PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Regeringsforslag om afskaffelse af lukkeloven: fordele og ulemper

I dag må du, som ejer af en dagligvarebutik med en vis årlig omsætning, ikke holde åbent påskedag. Det skyldes lukkeloven, som forbyder detailbutikker at holde åbent alle årets dage. Men det vil regeringen gerne lave om på.

”Som det ser ud nu, er det kun dagligvarebutikker med en årlig omsætning på under 34,2 millioner kroner inkl. moms, der må holde åbent døgnet rundt 365 dage om året. Juleaftensdag, st. bededag og grundlovsdag er blandt de 13,5 dage, som er omfattet af lukkeloven, der bestemmer, hvornår de større butikker må holde åbent. Det er unødvendigt ifølge regeringen, som nu foreslår, at loven helt fjernes,” forklarer advokatfuldmægtig Anne Fredholm fra Advodan Holbæk, der ridser op, hvilke fordele og ulemper en sådan afskaffelse kan have for butiksejerne:

 

Hvilke fordele kan der blive ved afskaffelsen?

  • Virksomhedsejere får mere selvbestemmelse.
  • Alle butikker ligestilles, så forholdene for konkurrence er mere retfærdige.
  • Butikkerne får lettere ved at konkurrere med den døgnåbne nethandel.
  • Turismehvervene vil blive styrket, når turister altid har mulighed for at handle ved besøg i København eller købmænd i sommerhusområder.

 

Hvilke ulemper kan der blive afskaffelsen?

  • Der er risiko for økonomisk underskud, hvis butikkerne holder åbent alle dage – udgiften til løn stiger, men danskerne handler ikke nødvendigvis tilsvarende mere ind.
  • Butikkerne i yderområderne og små byer vil blive mere udsat og måske tvunget til at lukke, når de ligestilles med større butikskæder.
  • Presset vil blive øget på personalet i forretninger med få ansatte, som i forvejen arbejder mange timer på tidspunkter, hvor de fleste holder fri.

Lige nu har forslaget ikke politisk flertal, så intet er afgjort endnu. Advodan følger sagen og skriver mere ved en eventuel vedtagelse af forslaget.

1 kommentar

0 / 700 tegn

Allan

Hej, ang lukkeloven, Min kone og jeg har en skomagerbutik i et center, hvor lukkeloven siger at fra lørdag kl 17 til mandag kl 6,00 behøver vi ikke være der, det ved vi godt, men er der nye regler som siger at vi gå f.eks. kl 15 om lørdagen, uden vi kommer i problemer.

Anne Fredholm

Hej Allan Tak for dit spørgsmål. Lukkeloven regulerer, hvornår virksomheder skal holde lukket. Den pålægger derimod ikke virksomheder at holde åbent i bestemte tidsrum. Hvis din forretning ligger i et storcenter, indeholder lejeaftalen dog formentlig regler om, hvornår din butik skal være åbnet. I så fald er du som udgangspunkt forpligtet af denne aftale. Med venlig hilsen Anne Fredholm