PrivatErhverv
Jylland
Sjælland
Bornholm

Køb af hus

Før du realiserer drømmen om køb af hus, bør du blandt andet tjekke kommunens planer for grunden og eventuelle pligter i grundejerforeningen. Du skal også have styr på en lang række dokumenter. Vi hjælper dig i gang med dit huskøb her.

Peter Vang
Advokat (H), partner

Når du køber villa, parcelhus, rækkehus eller sommerhus, er du ansvarlig for både grund og ejendom. Derfor kræver et huskøb, at du sætter dig godt ind i en lang række forhold. Uden juridisk erfaring kan det være svært at vide, hvad man skal undersøge, og hvordan man skal gøre det. Du med fordel få hjælp af en af vores boligadvokater, som sikrer, at du forstår, hvad du skriver under på.

Her på siden får du en tjekliste over de vigtigste ting, du bør undersøge, før du skriver under på dit huskøb. Du får også et overblik over en række dokumenter og forsikringer, du skal have styr på i forbindelse med handlen.

Tjekliste: Hvad skal jeg undersøge, før jeg køber hus?

Når drømmen hedder helt eget hus, skal du forholde dig til alle dokumenter omkring selve huset og grunden. Men det er også vigtigt, at du sætter dig ind i, hvilke planer kommunen har for området – og hvordan vedtægter og økonomi ser ud for grundejerforeningen.

 

Hvad gemmer grunden på?

Der kan gemme sig ubehagelige overraskelser, hvis du ikke på forhånd undersøger den grund, som dit drømmehus ligger på. Før du underskriver købsaftalen, bør du derfor tjekke:

  • Hældningen på grunden. Den forkerte hældning kan give store vandskader. Du bør også tjekke, om der er fare for oversvømmelse i det område, hvor huset du ønsker at købe ligger.
  • Om grunden er forurenet. Det kan nemlig koste mange penge at få renset en forurenet grund. Ejendomsmægleren skal oplyse om det, men ikke alle gør det.
  • Om der er gamle brønde og kloakledninger, der er skadet eller står over for en udskiftning.
  • Om en eventuel gammel olietank er korrekt blændet af. Ellers kan du som husejer stå med problemet, hvis der går læk på tanken, og grunden bliver olieforurenet.

Hvor meget bestemmer du selv?

Kommunens planer kan spænde ben for dine egne idéer om, hvad der skal gøres med huset. Det er en ærgerlig overraskelse at få, efter du har købt huset. Derfor bør du på forhånd undersøge:

  • Lokalplaner for området.
  • Om der er tinglyst servitutter eller deklarationer på matriklen – det kan fx betyde, at du ikke må bygge til, eller at du ikke må installere solceller.
  • Om der er tilslutningspligt til et bestemt fjernvarmeværk. Det kan få stor betydning for varmeregningen.
  • Kommunens planer for kloakering i området. Hvis der er planlagt separat kloakering, kan det betyde en ekstraregning for dig på flere hundrede tusind kroner.
  • Om hele boligen er godkendt til beboelse af kommunen.

 

Er der pligter i grundejerforeningen?

Det er også vigtigt, at du inden huskøbet undersøger, om der er en grundejerforening, og om der er medlemspligt. Hvis der er det, bør du eller din boligadvokat gennemgå foreningens vedtægter og regnskaber. Du skal fx være opmærksom på:

  • Hvilke vedligeholdelsespligter I har som grundejere. Hvis det er en privat fællesvej, skal I fx selv stå for at holde vej, bevoksning og vejbelysning ved lige. Læs mere her.
  • Hvad er grundejerforeningens forsikringsforhold og hæftelsesforhold?
  • Hvilke udgifter du kan forvente som medlem af grundejerforeningen.
  • Om der er begrænsninger eller krav i forhold til dit hus og din grund. Skal hækken fx have en bestemt højde, eller skal alle huse på vejen være hvide?

Hvilke dokumenter og forsikringer skal jeg have?

Når du køber bolig – uanset om det er hus, andelsbolig eller noget tredje – er der en række dokumenter og forsikringer, du bør have styr på. Blandt de vigtigste ved huskøb er:

  • Købsaftalen, som indeholder vilkårene for bolighandlen. Har du og sælger begge underskrevet den, har du op til seks hverdage til at fortryde – men så skal du betale sælger 1 procent af købesummen. Derfor kan det være en god idé med et advokatforbehold i aftalen, da det kan få dig ud af købsaftalen uden at skulle betale 1 procent af købesummen.
  • Skødet, hvor din ejendomsret til den købte ejendom registreres. Skødet skal tinglyses digitalt, før det gælder, og det skal opfylde kravene i Tinglysningsloven.
  • Tilstandsrapport og elinstallationsrapport, som er en forudsætning for, at du kan tegne en ejerskifteforsikring. En ejerskifteforsikring kan give økonomisk tryghed i forbindelse med køb af hus.
  • Energimærkning, som er en rapport om, hvor energivenlig ejendommen er.
  • Indboforsikring, som er den forsikring, der dækker skader på eller tyveri af dine ting. Du har formodentlig allerede en indboforsikring. Hvis ikke, er det en god idé at tegne sådan en, så dit indbo også er dækket, når flyttebilen fragter dine ting til dit nye hus.
  • Husforsikring, som dækker skader fra eksempelvis brand, storm, svamp og hærværk. Har du lån i huset, er det lovpligtigt, at du tegner en husforsikring.
Indsender formularen...

Vi hjælper dig, hvis du har brug for rådgivning om dit køb af hus.