artiklen, "Situationen er speciel, når man er ude for en soloulykke. Kaskoforsikringen dækker bilen, og ansvarsforsikringen dækker automatisk skaderne på eventuelle passagerer - men som fører af bilen får du ikke dækket dine personskader". Det lyder som om, det er en god ide at få sig en førersikring, men hvis ikke, så skrev Business.dk en artikel om, hvordan man undgår at køre galt om vinteren. Den er helt klart et kig værd: http://www.business.dk/transport/saadan-undgaar-du-biluheld-om-vinteren En anden ting som overrasker mig lidt er, at bilforsikringen ikke altid dækker de skader, som sker på grund af vind og vejr. Samlino skrev en artikel om emnet frostskader som også er et kig værd, som kan findes her: http://www.samlino.dk/blog/er-du-forsikret-mod-frostskader/ Mest af alt er jeg forarvet over, at forsikringerne ikke dækker folk mod skader, som de går og tror, de er forsikrede mod. Eller er jeg den eneste, der ikke vidste, at man som fører af en bil med kasko- og ansvarsforsikring ikke er dækket i tilfælde af en soloulykke?