PrivatErhvervOm Advodan
Jylland
Sjælland
Bornholm

Black Friday: Overhold reglerne for prismarkedsføring

Når du sætter varerne i din webshop eller fysiske butik på tilbud, gælder der særlige regler for, hvordan du må markedsføre rabatten i forhold til den tidligere pris. Det kan blive dyrt, hvis du ikke overholder reglerne.

Hvad er Black Friday?

Black Friday er en dag, hvor mange butikker og webshops kører særligt gode tilbud på en lang række varer. Men lyder tilbuddet bedre, end det reelt er, kan det resultere i store bøder til virksomhederne fra Forbrugerombudsmanden. Inden du begynder at markedsføre de gode tilbud, er det derfor en god idé, at tjekke op på reglerne for prismarkedsføring

 

Hvornår er det Black Friday i 2021?

Den store handelsdag Black Friday afholdes i år d. 26. november (2021). Det vil sige, at det er Black Week i uge 47.

 

Hvad er Cyber Monday?

Mandagen efter Black Friday kaldes for Cyber Monday. Cyber Monday er en indkøbsdag med særligt fokus på onlinehandel. I år er det Cyber Monday mandag d. 29. november (2021).

Hos Advodan kan vi hjælpe dig med rådgivning om, hvordan du må markedsføre dine varer i forbindelse med Black Friday

6 regler du som virksomhed skal kende i forbindelse med Black Friday

  • Når du reklamerer med en rabat som en før/nu pris eller en procentvis besparelse, gælder det generelt, at varen eller varerne skal være solgt til en højere normalpris i mindst seks uger, inden prisen sættes ned.
  • En vare må dog gerne have været en del af en kortvarig tilbudskampagne på maks. tre dage i løbet af de seks uger.
  • Sættes prisen på en vare ned ad flere omgange, skal en besparelse sammenlignes med den seneste pris – og ikke den oprindelige pris.
  • Giver du rabat på sæsonvarer, som fx julepynt, skal produkterne have været solgt til normalpris i minimum fire uger inden fx Black Friday.
  • Reglerne for prismarkedsføring er skærpet. Det betyder, at du ikke kan reklamere med en rabat som en før/nu pris eller en procentvis besparelse, hvis en vare er på tilbud så ofte, at der ikke er en egentlig normalpris at sammenligne med.
  • Du må ikke bruge salgsfremmende udtryk som fx ”kampagnepris”, ”choktilbud” og ”ekstremt billigt” med mindre, der er tale om et særligt godt tilbud. Hvis prisen ikke er betydeligt billigere end normalt, vildleder disse udtryk forbrugerne. Du kan læse mere om, hvad falsk og vildledende markedsføring er, her.

Overholdes de seks regler ikke, kan det resultere i store bøder til din virksomhed fra Forbrugerombudsmanden.

Indsender formularen...

Har du brug for rådgivning om markedsføringsloven?

6 kommentar

0 / 700 tegn

Hans

Hej Thomas, Hvis jeg den ene dag køber en billet til 210 kr. og næste dag vælger virksomheden at sætte prisen ned til 120 kr. uden at have reklameret at prisen ville blive sat ned, er man så berettiget til at få differencen returneret?

Thomas Klæstrup Jørgensen

Hej Hans Nej, det er du ikke berettiget til. Med venlig hilsen

Mikkel Hansen

Hej Jesper Umiddelbart ser jeg intet til hinder for, at firmaet vælger at fastholde din oprindelige ordre på kr. 1.369, uanset at prisen efterfølgende er blevet nedsat, da der er indgået en aftale om køb af produkt til 1.369. Jeg forstår din mail således, at du har handlet som privatperson på nettet. I bekræftende fald har man mulighed for at benytte sig af sin ret til at træde tilbage fra aftalen, hvilket følger af forbrugeraftaleloven § 18 stk. 1, medmindre købet er omfattet af de i forbrugeraftalelovens § 18 stk. 2 nævnte tilfælde såsom specialfremstillede varer eller tjeneydelser. I dette tilfælde har du 14 dage fra man modtager varen, såfremt der er tale om en fysisk vare, til at benytte sig af din fortrydelsesret. Jeg håber ovenstående var et brugbart svar på dit spørgsmål.

Jesper

Hej Advodan. Et firma sælger mig en vare til 1369 kr via nettet. Et par timer senere reklameres i min webbrowser for samme produkt fra samme firma til en lavere pris nemlig 1149 kr. Jeg sender mail med screenshot til dem inden varen afsendes og beder om den nye pris. Via deres chatfunktion oplyser de at de kan ændre priserne som det passer dem og at det kun er den pris der er i salgskurven der gælder. Er det i orden? Venlig hilsen Jesper

Anne Andersen

Hej Advodan, Jeg sidder klar på tasterne til Black friday, som så mange andre. Jeg har gjort mit forarbejde og skrevet før priserne ned på alt det jeg vil have på fredag. Men nu kan jeg se, at fx trademax kører Black week, og ganske rigtigt har sat varerne “ned”. Eller det vil sige, at de faktisk har sat før prisen op i deres tilbud, så det ligner at det er billigere. Men prisen er faktisk den samme, som den var tidligere (har holdt øje i ca. 14 dage, og prisen har været det samme i de 14 dage) Må de “snyde” sig til en fiktiv rabat på den måde? Håber det giver mening? Mvh Anne

Thomas

Kære Anne Tak for dit spørgsmål. Den første del af svaret ligger i, om det overhoved er tale om en besparelse. Hertil kræver det naturligvis, at prisen nu er billigere end tidligere. Der er dertil ikke noget i vejen for at sætte prisen op. Det må man selvsagt gerne, og man må også gerne sætte prisen ned igen efterfølgende. Men førend, at man må reklamere med en ”rabat”, et ”udsalg”, et ”tilbud” eller tilsvarende med en ”før og nu pris”, så må der ikke være tale om vildledende markedsføring. Heri ligger bl.a., at før-prisen skal have været den angivne før-pris i en længere periode. Hvad, der anses som værende tilstrækkelig lang tid, kan være forskellig afhængig af produktets type, men en periode på 14 dage vil næppe være tilstrækkelig lang tid til, at man må markedsføre tilbuddet med en ”før og nu pris”. Dertil kommer, at man – som du selv påpeger – ej heller må sætte prisen på en vare op, alene med det formål at sætte den ned igen, så man kan reklamere med ”før og nu priser”. Dette vil i givet fald være vildledende markedsføring. Jeg håber, det var svar nok. Med venlig hilsen Thomas Klæstrup Jørgensen

Mathilde

Hej, Jeg købte det Black friday en vare som var sat ned fra 1200kr til 400kr, genialt køb tænkte jeg. Da start prisen var så høj, nu var jeg så inde og skulle se noget på varen og ny var start prisen 500kr. Må man gerne bruge dette salgstrick ?

Indira Beckovic

Hej Mathilde, Tak for dit spørgsmål. Det lyder umiddelbart som om, at den butik, som du har handlet i, har oplyst en forkert førpris på det tidspunkt, du købte varen. Dette er ulovligt ifølge markedsføringsloven. Hvis det er tilfældet, kan du henvende dig til butikken og kræve et nedslag i prisen. Du skal kunne dokumentere, at førprisen var forkert. Såfremt butikken ikke er villig til at tage dialogen med dig, har du mulighed for at klage til Center for Klageløsning. Med venlig hilsen, Indira Beckovic

kasper bjerkan

hvis en virksomhed vælger at sætte en varer ned og reklamere for det, men når man går ind og køber varen, så er det bestemte tilbud ikke sat ned - det lovligt?

Indira Beckovic

Hej Kasper, Jeg forstår dit spørgsmål sådan, at butikken i deres reklame har oplyst en forkert pris ved en fejl. Hvis en butik reklamerer med et tilbud, så fanger bordet som udgangspunkt. Forbrugeren har derfor ret til at købe varen til den pris, som reklamen viser. MEN, der kan jo ske fejl fra butikkens side, og i så fald vil spørgsmålet være, om fejlen er så åbenlyst, at forbrugeren burde have vidst, at der var tale om en fejl. Hvis forbrugeren ved eller burde vide, at der er tale om en fejl, eksempelvis fordi det er usandsynligt, at den pågældende varer koster så lidt, så er butikken ikke forpligtet til at sælge varen for den fejlagtigt oplyste pris. Det kan dog være svært i visse tilfælde for butikken at bevise, at der er tale om en fejl. Jeg håber, at det giver svar på dit spørgsmål. Med venlig hilsen, Indira Beckovic