PrivatErhverv
Jylland
Sjælland
Bornholm

Landsretsdom: Dyrt at oplyse priser uden moms til forbrugere

Når du markedsfører priser over for private forbrugere, skal priserne være inklusive alle gebyrer og omkostninger. Oplyser du ikke priserne korrekt, risikerer du store bøder til virksomheden.

Landsretten har for nyligt stadfæstet byrettens dom i fire sager, hvor virksomheder var idømt bøder på 10.000 – 25.000 kroner, fordi de havde oplyst priser uden moms til forbrugere.

Ifølge advokat Jacob Poulsen Mark fra Advodan i Aalborg kan dommen fra landsretten blive en rettesnor for, hvordan bødeniveauet bliver i lignende sager fremadrettet.

”Når virksomheder markedsfører sig over for private forbrugere, er der nogle særlige regler, de skal overholde. Eksempelvis må virksomhederne ikke oplyse priser, som kan vildlede forbrugerne – og hvis den pris, de markedsfører, ikke er den reelle pris, som forbrugeren skal betale for ydelsen eller produktet, så er det vildledende”, forklarer Jacob Poulsen Mark.

”Virksomhederne i de aktuelle sager var mindre virksomheder med en lav omsætning til forbrugere. Større virksomheder med en stor omsætning til forbrugere kan sandsynligvis forvente et tilsvarende højere bødeniveau. Derfor er det noget, virksomhederne generelt skal tage alvorligt og sørge for at få styr på”, understreger advokaten.

 

Fakta: Prismarkedsføring

  • Priser som markedsføres over for private forbrugere skal altid have moms indregnet i prisen. Det er ikke nok at angive, at en aktuel pris er uden moms (fx ”ekskl. moms”), og at der vil blive lagt moms oven i den oplyste pris.
  • Det er en overtrædelse af markedsføringsloven at oplyse priser uden moms til forbrugere – og det kan udløse en bøde.
  • Priser, som kun markedsføres over for virksomheder, kan lovligt oplyses uden moms.
  • Markedsfører din virksomhed priser over for både private forbrugere og virksomheder, er det en god idé at oplyse priserne både med og uden moms.
  • Der gælder også særlige regler for, hvordan du markedsfører før/nu priser. Som hovedregel skal du kunne dokumentere, at en ydelse eller et produkt har haft en normalpris i mindst seks uger forud for et eventuelt tilbud. Herudover kan et tilbud kun markedsføres i en periode på to uger.
  • Hvis du over for forbrugere markedsfører en vare som "gratis", "uden betaling" eller tilsvarende skal varen reelt også være gratis, hvilket betyder, at du fx ikke må betinge modtagelsen af varen af, at forbrugeren tilmelder sig dit nyhedsbrev.

>> Læs mere om prismarkedsføring

Indsender formularen...

Brug for rådgivning om markedsføringsloven?

Vil du vide mere?

6 kommentarer

Anette just

Jeg har haft besøg af en murer, som skal lave et job for mig. Han har oplyst en pris som er 50.000,- Nu her godt halvvejs henne i projektet siger han at prisen er plus moms. Er det lovligt?

Michel

Hej Jacob. Jeg modtog et tilbud på nogle byggematerialer. På det tilbud var der opgivet en pris uden moms ( ingen steder stod der prisen med moms ) Det opdagede jeg først da jeg modtog en faktura, hvor prisen jo var lidt højere end jeg havde forventet. De vil “selvfølgelig” have det fulde beløb, altså beløbet inkl. moms, hvorimod jeg mener at jeg skal betale prisen fra tilbuddet, altså det uden moms. Hvordan skal jeg forholde mig til det??. Mvh Michel

Jacob Poulsen Mark

Hej Michel, Det kommer meget an på situationen, og hvor du har handlet. Som udgangspunkt skal forbrugere, når man handler som forbruger, have oplyst priser inklusive moms. Er du erhvervsdrivende, kan du som udgangspunkt forvente, at momsen kommer oveni en oplyst pris. Så det vil kræve en gennemgang af din konkrete situation for at kunne hjælpe dig yderligere. Du er velkommen til at maile mig på jpma@advodan.dk eller ringe tlf. 96313325

Casper

Hej Jacob. Min far og jeg er meget uenige om hvorvidt, man må markedsføre sig med fx. '' I denne uge kan du spare momsen på alle vores malerpensler''. Mvh. Casper

Jacob Poulsen Mark

Hej Casper - godt spørgsmål. Jeg er ikke bekendt med, at der er blevet taget stilling til spørgsmålet i praksis. Der er flere, der gør det, og jeg er ikke bekendt med, om der er klagesager verserende på området. Efter min egen opfattelse, synes jeg det er en smule misvisende. For man sparer jo ikke "momsen". Momsen skal betales ved køb og salg af varer og tjenesteydelser uanset hvad. Det er muligt, man sparer et beløb svarende til momsen på den angivne vare, men så vil jeg hellere anbefale, at man angiver besparelsen i procentandel af prisen.

Ulla chris

"Mit" autoværksted sender, 2 gange årligt, mail ud vedr. skift af sommer/vinterdæk og oplyser prisen 299.-kr. Når jeg så skal betale, lægger de momsen til... Som jeg har forstået det, laver de fejl, ved ikke at oplyse om moms. Det har de nu gjort siden jeg fik bilen i 2015. Hvordan forholder jeg mig i forhold til autoforhandler?

Jacob Poulsen Mark

Hej Ulla, Tak for dit spørgsmål. Såfremt mailen henvender sig til forbrugere (private) og deres skift af dæk, så skal prisen være inklusive moms. Ellers kan man som udgangspunkt kun kræve 299,- inklusive moms for ydelsen. Det kan endvidere være vildledende markedsføring. Hvis mailen udsendes til erhvervskunder må man godt oplyse eksklusive moms.

Jimmi Matt Krank

Hej Jacob Jeg er lidt i tvivl, når du skriver "markedsfører" Er det når man henvender sig til en privat forbruger eller virksomhed med et tilbud, en reklame eller andet salgsfremmende, eller dækker betegnelsen også over en online-shop, som egentlig henvender sig til virksomheder, men private kan også, og køber også, men i markant lavere omfang? De bedste hilsner (og virkelig dejlig hjemmeside!) Jimmi Matt Krank

Jacob Poulsen Mark

Hej Jimmi, Det gælder når man handler B2C - Det vil sige erhvervsdrivende der sælger til forbrugere. Så skal priser altid oplyses inklusive moms. Uanset om det sker som en proaktiv henvendelse fra virksomheden til en forbruger eller om det sker ved prissætning i en fysisk forretning eller på en online shop. Hvis man har en online shop, der båder sælger til forbrugere og erhverv, er der flere der har en "start-funktion" hvor man bliver bedt om at oplyse om man handler som led i sit erhverv eller som privat kunde, og så fremstår priserne herefter inkl. / eksl. moms.

Erling Vedel

Hej Jacob, Du skriver i overskriften" priserne skal være inklusive alle gebyrer og omkostninger ". Omfatter dette også fragt, gebyr, porto for fremsendelse af varen, eller må det tillægges senere i ordrebehandlingen ? Mvh Erling Vedel

Jacob Poulsen Mark

Hej Erling, Prisen er prisen på varen - hvis man som forbruger bestiller noget til levering, så er det helt fint at leveringsomkostninger / fragt bliver oplyst senere i købsprocessen, såfremt det bliver oplyst klart og tydeligt - det behøver ikke være en del af den pris, man skilter med ved varen. Med venlig hilsen Jacob Poulsen Mark