Hvad er en fond?
En fond er en selvejende juridisk enhed, der forvalter en formue med et specifikt formål, ofte velgørende eller erhvervsmæssigt. Den adskiller sig fra virksomheder ved ikke at have ejere og fra foreninger ved ikke at have medlemmer – derfor er den underlagt et særligt tilsyn, enten af Erhvervsstyrelsen eller Civilstyrelsen. Fonde kan bruges til at støtte forskning, kunst, uddannelse eller andre formål, og de kan også investere i virksomheder for at generere afkast til deres formål. En fond ledes af en bestyrelse, som skal sikre, at fondens midler bruges efter formålet. Fondens kapital er bundet og må ikke trækkes ud – den skal forvaltes med respekt for vedtægterne.
En fond er som udgangspunkt oprettet til at eksistere for altid. Det kan derfor være svært at få tilladelse til at ændre fondens vedtægter, når den først er blevet oprettet. Derfor er det vigtigt at være særlig opmærksom på de krav, der gælder ved etablering af en fond.
Fonde adskiller sig fra andre virksomhedstyper på flere centrale områder:
- Fondens formue er fuldstændigt adskilt fra stifterens. Det betyder, at stifteren ikke kan få del i formuen, når fonden først er oprettet.
- Fonden skal have et eller flere faste formål, som kan opretholdes og realiseres over en længere periode.
- Ansvar og forvaltning af fondens formue og interesser ligger hos en uafhængig og selvstændig ledelse. Ingen person eller virksomhed uden for fonden har ejerskab over dens midler.
Hvornår giver det mening at oprette en fond?
En fond kan være en god løsning, hvis du ønsker:
- At støtte et velgørende eller samfundsgavnligt formål.
- At foretage et generationsskifte i en virksomhed.
- At sikre langsigtet kapitalforvaltning uden privat ejerskab.
En fond kan være velegnet, hvis du ønsker stabilitet, uafhængighed og samtidig tager skattehensyn – men vær opmærksom på, at en fond er kompleks og kræver løbende administration.
Valget af fondstype påvirker bl.a. regnskabspligt, tilsyn og skattemæssige forhold.
Forskellen på erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende fonde
Før du stifter en fond, skal du vælge fondstype:
- Erhvervsdrivende fonde driver virksomhed og kan fx eje aktier, ejendomme eller udøve anden erhvervsmæssig aktivitet. De er skattepligtige og underlagt erhvervsregulering.
- Ikke-erhvervsdrivende fonde støtter almennyttige eller filantropiske formål og kan have gunstigere skattevilkår – men er underlagt Civilstyrelsens tilsyn.
Valget af fondstype påvirker bl.a. regnskabspligt, tilsyn og skattemæssige forhold.
Krav til vedtægter og formål
Fondens vedtægter er fundamentet for dets virke og fastlægger rammerne for, hvordan fonden må agere i den daglige drift.
I fondens vedtægter skal der som minimum stå:
- Fondens navn og eventuelle ekstra navne.
- Hvem der har stiftet fonden.
- Hvad formålet med fonden er – det skal være konkret og gennemførligt.
- Hvor stor grundkapitalen er, og hvordan den er blevet betalt.
- Om fonden ved oprettelsen skal overtage andre værdier end penge.
- Om stifteren eller andre har fået særlige rettigheder eller fordele.
- Hvor mange der skal sidde i bestyrelsen, og hvordan de bliver valgt.
- Hvornår regnskabsåret løber – inklusiv det allerførste.
- Hvornår fonden officielt træder i kraft, hvis det ikke er samme dag, som beslutningen om at stifte fonden bliver taget.
- Hvad der skal ske med et eventuelt overskud og opsparede midler.
Fondens formue skal være helt adskilt fra stifterens egen økonomi.
Kapitalgrundlag – hvor meget skal der til?
En fond skal have en vis startkapital, som bindes til fondens formål:
- Erhvervsdrivende fond: Minimum 300.000 kr.
- Ikke-erhvervsdrivende fond: Ved oprettelsen skal fonden råde over en vis formue, fx i form af kontanter, ejendomme eller andre aktiver, svarende til mindst 1 million kroner. Det er også muligt at oprette en fond med en kapital på under 1 million kroner, i så fald er den dog ikke omfattet af fondsloven.
For begge typer af fonde gælder, at fondens formue skal være helt adskilt fra stifterens egen økonomi og må ikke kunne føres tilbage til stifteren igen.
Kapitalen må ikke trækkes ud af fonden – den skal investeres eller forvaltes forsvarligt.
Sådan stifter du en fond – trin for trin
Stiftelsen af en fond kræver forberedelse og dokumentation. Her er processen:
- Definér formål og vælg fondstype.
- Udarbejd vedtægter.
- Dokumentér den nødvendige kapital.
- Udpeg bestyrelsen. Som udgangspunkt må mindst en tredjedel af bestyrelsen ikke have nogen tilknytning til stifteren.
- Udarbejd et stiftelsesdokument. Der er ikke krav herom, men det er en god ide. Det skal indeholde oplysninger om stifteren, fondens formål, vedtægter og bestyrelsesmedlemmer.
- Indsend ansøgning til Civilstyrelsen eller Erhvervsstyrelsen.
Når du anmelder en ny fond til Civilstyrelsen, skal du sende følgende med: fondens vedtægter, en liste over bestyrelsesmedlemmer samt oplysning om, hvem der er valgt som revisor.
Når du anmelder en ny fond til Erhvervsstyrelsen, skal du bl.a. sende: daterede og underskrevne vedtægter, dokumentation for erhvervsdrift samt andre relevante dokumenter i forbindelse med stiftelsen (fx testamente eller gavebrev). - Registrér fonden i CVR.
Bestyrelsens ansvar og sammensætning
En fond ledes af en bestyrelse, som skal sikre, at fondens formål efterleves.
- Der skal være minimum tre medlemmer.
- Habilitet og uafhængighed er påkrævet.
- Bestyrelsen har tilsyns- og ledelsesansvar.
- Der er strengere krav ved erhvervsdrivende fonde.
Indberetning, regnskab og tilsyn
Når fonden er stiftet, skal den overholde en række krav:
- Der skal udarbejdes og indsendes årsregnskab – der er ofte revisionspligt.
- Husk at indberette oplysninger til myndighederne – fx omkring uddelinger, personoplysninger og skattepligtig indkomst.
- Der skal overholdes tilsyn fra:
- Erhvervsstyrelsen (erhvervsdrivende fonde)
- Civilstyrelsen (ikke-erhvervsdrivende fonde)
Fejl, manglende indberetninger eller tilsidesættelse af tilsynets krav kan føre til sanktioner, herunder påbud, bøder eller udskiftning af bestyrelsen.
Få hjælp til at stifte en fond
Hos Advodan hjælper vi dig hele vejen – fra de første overvejelser til fondens oprettelse og registrering. Vi rådgiver om valg af fondstype og formål, udarbejdelse af vedtægter og stiftelsesdokumenter samt dokumentation af kapital og bestyrelsesforhold. Vi bistår også med kontakten til myndighederne og sikrer, at fonden bliver korrekt registreret.
Har du brug for rådgivning?