Førstegangskøber? Få tips til dit boligkøb
Hvis du skal købe bolig for første gang, er der sandsynligvis mange ting, som virker uoverskuelige. Hvor skal du overhovedet starte? Vi anbefaler, at du starter med at se på din økonomi – og dernæst at du søger økonomisk, juridisk og byggeteknisk rådgivning. Det kan du læse mere om her på siden. Du får også fem gode råd, du som førstegangskøber bør tage med dig i boligjagten.
Hvis du allerede nu har brug for rådgivning om dit boligkøb, står vi klar til at hjælpe dig. En god boligadvokat er din garanti for en sikker bolighandel og er særlig vigtig, når du bevæger dig ud på boligmarkedet for første gang. Læs mere her.
Boligkøb og økonomi
Det siger lidt sig selv: Når du skal gøre en investering som et boligkøb, skal du starte med at overveje økonomien. Først er det vigtigt, at du får styr på budgettet – derefter bør du lede efter det mest fordelagtige boliglån for din fremtidige økonomis skyld.
Få styr på budgettet
Når du vil købe bolig, bør du som det første sikre dig, at du har en sund økonomi – i hvert fald hvis du planlægger at flytte til en dyrere bolig.
Når du skal finde ud af, om du har råd til at købe en bolig, bør du altså ikke kun se på salgsprisen. Du bør også lægge et budget, som viser, hvad det vil koste dig rent faktisk at bo i boligen. Her kan dit rådighedsbeløb være et godt pejlemærke for, om boligkøbet er muligt indenfor rammerne af din økonomi. Din bank eller dit realkreditinstitut vil også se på det beløb, når de skal vurdere, om de vil låne dig penge til købet.
Få tilbud fra flere pengeinstitutter
Når du skal købe bolig, er det et krav, at du selv kan lægge 5% af købesummen i kontant udbetaling. De øvrige 95% kan du låne dig til – og du kan normalt låne de 80% af et realkreditinstitut. Resten må du finansiere ved et banklån, der som regel er dyrere end et realkreditlån.
Når du begynder at se på lån, skal du ikke uden videre tage imod første tilbud. Du kan faktisk spare rigtig mange penge på at vælge det rette lån hos det rette pengeinstitut. Sørg derfor for at indhente tilbud flere steder, så du kan finde den lånetype og rentesats, der er mest fordelagtig for dig. Som førstegangskøber kan du også med fordel spørge familie, venner og bekendte, der for nylig har købt hus, hvor de har taget lån, og hvordan de har undersøgt markedet.
Som kunde skal du huske, at du selv kan vælge, hvor du vil tage lån henne. Måske det er billigere i en lokal sparekasse end i din landsdækkende bank?
Få hjælp med dit boligkøb
For alle boligkøbere er det en god idé at få professionel hjælp til handlen, og det gælder ikke mindst dig, som er førstegangskøber. Der er særligt tre personer, du kan få hjælp af i forbindelse med dit boligkøb:
- Din bankrådgiver
- En byggesagkyndig
- En boligadvokat
Bankrådgiver
Det er rigtig fint at tale med din bankrådgiver, når du skal have styr på din økonomi. Men du bør ikke ukritisk acceptere det lån, din bank tilbyder dig. Banken er i bund og grund en virksomhed, som skal tjene penge på dig som kunde.
En byggesagkyndig kan sikre dig mod at gøre et køb, som bliver dyrere end forventet, fordi du ikke havde styr boligens fysiske tilstand
Byggesagkyndig
Før du indgår en bolighandel, kan det være en god idé at få en byggesagkyndig ud og se på boligen. Han eller hun gennemgår ejendommen og finder eventuelle fejl og mangler, som kan få betydning for dig nu eller senere hen. Du kan også få et estimat af, hvor længe boligens stand holder – fx er det relevant for dig at vide, hvis du om få år skal bruge store summer penge på udskiftning af tag eller kloak.
En byggesagkyndig kan altså sikre dig mod at gøre et køb, som bliver dyrere end forventet, fordi du ikke havde styr boligens fysiske tilstand.
Boligadvokat
Ligesom en byggesagkyndig kan en advokat hjælpe dig med at sikre, at du ved, hvad du går ind til, når du underskriver købsaftalen. Mens den byggesagkyndige sørger for, at en faldefærdig mur ikke går under radaren, så vil en boligadvokat sørge for, at du ikke overser en servitut, der bestemmer højden på din hæk.
Inden du skriver under på en købsaftale, bør du – især som førstegangskøber – alliere dig med en boligadvokat. Selvom det koster penge, kan det hurtigt spare dig for mange flere. Læs mere her.
5 gode råd til førstegangskøberen
- Lad være med at købe så dyrt, som du har råd til. Som førstegangskøber kan du blive overrasket over udgifterne ved at eje en bolig, og derfor er det rart med lidt råderum i økonomien.
- Når du undersøger lån i forskellige pengeinstitutter, kan du også med fordel undersøge, om sælger har et godt lån i ejendommen allerede, som du kan overtage.
- Køb ikke en bolig for at bo i den i to år – på grund af udgifter til ejendomsmægler, tinglysningsafgifter, udgifter til lån og lign. det er nemlig dyr affære at købe og sælge boliger. Læs mere om boligsalg her.
- Tjek energimærkningen af de boliger, du overvejer at købe. Det kan give et indblik i, hvor høj en varme-, el- og vandregning du kan forvente at få, når du flytter ind.
- Få et advokatforbehold sat ind i din købsaftale. Hvis du har skrevet under på aftalen, men fortryder indenfor seks hverdage, kan et advokatforbehold spare dig for at betale 1% af købesummen til sælger.
Skal du købe ny bolig? Læs vores e-bog om sikker bolighandel, hvor du får juridiske tips og gode råd til dit boligkøb.
Få hjælp til
Køb af villa og sommerhus
Boligadvokat
Køb af ejerlejlighed
Har du brug for rådgivning?