PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Erhvervskunde er gået konkurs – hvad gør jeg?

Som virksomhedsejer er der altid en risiko for, at du en dag står med en erhvervskunde, der er gået konkurs. Du opdager det måske ved, at en regning ikke bliver betalt, og at du ikke kan komme i kontakt med firmaet. Men hvad gør du i situationen? Advodan giver dig svaret her.

Står du med en mistanke om, at en erhvervskunde er gået konkurs, kan du undersøge sagen flere steder. Det fortæller erhvervsadvokat Niels Aamann fra Advodan.

 

Sådan gør du:

  • Gå ind på cvr.dk og lav en søgning på virksomhedens navn eller CVR-nummer. Er virksomheden gået konkurs, vil det fremgå her.
  • Du kan også lave en søgning på statstidende.dk. Er firmaet under konkursbehandling, er det her, du finder navn og adresse på den advokat, som er udpeget som kurator for konkursboet.
  • Alle, der har fordringer eller andre krav mod den pågældende virksomhed, skal inden fire uger efter bekendtgørelsen på statstidende.dk anmelde sine krav til boets kurator.
  • Anmeldelsen af en fordring til kurator bør være vedlagt dokumentation for kravet.
  • Hvis fristen på de fire uger for anmeldelse af en fordring ikke overholdes, skal anmeldelsen ske inden det afsluttende møde i skifteretten, hvor konkursboets boopgørelse endeligt godkendes.
  • Tidspunktet for dette møde kan variere meget, men er der aktiver og dermed mulig dividende - sker det sjældent inden for de første seks måneder.

 

Undgå de dårlige betalere

Ifølge Niels Aamann er det som virksomhed vanskeligt helt at undgå at give kredit til kunder, fordi kreditgivning er en helt almindelig forudsætning for at sikre størst mulig ordretilgang og omsætning - stort set uanset erhverv.

"Mit bedste råd til alle virksomheder er, at de fastlægger og nedskriver en kreditpolitik. Det sikrer en systematisk tilgang til at få opkrævet tilgodehavender. Derudover bør man altid kredittjekke både nye og eksisterende kunder."

 

Sådan kredittjekker du en virksomhed:

  • Tjek virksomhedens hjemmeside og se efter tydelig afsender.
  • Prøv at google virksomheden og se hvad der dukker op af omtale.
  • På cvr.dk kan du se en elektronisk version af virksomhedens seneste årsregnskab.
  • Kontakt eventuelt dit lokale Advodan-kontor for at spørge om vi kender virksomheden i forvejen.

Vil du vide mere?

1 kommentar

0 / 700 tegn

H.C.Vestergaard

Hej. Jeg undrer mig lidt over, at I skriver, at regnskaber via cvr.dk koster 37 kr. Så vidt jeg er orienteret, så koster det "gratis". Venlig hilsen H.C.Vestergaard Seniorrådgiver - erhverv Den Jyske Sparekasse Vejle Afdeling

Niels Aamann

Hej H.C. Regnskaber fra CVR koster 37 kr. når man får dem pr. mail - men jeg vil ikke udelukke at man kan lave en firmaordning, således at man udover en mindre betaling også får månedregninger - dette vil selvfølgelig kræve et firmalogin. Alle der ikke har det, vil blive opkrævet ovenstående beløb, og mere endda, hvis man ikke kan modtage det pr. mail. Tidligere kostede den fulde selskabsrapport også penge - det er heldigvis blevet gratis nu. VH Niels Aamann