PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Pas på skattereglerne, når du køber julegaver til medarbejderne

Inden du køber firmajulegaver til dine medarbejdere, bør du gøre dig bekendt med skattereglerne. Overskrider gavernes værdi det fastsatte julegaveloft, skal medarbejderne nemlig beskattes. Vi giver dig et overblik over skattereglerne her.

Grænsen for, hvornår dine medarbejdere skal betale skat af julegaven, er 900 kr. i 2024. Det samlede loft for personalegoder er 1.300 kr. Som arbejdsgiver skal du være opmærksom på, at du skal indberette gavebeløbet til Skat som løn, og at du kan trække udgiften til gaven fra i din virksomheds skatteregnskab.

Hvornår skal dine medarbejdere betale skat af deres firmajulegaver?

Vil du give din medarbejder en julegave til en værdi af mere end 900 kr., skal julegaven som udgangspunkt beskattes. Du kan dog godt give en julegave til en værdi af 1300 kr. uden beskatning, hvis du ikke har givet andre gaver til medarbejderen i løbet af året. 

 

Firmajulegaver til en værdi på op til 900 kr. (fx en vandkaraffel, vase eller vin)

Holder du dig inden for personalegodegrænsen på 1.300 kr. og julegaveloftet på 900 kr., så er der ingen beskatning. Det gælder fx, hvis du har købt vin og vinoplukker i firmajulegave til en værdi af 900 kr., og en vandkaraffel til en værdi af 400 kr. som fødselsdagsgave. Det samlede beløb er således på 1.300 kr., som er inden for grænsen for personalegoder, hvorfor ingen af gaverne skal beskattes.

Vil du derimod give din medarbejder en julegave til en værdi på 900 kr. og en fødselsdagsgave til 600 kr., så beskattes medarbejderen af de 600 kr. Det skyldes, at beløbet for personalegoder på 1.300 kr. er overskredet, men ikke julegaveloftet på de 900 kr.

 

Firmajulegaver til en værdi på over 900 kr. (fx en lampe, løbeur eller lysestage)

Giver du din medarbejder en julegave til en værdi på fx 1.100 kr., og har du derudover givet din medarbejder en fødselsdagsgave til 400 kr., så bliver vedkommende beskattet af hele beløbet på 1.500 kr. Det skyldes at både julegaveloftet på 900 kr. og det samlede loft for personalegoder på 1.300 kr. er overskredet.

Vær opmærksom på, at der gælder andre regler for gavekort.

Hos Advodan kan vi hjælpe dig med at vurdere, hvilke regler der gælder for de gaver, du vil give dine medarbejdere.

Kontantgaver og gavekort

Ud over julegavens værdi skal du også være opmærksom på, hvad det er for en gave, du som arbejdsgiver forærer dine medarbejdere.

Kontantgaver er altid skattepligtige, og det er gavekort også. Der er dog den undtagelse, at gaven godt kan være skattefri, hvis medarbejderen med sit gavekort kan vælge fra en liste med forskellige gaver, eller hvis beløbet holder sig inden for beløbsgrænsen og ikke kan byttes til noget andet – fx ved et gavebevis til et bestemt kroophold eller restaurantbesøg. 

Er du i tvivl om, hvilke gavekort der kan gives skattefrit? I Advodan kan vi hjælpe dig med at vurdere, hvornår der er tale om et skattefrit oplevelsesgavekort.

 

Oplevelsesgavekort der ikke er skattefri

Gavekort til transport, fx en færgerejse eller togbillet, er ikke skattefri. Transporten er kun skattefri, hvis den er en naturlig del af oplevelse, fx hvis den er en del af en pakkerejse.

Gavekort til måltidskasser eller takeaway er ikke skattefri. Takeaway er kun skattefrit, hvis det er muligt at sidde og spise eller drikke på restauranten.

Gavekort til fitnesscentre, spaophold eller kosmetologbehandlinger.

Gavekort til en gavebutik fx en museumsbutik eller en souvenirbutik i en forlystelsespark. Kun gavekort til fx en forlystelsespark kan bruges skattefrit i parkens gavebutik.

Indsender formularen...

Har du brug for rådgivning om skattereglerne for firmagaver?

13 kommentar

0 / 700 tegn

Jesper

Må man give en medarbejder med få arbejdstimer i løbet af året en "fuld" julegave? Og hvis ja må ejeren så give sig selv en gave også? (ApS men ejer og en ansat med meget få timer)

Per Nielsen

Hej Jesper Din søn har formentlig udstedt et gældsbrev til dig, så du har dokumentation for, at han skylder beløbet. På dette skriver du forneden (eller på bagsiden): Gældsbrevet er ved gave nedbragt med 69.500 kr. Gælden udgør herefter 230.500 kr. Husk dato og underskrift. Såfremt han modtager yderligere gaver i det pågældende år, skal der indgives gaveafgiftsanmeldelse.

Jimmi Hansen

Korrektion: Så man kan f.eks. skattefrit give julegave til 800 og anden gave til 300 eller én julegave til 1100 som jeg forstår det. Lejlighedsgaver af sædvanlig omfang er også skattefri oplyses der - går en fødselsdagsgave på f.eks. 300 så også fri af beskatning eller skal fødselsdagsgaven på 300 også kunne indeholdes i den samlede værdi på 1100? Med andre ord. Kan man give fødselsdagsgave på 300+julegave på 800+anden gave på 300 uden beskatning (i alt 1400) eller er det "kun" fødselsdagsgave kr 300+julegave kr 800 der samlet set er skattefrit? Mvh Jimmi

Allan Højbak

Hej Der gælder ikke nogen faste beløbsgrænser for værdien af lejlighedsgaver, men værdien af gaven må dog ikke overstige det efter forholdene naturlige niveau for en lejlighedsgave. Lejlighedsgaver med en værdi, der overstiger, hvad der almindeligvis anses for passende, vil være fuldt skattepligtige for modtageren. Værdien af den enkelte gave skal tages i betragtning ved bedømmelse af, om der kun er tale om gaver af mindre omfang. Hvis samme gavegiver har givet flere gaver, skal der foretages en samlet bedømmelse af gavernes værdi. Det er ikke alle gaver, som kan benævnes lejlighedsgaver, der er skattefrie, når de kommer fra arbejdsgivere. Det er kun sædvanlige gaver i anledning af runde fødselsdage og lignende begivenheder, der er skattefrie for modtageren. Lignende begivenheder, der ligeledes har tilknytning til privatsfæren, kunne være i anledning af færdiggørelse af uddannelse eller fratræden i forbindelse med overgang til pension. Det er min opfattelse, at lejlighedsgaven - såfremt den opfylder ovenstående - ikke indgår i beløbet på de kr. 1.100. vh Allan Højbak

Jimmi Hansen

Så man kan f.eks. skattefrit give julegave til 800 og anden gave til 300 eller én julegave til 1100 som jeg forstår det. Lejlighedsgaver af sædvanlig omfang er også skattefri oplyses der - går en fødselsdagsgave på f.eks. 500 så også fri eller skal fødselsdagsgaven på 300 også kunne indeholdes i den samlede værdi på 1100? Med andre ord. Kan man give fødselsdagsgave på 300+julegave på 800+anden gave på 300 uden beskatning (i alt 1400) eller er det "kun" fødselsdagsgave kr 300+julegave kr 800 der samlet set er skattefrit? Mvh Jimmi

Maria Nielsen

Hvordan er det med gaver til firmaets kunder??? Venlig hilsen Maria

Allan Højbak

Hej Den skatte- og momsmæssige behandling afhænger af, om julegaven kan anses for en reklamegave, eller om den skal anses for repræsentation. Er der tale om egentlig reklame, er der fuldt fradrag såvel skatte- som momsmæssigt. (100%) Er der derimod tale om repræsentation, kan ingen del af momsen fradrages, mens der skattemæssigt kun er fradrag for 25 % af den samlede udgift inklusive moms. Hvorvidt der er tale om reklame eller repræsentation afgøres dels ud fra gavens kostpris og dels ud fra dens art. SKAT har nogle regler om at såfremt gaven ikke er drikke- spisebar, og såfremt den ikke koster over 100 kr. eks moms, er der tale om reklame, såfremt gaven er udstyret med logo og/eller firmanavn og i øvrigt er fremstillet i et større antal i reklameøjemed. Det kan fx være kuglepenne, kalendere og parkeringsskiver. Består gaven af vin/øl, marcipan, kan gaven i momsmæssig – formentlig også i skattemæssig- henseende ikke anses for en reklamegave, med mindre gaven gives til samtlige kunder eller til en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder. Dette gælder også, selvom beløbsgrænsen ikke er overskredet, og gaven er med logo og/eller firmanavn. Den lave beløbsgrænse, der ikke pristalsreguleres, betyder, at udgifter til julegaver hos langt de fleste virksomheder vil skulle behandles som repræsentationsudgifter. Om gaven til kunden er skattepligtig for denne er som udgangspunkt kundens eget problem. vh Allan Højbak

Elsebeth B

Kan jeg som medarbejder i anledning af min 60 års fødselsdag, modtage et kontantbeløb på 4000 kr uden at blive beskattet? Eller er det bedre at modtage et gavekort til fx Georg Jensen på samme beløb? Med venlig hilsen Elsebeth B

Allan Højbak

Hej En gave fra arbejdsgiveren til en ansats privat fødselsdag er skattemæssigt at betragte som en lejlighedsgave. Lejlighedsgaver er almindelige gaver, der markerer en privat mærkedag eksempelvis i forbindelse med fødselsdag, barnedåb, konfirmation, bryllup og lignende (Såfremt der er tale om jubilæumsgaver ( ex. ved 40 års ansættelse i firmaet) gælder lempeligere regler.) Der er ingen faste grænser for værdien af lejlighedsgaver. Lejlighedsgaver større end, hvad der almindeligvis anses for passende, er dog fuldt skattepligtige. Er en lejlighedsgave af usædvanlig størrelse, skal medarbejderen således betale skat. Om et kontantbeløb på kr. 4.000 / gavekort på kr. 4.000 er af usædvanlig størrelse i dit tilfælde skal således afgøres konkret. Du kan evt. vælge at spørge SKAT forud. Arbejdsgiveren kan trække gaver fra som en driftsomkostning. vh Allan Højbak .

Dan christensen

Hej Der står skrevet, på skats hjemmeside omkring personale gaver, at kontanter og gavekort, der kan byttes til kontanter, er skattepligtige. Det må, efter min bedste forståelse, betyde at gavekort som "kun" kan bruges til til køb af vare i bestemte butikker, altså gavekort som IKKE kan byttes til kontanter, ikke betraktes som kontant gave men betraktes som et gavebevis og altså ikke skal beskattes? På forhånd tak og med venlig hilsen Dan Christensen

Allan Højbak

Hej Et gavekort er som udgangspunkt skattepligtigt, idet et gavekort sidestilles med kontanter (pengegave). SKAT har dog accepteret, at såfremt man modtager et gavekort der alene kan anvendestil nogle forskellige få antal gavemuligheder - som er valgt af arbejdsgiveren, så skal der ikke ske beskatning. Men et "åbent gavekort" - ex ude til indkøb i Brugsen - vil være skattepligtigt. Venlig hilsen Allan Højbak

Helge

Hej. Hvad må man som selvstændig? Hvis en selvstændig giver julegaver, kan han så også give sig selv en tilsvarende gave, som de andre får? Hvad hvis han har en medarbejder til at stå for opgaven, vil det gøre en forskel? Hvad hvis det er et enmandsfirma, der normalt kun har ejeren selv beskæftiget, må vedkommende så forære sig selv en firma julegave af sædvanlig karakter? På forhånd tak. Mvh Helge

Allan Højbak

Hej Helge, Nej, en selvstændig erhvervsdrivende kan ikke skattefrit give sig selv en gave - heller ikke selvom der er tale om samme gave, som man giver sine ansatte. Det gør ingen forskel om det er en ansat der fysisk køber gaverne. En gave til sig selv anses ikke som nødvendig/et led i at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i ens firma. venlig hilsen Allan Højbak

Morten Christiansen

Hej, Er det kun beløbsgrænsen der gælder, eller skal julegaven også være af "sædvanlig" karakter? Et ekstremt eksempel kunne være en julegave der bestod af mel, vand, mælk osv. fra den lokale Netto. Eller for den sags skyld spiritus på 90%, erotik, tobaksvarer... Mvh., Morten Christiansen

Allan Højbak

Mig bekendt blander SKAT sig som udgangspunkt ikke i hvad selve gaven består af. Det er således op til arbejdsgiveren at vælge gavens indhold. Der er som sådan ikke noget til hinder for at arbejdsgiveren giver en gave bestående af "købmands-varer". Derimod må arbejdsgiveren ikke lade den ansatte selv frit vælge hvilke købmandsvarer den pågældende ønsker. I så fald vil det få karakter at et gavekort/pengegave der skal beskattes. Venlig hilsen Allan Højbak

Alma Jensen

Hej, Såfremt man er fritstillet i december måned, har man så stadig krav på den samme julegave som de andre i firmaet får? Mvh, Alma

Allan højbak

Hej Godt spørgsmål. Det er ikke min opfattelse at en julegave fra arbejdsgiveren af en sædvanlig størrelse kan anses som en del af ens løn. Jeg mener derfor ikke at man juridisk har ret til en julegave som de ikke fritstillede modtager. Morale er naturligvis noget andet. Venlig hilsen Allan højbak

Jens Thomsen

Jeg har fået at vide at jeg selv kan købe min julegave og har fundet noget til kr. 1200 + 70kr i fragt, er fragten også en del af gaven eller skal den ikke regnes med i beløbet?? og kan jeg selv betale kr. 100/170 så jeg undgår at komme over bagatelgrænsen?? Mvh Jens Thomsen

Allan Højbak

Hej Jens, Jeg mener at du risikerer at blive fuldt skattepligtig at hele gavens værdi, da det beskrevne lægger op til at du selv beslutter hvilken gave du vil købe. Det får karakter af at du faktisk modtager et gavekort, der kan bruges frit. Gavekort er således alene skattefri i ganske få tilfælde, hvor gavekortet alene kan anvendes til at vælge imellem nogle af arbejdsgiveren forud fastsatte få forskellige gaver. Om fragten skal tillægges værdien af gaven, såfremt ex. arbejdsgiveren bestiller gaven over nettet, er jeg faktisk i tvivl om. Måske andre har konkret kendskab hertil ? venlig hilsen Allan Højbak

Kim Skou

Mange gave virksomheder udbyder gaver til priser, der ligger langt under den almindelige markedspris. Er det den fakturerede pris, der afgør om gaven ligger indenfor reglerne, eller er det den pris der opgives som markedsværdi?

Allan Højbak

Hej Kim Godt spørgsmål så jeg faktisk også er blevet stillet fra andre interesserede. Det er arbejdsgiverens udgift til julegaven der maksimalt må være på kr. 800. ¨ Så man må som arbejdsgiver gerne forhandle en god pris med leverandøren til gavn for de ansatte. Venlig hilsen Allan Højbak

Henrik Sørensen

Grænsen på kr. 800 for julegave - er det ex. moms?

Allan Højbak

Beløbet er inklusive moms (og momsen kan ikke afløftes i virksomhedens regnskab). venlig hilsen Allan Højbak

Gert møller

Spørgsmål går simpelthen ud på om det muligt at købe gavekort i handelstandforening til personale som julegave f.eks. Kr. 700,- som så frit kan indløses i form af forskellige tilbud butikkerne har i de forskellige butikker i f.eks. Åbenrå u d e n at den ansatte eller firmaet bliver beskattet af gaven!! Da julen nærmer sig er jeg taknemlig for et hurtigt svar. På forhånd tak Gert Møller

Allan Højbak

Hej Gert, Nej, et sådant gavekort vil være skattepligtig for modtagerne. Det er kun såfremt man giver et gavekort der alene kan indløses til en af flere allerede fastlagte gaver, at man kan undgå beskatning. venlig hilsen Allan Højbak

Henrik Sørensen

Hej Gert. Joyful Giftcard er et eksempel på et gavekort, som ikke skal beskattes. http://www.joyfulgiftcard.com/dk Du er velkommen til at ringe til mig, hvis du ønsker at vide mere. mvh Henrik Sørensen DinText tel 22 500 175