Markedsføring på sociale medier
Generelt må elektronisk markedsføring ikke give indtryk af at være en personlig meddelelse fra fx en ven eller et familiemedlem.
Ved konkurrencer på sociale medier skal det derudover fremgå, at konkurrencerne ikke er sponsoreret af det pågældende sociale medie, og betingelserne for deltagelse i konkurrencerne skal fremgå tydeligt.
Skjult reklame
Ved markedsføring på internettet er det et grundlæggende krav, at det skal fremstå tydeligt for forbrugere, hvornår der er tale om reklame og markedsføring, hvilket er særligt relevant, hvis målgruppen for markedsføringen er børn og unge.
I online-markedsføringen benytter erhvervsdrivende sig til tider af konkurrencer, spil og anden form for underholdning, men det er også i denne sammenhæng vigtigt, at der foretages en for forbrugeren tydelig adskillelse mellem markedsføringen og underholdningen.
Bloggere og blogindlæg
En særlig problemstilling er opstået i takt med, at bloggere og blogindlæg har vundet frem, idet blogindlæg ofte omtaler diverse produkter, eksempelvis tøj og smykker, og dermed direkte eller indirekte markedsfører disse produkter/producenter.
Da reglerne om skjult reklame gælder for alle, skal det tydeligt fremgå, at der er tale om reklame, hvis blogindlægget udspringer af en aftale mellem bloggeren og virksomheden om markedsføring af produkterne.
I praksis kan reklame og markedsføring tydeliggøres ved en tilknyttet markering med teksten ”reklame”, ”sponsoreret” eller ”annonce”.
Har du brug for rådgivning om markedsføring på sociale medier?