Ejerskifteforsikring – er det nødvendigt?
Det er frivilligt, om du som køber vil tegne en ejerskifteforsikring, men det er en rigtig god idé at gøre det. Ejerskifteforsikringen dækker nemlig, hvis det viser sig, at boligen har skader, som ikke er omtalt i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten.
Ejerskifteforsikring er kun en af mange ting at forholde sig til, når du er eller skal i gang med et boligkøb.
Basisinfo: Det skal du vide om ejerskifteforsikringer
- Når du modtager købsaftalen, får du samtidig et tilbud på en ejerskifteforsikring, som sælger betaler halvdelen af. Hvis du ønsker en anden og dyrere ejerskifteforsikring, fx ved udvidet dækning over en længere årrække, skal du selv betale merudgiften.
- Sælger kan godt fravælge at tilbyde en ejerskifteforsikring – så er det ham eller hende, der står til ansvar for at dække skader, fejl og mangler på din bolig, som forsikringen ellers ville have dækket.
- En ejerskifteforsikring koster mellem 10.000 og 50.000 kroner og løber normalt fra 5-10 år – men du skal kun betale halvdelen af prisen på det tilbud, der fremgår af købsaftalen. Ønsker du fx en dyrere forsikring eller udvidet dækning over en længere årrække, skal du selv betale merudgiften.
- Du kan tegne denne forsikring for din bolig, uanset om der er tale om et hus, sommerhus eller en lejlighed.
Hvad dækker en ejerskifteforsikring?
Ejerskifteforsikringen dækker fejl og mangler af forskellig art, som var til stede inden overdragelsen af boligen. Den dækker kun skader ved selve bygningen, og der er typisk en selvrisiko på 5.000 kr. pr. skade.
Generelt dækker forsikringen ikke:
- Skader, som er beskrevet i tilstandsrapporten eller elinstallationsrapporten
- Synlige skader, som du ikke kan undgå at se
- Skader, som du på anden måde er bekendt med på overtagelsestidspunktet
- Småskader, som ikke nedsætter værdien eller brugbarheden nævneværdigt
- Almindelige skader, som man kan forvente i forhold til husets alder og type
- Skader, der skyldes manglende vedligeholdelse eller slid
- Skader som først er opstået, efter at du har overtaget huset
Vælger du at tegne en ejerskifteforsikring, skal den være tegnet, inden du overtager nøglerne til huset, og gælde senest fra den dag, du overtager nøglerne.
Når du skal tegne forsikringen
For at kunne tegne en ejerskifteforsikring skal der både være lavet en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport, og begge skal være gyldige på købstidspunktet.
Tjek vilkårene inden du vælger forsikring
Der er en række lovmæssige krav til, hvad en ejerskifteforsikring skal dække, men forsikringsselskaberne har mulighed for at lave særlige undtagelser. Derfor kan der være meget stor forskel på dækningen fra de forskellige selskaber.
Det betyder, at du som boligkøber skal være meget opmærksom på vilkårene i den ejerskifteforsikring, du vælger – og ikke kun se på prisen.
Overvej hvor længe du vil være forsikret
Ejerskifteforsikringen skal ifølge loven dække i mindst fem år. Ønsker du at sikre dig i længere tid, kan du tegne en udvidet ejerskifteforsikring. Den kan gælde i op til ti år og kan dække bygningsskader, som ikke er beskrevet i tilstandsrapporten.
Præcis hvad og hvor længe, den udvidede ejerskifteforsikring dækker, afhænger af forsikringsselskabet. Hos nogle forsikringsselskaber kan man også tegne en standard eller basisforsikring, der gælder i ti år.
Hvis du som køber fravælger ejerskifteforsikringen, påtager du dig selv risikoen for skader, som er opstået, før du overtog boligen.
Har du brug for rådgivning?