Højesteret har d. 20. april 2023 afsagt dom i en sag, der omhandlede samvær med flere forskellige og spændende problemstillinger, som Højesteret forholdt sig til.
Samvær i weekender
Byretten havde med afsæt i børnesagkyndig rådgivning fastsat samvær for en nu 2½-årig pige, med to gange én overnatning.
Landsretten bestemte, at der skulle være samvær alle weekender, så pigen havde samvær med sin far fra fredag til lørdag hver anden weekend, og fredag til søndag – også hver anden weekend.
Det betød, at den 2½-årige pige ikke havde nogen weekender hos sin mor og sammen med sin halvstorebror.
Der bestemte Højesteret, at en sådan samværsordning, der indebærer, at barnet ikke vil have nogen weekender sammen med bopælsforælderen, må forudsætte at forældrene er enige herom eller at der foreligger særlige grunde hertil.
Man fandt ikke, at der var særlige grunde og ændrede derfor samværet, så barnet fremadrettet har hver anden weekend hjemme hos sin mor, og i stedet havde en overnatning fra onsdag til torsdag hos sin far.
Der var fortsat samvær de øvrige weekender fra fredag til søndag.
Optrapning af samvær
Der var også fra fars side en påstand om væsentlig optrapning af samvær, hvor der var en samværsplan, der strakte sig flere år frem i tiden, både i forhold til ferier og i forhold til hverdagssamvær.
Både byret og landsret havde sagt nej til optrapning, og Højesteret var enig i dette.
Deri ligger altså også, at Højesteret har udtalt, i hvert fald i forhold til små børn (børn under 3 år), at der i en sag som den pågældende ikke var grundlag for at fastsætte en optrapningsordning vedrørende weekend og hverdagssamvær.
Og her skal man særligt være opmærksom på, at Højesteret i deres præmisser tager afsæt i, at barnet er udviklet alderssvarende socialt, motorisk og sprogligt, og at hun trives og fungerer socialt godt.
Og selv i en situation, hvor der ikke var særlige forhold, hvor der havde været samvær i lang tid, hvor der havde været overnattende samvær i lang tid og hvor barnet havde dette godt, var der ikke grundlag for at fastsætte en optrapningsordning for et lille barn.
Afgørelsen må have indvirkning på fremtidige afgørelser fra både byret og landsret, også for ikke små børn.
Ferie - Hvor & hvor meget?
Endelig var Højesteret rundt om spørgsmål om ferier.
Fars advokat havde nedlagt påstand om, at der skulle tages stilling til både hvornår og hvor meget ferie far havde, men også hvor meget ferie mor måtte have, bl.a. med en begrænsning om at barnets ferie med mor maksimalt måtte være en uge ad gangen i flere år frem.
Landsretten havde bestemt, at samværet skulle køre også i ferier med den lidt uheldige formulering:
”Ved alle øvrige helligdage eventuelt ferie følges almindeligt hverdagssamvær.”
Højesteret nåede her frem til, at landsrettens begrundelse måtte forstås således, og i øvrigt i overensstemmelse med fast praksis, at bopælsforælderen har ret til selv at lægge ferie i sommerferien.
Til gengæld stadfæstede Højesteret landsretten afgørelse om, at hverdagssamværet skulle køre i alle ferier, bortset fra sommerferie og juleferie, så der var normalsamvær i både vinterferie, påskeferie og efterårsferie.
Så det samlede budskab fra Højesteret er, at der skal helt særlige grunde til for at kunne fastsætte samvær hver weekend.
Man skal fare med lempe, når man taler optrapningsordninger, og det var helt på linje med appellantens synspunkt, der med afsæt i forældreansvarslovens § 1 og 4 netop gik på, at man ikke kan træffe afgørelse ud i tid, hvis man også samtidig skal varetage barnets tarv og træffe afgørelse med afsæt i, hvad der er bedst for barnet.
Endelig udtalte Højesteret, at bopælsforælderen, selv med den formulering der var fra landsretten, kunne holde sommerferie med barnet, når ikke det konfliktede med de to gange fem dage, der var tilkendt faren som sommerferiesamvær.
Og i forlængelse af det stadfæstede Højesteret så afgørelsen om, at normalt hverdagssamvær fortsatte i vinterferie, påskeferie og efterårsferie.
0 kommentar