PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Alle har fordel af at oprette et testamente

Uanset om du er gift, lever papirløst eller alene, og uanset om du har børn, særbørn eller ingen børn, kan du med fordel oprette et testamente.

”Generelt kan man sige, at hvis du gerne vil have indflydelse på, hvordan din arv skal fordeles, skal du oprette et testamente. Opretter du ikke et testamente, er det arveloven, som bestemmer, hvordan din arv bliver fordelt”. Det fortæller advokat Rikke Frødstrup fra Advodan i Glostrup.

Hun giver her et overblik over fordele ved at oprette et testamente.

 

Fordele hvis du er gift

Mange ægtepar tror, at det ikke er nødvendigt at sikre hinanden med et testamente, når man er gift. Men det er risikabelt at tænke sådan – særligt hvis du og din ægtefælle har fælles børn. Uden et testamente kan du havne i økonomiske problemer, hvis din ægtefælle dør, og du senere ønsker at gifte dig igen.

Har I ikke lavet et testamente, skal du nemlig betale halvdelen af arven til børnene, når boet skiftes. Det kan betyde, at du ikke har råd til at blive boende i huset. Med et testamente kan I sikre, at den efterladte får mest muligt af den fælles formue, når boet skiftes.

Har I ingen børn, hverken sammen eller fra tidligere forhold, arver din ægtefælle din formue, når du går bort. Men hvis du og din ægtefælle ønsker indflydelse på, hvordan formuen skal fordeles, når I begge er borte, skal I oprette et testamente.

 

Fordele hvis du er samlevende

Det er også en udbredt misforståelse, at samlevende arver efter hinanden, hvis blot man har boet sammen i mindst to år. Men det er ikke tilfældet. Hvis I som samlevende ønsker, at I skal arve hinanden, kræver det, at I opretter et samlevertestamente.

Har I børn sammen, arver børnene automatisk alt efter den af jer, der går bort. Den af jer, der er tilbage, arver ikke noget og risikerer derfor at skulle sælge jeres fælles hjem for at realisere arven til jeres fælles børn. Den situation kan I undgå med et samlevertestamente.

 

Fordele hvis du er alene

Er du enlig, har du også fordel af et testamente. Har du fx ingen børn, har du heller ingen tvangsarvinger, og derfor vil arven efter dig gå til forældre, søskende eller søskendes børn. Hvis du i den situation har et ønske om, at en del af din arv skal doneres til en velgørende organisation, kan du bestemme det ved hjælp af et testamente.

Har du børn, vil de automatisk arve alt, når du går bort. Hvis du ønsker at fordele arven anderledes, kan du gøre det med et testamente. Du kan også gøre arven til dine børns særeje, så de ikke skal dele det med en ægtefælle i en eventuel skilsmisse.

Indsender formularen...

Skal vi hjælpe dig med at oprette et testamente?

Vil du vide mere?

14 kommentar

0 / 700 tegn

Lise

Hej Vi er 4 børn, der har ladet vores mor sidde i uskiftet bo efter vores fars død. Min mor er ikke så klarttænkende længere har fået en ven, der udnytter hende økonomisk og har lokket hende til at få lavet et testamente. Min mor ønsker ikke at oplyse indholdet i testamentet. Hvordan står vi børn stillet ift arv og vil vi arve vores far - altså vil det uskiftede bo blive gjort op? Og har vi nogen rettigheder ift den nye vens indflydelse? På forhånd tak

Rikke Frødstrup

Kære Lise Hvis jeres mor sidder i uskiftet bo kan hun alene råde over halvdelen af formuen ved et testamente. Den anden halvdel falder i arv til jer efter jeres far, medmindre han måtte have lavet et testamente som siger noget andet. I kan ikke forhindre jeres mor i at lave et testamente, men hvis hun misbruger det uskiftede bo ved f.eks. at give store gavebeløb til den nye kæreste, kan I anmode skifteretten om at boet bliver skiftet, så I kan får jeres arv efter jeres far nu.

BENNY

Jeg er en enlig mand på 66 år, som vil oprette et testamente. Jeg har en søster , der har værge , og hun har 2 børn. Jeg har ikke noget nær familie i mit nærområde. Jeg vil derfor gennem testamentet sikre egen begravelse , sikre mig at mit forældres gravsted opretholdes og plejes i x antal år. Mit spørgsmål er hvem der bestyrer min arv og ønskerne i testamentet , når jeg ikke har nogen nære til at styre dette med venlig hilsen BA

Leif Petersson

I eksemplet med Bente og Poul, der ikke har børn, hvor først Bente dør og Poul arver Bentes halvdel af fællesboet, vil jeg høre hvad der sker når Poul dør og situationen f. eks. er at Bente har tre søskende og Poul har en søskende, som skal arve. Deles boet op i to halvdele som går til hver slægt, eller deles der i dette tilfælde op i fire lige store dele.

Henrik

Jeg har lavet et testamente som jeg tilbagekaldte senere hos notar men kan man nemt få det første til at gælde igen med en kort seddel ala tilbagekaldelsen eller er det forfra

winie nonbo

Min storesøs er fraskilt og bor alene. Fra det sluttede ægteskab er to piger, de er voksne. Den ene har for mange år siden valgt kontakten fra mht min søster, den anden datter er i næsten daglig kontakt med min søster. For et halvt års tid siden fik min søster konstateret kræft og er stadig i behandling for dette. Hun har fået udbetalt en større sum af sit pensionsselskab, og ønsker nu at sikre sin ene datter så godt som muligt, således at den anden datter som jo ikke ønsker kontakt ved min søsters død får så lidt som muligt.... Hvordan er reglerne for dette ønske og hvad vil et sådant arrangement komme til at koste? Venligst Winie

Rikke Frødstrup

Kære Winie Tak for din henvendelse. Din søster kan via et testamente begrænse arven til den ene datter, således at hun alene modtager sin tvangsarv. Tvangsarven udgør 1/4 - men denne del skal hun dele med den anden datter, hvorfor hun alene har krav på 1/8 af den samlede formue. Det betyder så også at din søster via testamentet kan bestemme, at den anden datter modtager 7/8 af den samlede formue. Jeg vil anbefale, at din søster kontakter en advokat og får oprettet et testamente

Kirsten

Vi er et samlevende par,der har boet sammen i 18 år. Vi har hver vores voksne børn. Huset vi bor i er mit. Hvad sker der med indboet som jo tildels er fællles når en af os dør.?

Rikke Frødstrup

Kære Kirsten Som samlevende arver man ikke hinanden. Dette gælder også det indbo som førstafdøde måtte eje. I forbindelse med førstafdødes død må man se på hvad der tilhører førstafdøde og hvad der tilhører længstlevende. Alt indbo der tilhører førstafdøde skal tilfalde vedkommendes arvinger. Er der noget som er købt i fællesskab kan man overveje at lade længstlevende udtage dette mod at betale arvingerne, hvad der svarer til halvdelen af værdien af indboet. Det er dog min anbefaling, at I får oprettet et testamente hvor der tages stilling til indbo og jeres øvrige ejendele, så I ikke risikerer at længstlevende kommer til at stå i en dum situation med førstafdødes arvinger.

Erik

Den ene part i et ægteskab med fælles børn dør. Har den efterlevende ikke ret til at sidde i uskiftet bo, indtil vedkommende evt. senere gifter sig igen?

Louise Nielsen

Tak for svar Rikke. Jeg må lige høre - når min far gifter sig igen, skal vi da foretage os noget i forhold til at han sidder i uskiftet bo? Skal vi fx give afkald på arven for at han kan blive boende med sin nye ægtefælle eller vil han fortsat sidde i uskiftet bo selvom han er gift på ny? Han har ikke råd til at skifte boet. Så dette er desværre ikke en mulighed. På forhånd tak. Mvh Louise

Anne Sommer

Jeg er ugift og uden børn. Hvad vil et typisk testamente koste i min situation?? Med venlig hilsen Anne

Louise Nielsen

Hej Min far ønsker at gifte sig igen og vi snakkede i den forbindelse om at der skal laves særeje til os 3 børn. Hans kommende kone har en søn og min far ønsker at det kun er hans egne 3 børn som skal arve ham. Faktisk ønsker han heller ikke at hans kommende kone skal arve ham - men er det overhovedet muligt? De bor i min fars hus, som han altså ejer og betaler af på, men skulle han falde bort vil hans kone vel automatisk komme til at sidde i uskiftet bo (Eller Hvad?) Mvh Louise

Rikke Frødstrup

Kære Louise Din fars kommende hustru arver ifølge arveloven 50% af det som din far efterlader sig. Det kan han ændre på ved at oprette et testamente, hvor han bestemmer at ægtefællen alene skal arve sin tvangsarv, som udgør 1/8, og således at I børn arver 7/8. Tvangsarven kan man ikke fravige, men din fars kone kan give et arveafkald. I testamentet kan din far også bestemme, at alt hvad I børn arver skal være særeje. Din fars ægtefælle kan kun sidde i uskiftet bo, hvis I børn giver samtykke hertil. Hvis ikke I giver samtykke, skal hun skifte boet. Mvh Rikke Frødstrup ADVODAN Glostrup

ellen jørgensen

Vi er et ægtepar på hhv. 67 og 75, der har været gift i 12,5 år. Min mand (75) har 4 børn og jeg har 2 børn. Ingen fællesbørn. Alle vores konti står i mit navn (også min mands nemkonto), grundet min mand har haft en konkurs på et tidspunkt. Vores gæld overstiger vores aktiver, da vi betaler på et sommerhus, hvis beliggenhed ikke ville indbringe et plus ved salg. Hvis min mand dør først, og hans børn ikke ønsker at lade mig sidde i uskiftet bo, gøres formuen så op inkl. gæld, hvilket ville give en negativ formue? Sommerhus, bil, lejet lejlighed og som sagt konti, står alle i mit navn.

Dorthe Larsen

Hej Rikke. Min far har oprettet et testamente, hvori han begunstiger sin samlever til at arve 1/6 af hans samlede formue. Betyder det i den henseende, at hun også arver 1/6 af hans samlede gæld? Venlig hilsen Dorthe

Anne Grethe

Angående det at sidde i uskiftet bo. Eks. En kvinde sidder i uskiftet bo efter hendes mand. De har et fællesbarn, som selv har børn. Fællesbarnet dør, kan hans børn så forlange at deres farmor skifter med dem og derfor ikke længere kan sidde i uskiftet bo.

john kjeldsen

vi er to ældre mennesker der er blevet gift i en sen alder og begge voksne børn fra tidligere ægteskaber, det eneste vi ønsker er at den længstlevende skal kunne sidde i uskiftret bo .og havd derefetr hvem der vil have havd her især er os ligegyldig. vi har kun et helt alm hjem uden sønderlig værdi , samt en invalidebil. der tilføjes min kone er 70 år og jeg 69 , det er ikke mugligt fra min side og få børnenes underskrifter på noget da jeg ikke har kontakt med dem ,i mange mange år og ikke ved hvor de befinder sig . venligst ,john kjeldsen

Rikke Frødstrup

Kære John, Da der er tale om særbørn, skal de give et samtykke til uskiftet bo. Dette kan indhentes på forhånd, men jeg kan forstå på dig, at du ikke har kontakt til dine børn, og derfor ikke har mulighed for at indhente dette samtykke. Jeg vil i stedet anbefale at I opretter et testamente, hvor I bestemmer, at længstlevende af jer arver mest muligt efter førstafdøde, og således at førstafdødes børn alene arver deres tvangsarv efter førstafdøde. På den måde sikrer I længstlevende mest muligt. I kan også i testamentet opfordre jeres børn til at give et samtykke til uskiftet bo, og dermed kan I se, at det har været jeres ønske. Mvh Rikke Frødstrup ADVODAN Glostrup

Camilla

Hej Rikke. Min far er gået bort og nu skal min mor til alt det med skifteretten. Min far har to børn fra tidligere, så derfor er der skrevet testamente. Mit spørgsmål er så! kræver det så osse en advokat nu til boet, eller skulle det være lige til nu hvor der er testamente ? Alle min fars banker-eboks osv. og lukket ned, så der er nogen oplysninger vi ikke kan få, hvad gør man så? Håber du kan hjælpe. Mvh. Camilla