PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Skat: Dyrt at glemme CVR-nummeret på firmabilen

Kører du rundt i en firmabil, som ikke er mærket med CVR-nummer og firmanavn eller -logo, risikerer du en klækkelig bøde fra SKAT.

Den 1. januar 2013 blev der indført en ny regel om, at alle gulpladebiler under fire tons (totalvægt) skal mærkes med både firmaets CVR-nummer og navn eller logo på begge sider af bilen. Ved indførelsen af reglerne blev der varslet en bødeafgift på 5.000 kr., hvis ikke bilens ejer sørgede for at få informationerne på bilen.

Læs også: Har du husket at få CVR-nummeret på firmabilen?

I en ny landsretsdom er det slået fast, at bødestraffen ikke er en tom trussel men bliver effekturet allerede første gang, firmabilen bliver stoppet uden oplysningerne.

I den konkrete sag blev en selvstændig i byggebranchen stoppet i sin firmabil ni måneder efter, loven var trådt i kraft. Da han blev stoppet, var ingen af de lovpligtige oplysninger synlige på bilen, og derfor fik manden en bøde på 5.000 kr. Manden ville dog ikke betale bøden og valgte at tage sagen i retten. I byretten forklarede manden, at han godt kendte til reglerne, men at han ikke havde fået oplysningerne på firmabilen på grund af ”dovenskab”. Byretten nedsatte alligevel bøden til 2.000 kr., fordi der var tale om et førstegangstilfælde, og fordi det var muligt at identificere bilen ud fra bilens nummerplade.

SKAT ankede dommen til landretten, og her blev det slået fast, at bøden skulle fastsættes til 5.000 kr., fordi bødestørrelsen på 5.000 kr. var varslet i lovens forarbejder – og bødestørrelsen skulle gælde fra første overtrædelse.  

Bliver man stoppet anden, tredje eller fjerde gang i firmabilen, og den forstsat ikke er mærket med CVR-nummer og firmanavn eller -logo, vil bøderne være på henholdsvis 10.000 kr., 15.000 kr. og 22.500 kr.

2 kommentar

anne Dissing

skal der cvr nr. på bil med papegøjeplader og som benyttes til blandet erhverv /privat kørsel hilsen Anne Dissing ?

Johnny Norup

Hej Anne Biler på papegøjenummerplader eller som har mærket med teksten "Bilen må bruges privat", er ikke omfattet af reglerne og behøver derfor ikke have synligt navn, logo eller CVR-nummer.

Anders

Hvis man ejer en varebil privat og man bruger den erhverv mæssigt, og der samtidig er reklamer på bilen, er der så også krav til CVR nummer på siden?? mvh. Anders

Johnny Norup

Hej Anders. Loven omfatter alene last- og varebiler med en tilladt totalvægt på ikke over 4 tons, som udelukkende anvendes erhvervsmæssigt. Vare- og lastbiler, der benyttes blandet erhvervsmæssigt og privat, samt de køretøjer, der udelukkede benyttes privat, er ikke omfattet. Gulpladebiler er køretøjer, der udelukkende anvendes erhvervsmæssigt, hvilket vil sige køretøjer, hvor der er taget fuldt momsfradrag i forbindelse med anskaffelsen, og som er fritaget for privatbenyttelsesafgiften. Gulpladebiler, der anvendes blandet privat og erhvervsmæssigt, er ikke omfattet, dvs. køretøjer, der enten er forsynet med papegøjeplader eller mærkat for privat anvendelse, og hvor der betales halv privatbenyttelsesafgift.